Emneord: Agents of Persecution, Generelle forhold, Politiske forhold, Tortur, Beviskrav og bevisvurdering
Land: Rusland
Type: Praksis
Nævnet meddelte i oktober 2011 en mandlig statsborger fra Rusland opholdstilladelse (K-status). Indrejst i 2010. Udlændingestyrelsen havde i sin afgørelse meddelt ansøgeren, at hvis Flygtningenævnet isoleret set fandt ham omfattet af udlændingelovens § 7, fandt Udlændingestyrelsen ham omfattet af udelukkelsesbestemmelse i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, idet han har oplyst at have forsynet de tjetjenske oprørere med våben og proviant.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Tjetjenien. Ansøgeren har anført, at han i perioden 1994 til 2006 har haft tilknytning til de tjetjenske oprørere, herunder at han har deltaget i de to tjetjenske krige, men han har ikke haft øvrige politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han har været tilbageholdt i 2003, 2006 og 2009, og at han i den forbindelse blev udsat for tortur. I forbindelse med tilbageholdelsen i 2009 gik ansøgeren under trusler på livet med til at arbejde som meddeler for en kommandant, der var anfører for en bataljon, og hvis broder er en magtfuld politiker i Tjetjenien. Ansøgeren blev derefter løsladt, og efter at have indgået ægteskab med sin ægtefælle udrejste han af Tjetjenien. Ved en eventuel tilbagevenden til Rusland frygter ansøgeren, at han vil blive dræbt som følge af sin brudte aftale om samarbejde. Ansøgeren har i den anledning videre henvist til, at han er beslægtet med en række navngivne ledende tjetjenske oprørere, der nu er døde eller har søgt asyl i andre lande, hvorfor han er særligt profileret. Udlændingestyrelsen har under sagens behandling for Flygtningenævnet frafaldet sin subsidiære påstand om, at ansøgeren skal udelukkes fra at blive meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på nogle punkter må give anledning til en vis tvivl. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring som utroværdig. Flygtningenævnet lægger således ansøgerens forklaring om, at han har deltaget i den første og anden tjetjenske krig i perioden 1996-2004, til grund, samt at han i perioden 2004 til 2006 har bistået oprørerne med forsyninger. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke haft særlige aktiviteter i perioden 2006 til 2009. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han i 2009 blev tilbageholdt af magthaverne på grund af sit slægtskab med en afdød oprørsleder, og fordi magthaverne formodede, at ansøgeren var i besiddelse af viden om penge, våben og identiteter på medlemmer af oprørsgrupper. Han blev under tilbageholdelsen udsat for hårdhændet behandling. Ansøgeren indvilligede på skrømt i at samarbejde med magthaverne, hvorefter han blev frigivet. Ansøgeren levede efter sin løsladelse i skjul, indtil han nogle måneder senere udrejste af Tjetjenien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund sammenholdt med ansøgerens tilhørsforhold til en meget profileret familie, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland/Tjetjenien under de nuværende forhold vil være i risiko for at komme i magthavernes søgelys på en asylbegrundende måde. Flygtningenævnet meddeler derfor den russiske statsborger fra Tjetjenien opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2011/6
Print
Emneord: Agents of Persecution, Etniske forhold, Politiske forhold, Beviskrav og bevisvurdering
Land: Sudan
Type: Praksis
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tamawi fra landsbyen […], der er beliggende i provinsen al-Jazirah i Sudan. Hans familie stammer oprindeligt fra Darfur provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt og straffet af de sudanesiske myndigheder, som mistænker ham for at være tilknyttet en oprørsgruppe ledet af Ibrahim Khalil. Han har i den forbindelse gjort gældende, at han er særlig udsat for at blive mistænkt for tilhørsforhold til oprørsgruppen på grund af sin etnicitet og sit langvarige ophold i udlandet. Ansøgeren har til sagen forklaret, at en oprører fra Ibrahim Khalils gruppe i foråret 2008 opsøgte ansøgerens forretning og truede de ansatte i ansøgerens til at udlevere noget tøj, som oprøreren skulle bruge for at kunne skjule sig. Cirka en uge senere blev ansøgeren opsøgt i sin forretning af personer fra sikkerhedstjenesten, som tog ham med. Ansøgeren blev tilbageholdt i cirka to uger. Under tilbageholdelsen blev han afhørt om sit forhold til oprørerne og udsat for slag. I sommeren 2008 blev ansøgeren på ny tilbageholdt i forbindelse med, at han forsøgte at udrejse til Syrien. Han blev ligeledes afhørt og slået under denne tilbageholdelse. Efter cirka to uger blev han løsladt og fik i den forbindelse at vide, at han ville blive overvåget, og at han aldrig ville slippe ud, såfremt sikkerhedstjenesten anholdt ham igen. Efter en måneds ophold i landsbyen tog ansøgeren ophold i byen […] i det sydlige Sudan, hvor han åbnede en fiskerestaurant. Efter cirka fire måneder opfordrede en af kunderne i restauranten, […], ansøgeren til at udrejse, idet sikkerhedstjenesten holdt øje med ham. Ansøgeren har fået oplyst, at kunden arbejdede for sikkerhedstjenesten. I sommeren 2009 udrejste ansøgeren til Egypten. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren blev anholdt af myndighederne i foråret 2008 efter urolighederne i Khartoum og anholdt i sommeren 2008 ved lufthavnen i forbindelse med en planlagt udrejse af Sudan, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der var nogen forbindelse mellem de to anholdelser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at begge anholdelser må anses for generelle og vilkårlige tilbageholdelser og ikke specielt rettet imod ansøgeren. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaringer om, at der ved løsladelsen efter den første anholdelse blev taget fotografier af ham, idet denne forklaring først er fremkommet med samtalen med advokaten. Uanset om ansøgeren herefter i en periode blev overvåget af myndighederne kan dette heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist om overvågningens intensitet. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren efter den anden tilbageholdelse opholdt sig i Sudan, uden at han blev opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at han efter at have lukket sin fiskerestaurant i […]holdt sig skjult dels i […] dels i sin hjemby. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først har oplyst dette under samtalen med advokaten. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring på dette, herunder at han ikke har oplyst herom i sit asylskema. Hverken ansøgerens etnicitet eller de generelle forhold i Sudan kan i sig selv begrunde asyl. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren under tilbageholdelser blev udsat for fysiske overgreb kan dette ikke sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren, der fremstår som helt uprofileret, ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2011/2
Print
Emneord: Politiske forhold, Agents of Persecution, Privatretlige forhold, Beviskrav og bevisvurdering
Land: Afghanistan
Type: Praksis
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udsatte i 2010 sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren ved retsmedicinsk institut.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra en navngiven by i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af Hezb-e-Islami. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en kommandant fra Hezb-e-Waldaht, på grund af en jordkonflikt mellem dennes og ansøgerens familie. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter nogle af sine tidligere partimedlemmer i Hezb-e-Islami, som er blevet medlemmer af Taliban. Flygtningenævnet finder ikke, at den påberåbte jordkonflikt med kommandanten, der ikke har rettet henvendelse til ansøgeren eller dennes fader siden 1994, kan give grundlag for asyl. Torturundersøgelsen viser, at ansøgeren har enkelte ældre ar, som er forenelig med hans påstand om tortur. Skaderne er imidlertid meget begrænsede set i forhold til den ganske voldsomme tortur, som han har oplyst i såvel Flygtningenævnet som overfor den undersøgende læge, at han har været udsat for. Dette sammenholdt med at hans beskrivelse af flugten fra Taliban forekommer opdigtet, at selve tilbageholdelsen ved grænsen, ifald den har fundet sted, må antages at bero på en tilfældighed, og at han har opholdt sig efterfølgende i landet i cirka to måneder, medfører, at han ikke kan anses at være efterstræbt af Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/61
Print
Emneord: Agents of Persecution, Privatretlige forhold, Beviskrav og bevisvurdering, Internal Flight Alternative
Land: Afghanistan
Type: Praksis
Nævnet meddelte i oktober 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk hazara fra […], Afghanistan og shiamuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at familien er blevet fordrevet fra hjembyen af kuchier. Da familien tog ophold i Kabul, opstod en konflikt med […], der er bror til ansøgerens afdøde ven, […]. Vennen afgik ved døden, efter ansøgeren og vennen havde drukket alkohol sammen. Broderen, der er politimand, har anklaget ansøgeren for at være skyld i vennens død og har i den forbindelse stukket ansøgeren i brystet med en kniv. Broderen vil slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren, der er hazara, er således fordrevet fra hjembyen af kuchier, på samme måde som landsbyens øvrige beboere, der også er hazaraer. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren risikerer forfølgelse, hvis han vender tilbage til hjembyen. Spørgsmålet er herefter, om det efter omstændighederne vil være rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold et andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ. Efter de foreliggende oplysninger om konflikten i Kabul med broderen til ansøgerens ven sammenholdt med, at ansøgerens familie er omkommet under flugten, samt ansøgerens alvorlige psykiske helbredstilstand, findes det ikke rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2011/60
Print
Emneord: Agents of Persecution, Kriminelle forhold, Privatretlige forhold, Beviskrav og bevisvurdering
Land: Afghanistan
Type: Praksis
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim. Han boede i 1993-2002 og 2005-2008 i Iran samt i 2002-2005 i Kabul. Hans forældre og en broder bor stadig i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at han i 2005 blev pågrebet af politiet under den sidste af tre transporter af store mængder opium. Til politiet afslørede han navnene på dem, der havde antaget ham til at foretage transporterne. Der var måske tale om ”kaldenavne”. Han fortalte også det, han i øvrigt vidste om de pågældende. Tilbageholdelsen varede i nogle timer. Ansøgeren blev løsladt, fordi hans fader kendte en lokal politimand. Ansøgeren udrejste, efter råd fra politiet, kort efter til Iran, og har ikke siden været tilbage i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af magtfulde narkobagmænd på grund af det, han fortalte til politiet. Efter udrejsen har han haft kontakt til sin familie i Afghanistan. Familien har ikke sagt noget om, hvorvidt narkobagmændene m.v. er blevet arresteret, eller om de har spurgt efter ham. Familien har heller ikke sagt, at de har haft nogen form for problemer på grund af ansøgeren. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ved vurderingen af ansøgerens situation ved en tilbagevenden til Afghanistan tillægger Flygtningenævnet det afgørende betydning, at ansøgerens frygt for overgreb ikke hidrører fra konkrete trusler eller nærmere viden om, hvad de andre i den kriminelle gruppe vil gøre eller eventuelt tidligere har gjort i lignende situationer. Endvidere må det tillægges betydelig vægt, at intet tyder på, at nogle fra den kriminelle gruppe, som ansøgeren i en kort periode var en del af, i de forløbne seks år har eftersøgt ansøgeren, og herunder rettet henvendelse på familiens bopæl. Ansøgerens reelt helt generelle betragtning om, at man er i alvorlig risiko for at blive slået ihjel også mange år efter, at man har angivet bagmænd et kriminelt miljø til politiet, kan ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse, og Flygtningenævnet finder ikke, at der er konkret og reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for overgreb, som han efter udlændingelovens § 7, stk. 2, har krav på beskyttelse imod. Herefter, og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/62
Print
Emneord: Agents of Persecution, Privatretlige forhold, Beviskrav og bevisvurdering
Land: Afghanistan
Type: Praksis
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er muslim og etnisk pashtun fra landsbyen […]i Nanghahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbroder og dennes sønner på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hans fader forsvandt for omkring fem år siden, og at han som søn arvede jorden efter ham. Farbroderen ville have ansøgeren til at afgive jorden til ham, hvilket ansøgeren nægtede. Jirgaen gav ansøgeren ret i, at jorden tilkom ham. Fire dage efter Jirgaens afgørelse kom farbroderen og tre af hans sønner til huset for at få ansøgeren til at underskrive en jordoverdragelse. Da ansøgeren nægtede, slog farbroderen ham og hans moder. Ansøgeren blev slået bevidstløs, mistede sit ene øje og brækkede næsen. Han kom til en klinik, hvorfra han tog hen til en af morbroderens bekendte og holdt sig skjult. Her opsøgte farbroderen ham og brækkede hans arm, hvorefter ansøgeren udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring, der først er fremkommet for den beskikkede advokat og Flygtningenævnet, om, at farbroderen havde tilknytning til Taliban, til grund. Nævnet bemærker, at forklaringen er i direkte modstrid med ansøgerens forklaring i Udlændingeservice, hvor det fremgår, at han ikke vidste, hvor farbroderen tog hen. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at farbroderen har haft en særlig magtfuld position i lokalområdet. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren fik medhold i Jirgaen vedrørende jordkonflikten. Flygtningenævnet lægger til grund, at farbroderen har søgt at få ansøgeren til at overdrage jorden til sig, og at farbroderen i den anledning har opsøgt ansøgeren på bopælen nogle gange. Nævnet lægger ligeledes til grund, at ansøgeren og farbroderen og farbroderens sønner kom i slagsmål i den anledning, hvorved ansøgeren blev påført forskellige skader som forklaret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at farbroderen sammen med en søn og to andre opsøgte ansøgeren i[…], til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring om omstændighederne ved episoden ikke har været overbevisende. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan antages, at jordkonflikten har et sådant omfang, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb fra farbroderens side. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Da grunden til de overgreb, ansøgeren har været udsat for, ikke er omfattet af Flygtningekonventionen, finder denne ikke anvendelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/63
Print
Emneord: Beviskrav og bevisvurdering, Agents of Persecution, Kønsrelateret forfølgelse, Privatretlige forhold
Land: Afghanistan
Type: Praksis
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tajik og muslim af trosretning. Ansøgeren har aldrig været medlem af eller aktiv for et politisk parti, organisation eller forening. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes fader vil tvinge hende til at gifte sig med en anden mand eller slå hende ihjel, idet hun har giftet sig med en herboende mand uden faderens accept. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har det angivelige modsætningsforhold til sin fader. Ansøgeren har forklaret usammenhængende om faderens position i familien, at han på den ene side er familiens suveræne overhoved, og at de nærmeste familiemedlemmer på den anden side uden videre stod op i mod hans autoritet, idet ansøgeren, hendes broder og hendes moder har valgt at holde et ægteskab til anden side hemmeligt for faderen. Således skulle broderen angiveligt have valgt at optræde på faderens vegne i forbindelse med udstedelse af vielsesattesten. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren skulle kunne indgå ægteskab og holde det hemmeligt i et år og to måneder, mens hun var i Iran, hvorefter faderen blev bekendt med det indgåede ægteskab en måned, efter at ansøgeren var kommet til Danmark. Ansøgeren har blandt andet forklaret, at der deltog omkring 100 gæster til hendes bryllup. Det har endvidere selvstændig betydning for Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens fader ifølge den fremlagte vielsesattest fremtræder som værende til stede under vielsesregistreringen. Det bemærkes, at fotoet af faderen på lignende måde som de øvrige fotos fremtræder som optaget til formålet. Brevene fra ansøgerens fader kan ikke tillægges nogen bevisvægt. Flygtningenævnet hæfter sig ved, at de fremtræder som udstedt til brug for ansøgerens asylsag. Den omstændighed, at det sidste brev nærmest er en ordret gengivelse af alle dele af ansøgerens asylmotiv, svækker dets autenticitet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2011/59
Print
Emneord: Militære forhold, Agents of Persecution, Kriminelle forhold, Beviskrav og bevisvurdering, Konsekvensstatus, Udelukkelsesgrunde
Land: Afghanistan
Type: Praksis
Nævnet meddelte i oktober 2011 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Afgørelsen omfatter tillige parrets to børn.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgerne er født og opvokset i [..]-kommune i Kabul-provinsen og er shia-muslimer af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter asylbegrundende overgreb, herunder muligvis henrettelse af tilhængere af Abdul Rasul Sayyaf eller af de afghanske myndigheder, fordi den mandlige ansøger solgte alkohol fra en bod under fejring af det afghanske nytår og efterfølgende tildelte en politimand, som ville tage ham med til afhøring, et knytnæveslag i tindingen samt et efterfølgende slag ved knyttet eller flad hånd i ryggen på politimanden, efter at han var faldet til jorden og lå på maven. Den mandlige ansøger solgte i foråret 2010 russisk spiritus til en nytårsfest i […]-området. En fuld kunde, der var blevet anholdt, afslørede, at han havde købt spiritus af ansøgeren, og en civilklædt politimand, som ansøgeren genkendte som politiofficer, tog ansøgeren og kunden med til afhøring. Da ansøgeren opdagede, at politiofficeren tog dem med til […] og ikke til politikontoret i […], slog den mandlige ansøger ham ned, da han frygtede at blive henrettet. Ansøgeren løb herefter hjem. To bevæbnede civilklædte politimænd henvendte sig samme aften på ansøgernes bopæl, hvorfor ansøgeren straks gemte sig hos sin moster. Den kvindelige ansøger, der blev slået af en af politimændene om aftenen, og parrets to børn tog ophold hos mosteren dagen efter. Her opholdt familien sig i 20 dage, inden de udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund for sagen. Flygtningenævnet finder under de ovennævnte omstændigheder, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 enten fra tilhængere af Abdul Rasul Sayyaf eller fra de afghanske myndigheders side, som følge af, at den mandlige ansøger har solgt alkohol som beskrevet, og som følge af at den mandlige ansøger har udøvet fysisk vold mod den ovennævnte politiofficer, som efter det oplyste ligeledes er tilhænger af […]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at den udøvede vold mod politiofficeren ikke har haft en sådan grovhed, at forholdet med sikkerhed kan henføres under Flygtningekonventionens art. 1 F (b), jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder endvidere efter en samlet proportionalitetsafvejning, at uanset at forholdet isoleret set vil kunne henføres under udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, jf. § 22, at der forelægger sådanne særlige grunde, at der trods den nævnte bestemmelse kan gives opholdstilladelse til den mandlige ansøger. I konsekvens heraf finder flertallet endvidere, at der kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 til den kvindelige ansøger og de to medfølgende børn. Flygtningenævnet meddeler herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 til begge ansøgere.” afgh/2011/58
Print
Emneord: Agents of Persecution, Generelle forhold, Privatretlige forhold, Beviskrav og bevisvurdering, Mindreårige
Land: Afghanistan
Type: Praksis
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra […] i Wardak-provinsen og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem nogen politiske eller religiøse partier, foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra kuchier og endvidere ikke har familie eller andet netværk i Afghanistan. Ansøgerens far blev dræbt under et kuchi-angreb på ansøgerens landsby for omkring tre år siden, hvorunder kuchier plyndrede landsbyen, herunder familiens bolig. Kuchier har efterfølgende angrebet ansøgerens landsby hvert forår for at foretage udplyndringer. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at kuchier efter det oplyste angriber landsbyer med henblik på at foretage udplyndringer, og at baggrunden for drabet på ansøgerens far efter ansøgerens forklaring alene var, at faren skulle forsvare landsbyen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i en reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. At ansøgeren ikke har familie eller andet netværk i Afghanistan er ikke et forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2011/57
Print
Emneord: Agents of Persecution, Privatretlige forhold, Beviskrav og bevisvurdering
Land: Afghanistan
Type: Praksis
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra en landsby i Baghlan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra to lokale forretningsdrivende. Ansøgeren arbejdede som nattevagt i en basar, hvor han en nat blev overmandet af fire bevæbnede mænd. Mændene plyndrede to butikker tilhørende de to forretningsdrivende, der efterfølgende uberettiget anklagede ansøgeren for at være i ledtog med røverne og krævede det frarøvede tilbage. De to forretningsdrivende truede ham endvidere i ugen efter røveriet på livet og overfaldt ham i basaren, hvorunder han blandt andet blev slået i hovedet med en sten. Overfaldet blev standset af andre forretningsdrivende. Ansøgeren blev som følge af overfaldet behandlet for skader i hovedet på hospitalet i Kabul. Efter 10 dages ophold på hospitalet udrejste han af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Under hensyn til konfliktens karakter finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet lægger herved vægt på, at der tale om et enkeltstående overfald, der blev udøvet af to lokale forretningsdrivende, der ikke indtog en særlig magtfuld position i samfundet. Der lægges endvidere vægt på, at overfaldet blev afbrudt af andre lokale forretningsdrivende, hvis varer ansøgeren ligeledes havde haft til opgave at bevogte. På denne baggrund, og da overgrebet i øvrigt ikke findes at have den fornødne alvor og intensitet, findes konflikten ikke at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da konflikten har privatretlig karakter findes den ikke at kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” afgh/2011/56
Print