Nyheder
En liste over Flygtningenævnets medlemmer pr. 1. januar 2010 er nu offentliggjort og kan findes ved at klikke her.
Nøgletal for 2009.
(Foreløbige tal)
Flygtningenævnet har i 2009 truffet afgørelse i sager vedrørende 473 personer.
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i asylsager er 122 dage.
I den typiske asylsag-defineret som 90% af sagerne med den korteste sagsbehandlingstid-er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 102 dage.
Herudover har nævnet truffet afgørelse i sager om genoptagelse af asylsagen vedrørende 317 personer. I disse sager er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 196 dage.
Flygtningenævnets koordinationsudvalg har den 16. december 2009 besluttet at ophæve berostillelsen af sager vedrørende etniske tamiler fra det nordlige Sri Lanka. Læs mere her.
Den Europæiske Menneskerettighedsomstol har den 13. oktober 2009 afvist at realitetsbehandle en klage fra en iransk statsborger over udsendelsen af ham fra Danmark til Iran. Den dengang 18-årige iranske statsborger blev i 1999 udsendt til Iran efter, at Flygtningenævnet havde givet ham afslag på asyl. Efter hjemkomsten til Iran blev han tilbageholdt i længere tid og udsat for tortur. Han genindrejste i Danmark i 2003 og fik i 2004 asyl. Den iranske statsborger anlagde herefter sag ved Menneskerettighedsdomstolen blandt andet med en påstand om, at udsendelsen af ham til Iran i 1999, var i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Menneskerettigheds-domstolen har afvist, at udsendelsen af klageren var i strid med artikel 3 blandt andet med henvisning til, at Flygtningenævnet med de oplysninger, der forelå på tidspunktet for nævnets beslutning i 1999, ikke kunne eller burde have forudset, at klageren ville blive udsat for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Link til dommen her.
Flygtningenævnet foretager for tiden en brugerundersøgelse. Såfremt du ikke allerede har udfyldt spørgeskemaet, anmoder vi dig venligst om at gøre dette, da dine svar bidrager til en endnu bedre hjemmeside. Undersøgelsen findes i øvrigt ved at klikke her.
En liste over Flygtningenævnets medlemmer pr. 6. oktober 2009 er nu offentliggjort og kan findes ved at klikke her.
Flygtningenævnets beretning for 2008 er nu tilgængelig. Beretningen findes under Publikationer og notater øverst på denne side eller ved at klikke her.
Nøgletal.
Nøgletal for 2008 er nu offentliggjort. Tallene findes under statistik og måltal.
Irak.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afsagt endelig dom i sagen F.H. mod Sverige vedrørende en kristen statsborger fra Irak. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at en tvangsmæssig udsendelse af den pågældende til Bagdad i Irak ikke ville være i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 2 eller 3. Læs hele dommen her.
Flygtningenævnets bidrag til besvarelse af spørgsmål nr. 149 fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har den 28. maj 2009 anmodet Flygtningenævnet om bidrag til besvarelse af spørgsmål nr. 149 af 27. maj 2009 fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.
Spørgsmålet er affattet således: ”I forlængelse af svaret på spørgsmål 143 bedes ministeren forholde sig til UNHCR’s rapport ”UNHCR Eligibility Guidelines for Assesing the International Protection Needs of Iraqi Asylum-seekers” og især de anbefalinger, der fremgår af side 18 i rapporten, vedrørende følgende fem irakiske provinser: Bagdad, Diyala, Kirkuk, Ninewa og Salah Al-Din”.
Flygtningenævnets bidrag kan ses ved at klikke her.
Notat fra Flygtningenævnet
Flygtningenævnets notat om statistik vedrørende nævnets behandling af sager vedrørende irakiske statsborgere fra 2007 til maj 2009.