Uganda200601

Resumé:
Nævnet stadfæstede i juli 2006 Udlændingeservices afgørelse, vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda, født i 1968. Indrejst i oktober 1984. Klageren blev i 1987 meddelt opholdstilladelse af Udlændingeservice efter den dagældende udlændingelovs § 7. Ved en byretsdom afsagt i 2005 blev klageren idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, bilag 1, liste B, nr. 29. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. I 2005 stadfæstede Østre Landsret dommen. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet alene skulle tage stilling til, om udlændingelovens § 31 er til hinder for udsendelse af ansøgeren, idet der i forbindelse med udvisningsdommen var gjort op med eventuelle § 26-hensyn som følge af klagerens langvarige ophold her i landet. Klageren havde gjort gældende, at hans stamme var indblandet i den borgerkrig, der fortsat verserede i den nordlige del af Uganda, og at han på grund af sit stammetilhørsforhold ville være i en risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden. Nævnet fandt ikke, at klageren på grund af sit stammetilhørsforhold ville være i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Nævnet fandt endvidere ikke, at klageren risikerede forfølgelse af de i flygtningekonventionens af 28. juli 1951, artikel 1 A, nævnte grunde, udlændingelovens § 31, stk. 2. Udlændingelovens § 31 var således ikke til hinder for, at klageren kunne udsendes til hjemlandet. Det bemærkedes, at klageren ikke personligt havde haft konkrete uoverensstemmelser med myndighederne, heller ikke forud for sin første udrejse. Nævnet bemærkede endvidere, at det fremgik af baggrundsmaterialet, at de registrerede etniske overgreb foregik i den nordlige del af landet og som led i borgerkrigen. Klageren havde imidlertid efter nævnets opfattelse mulighed for at tage ophold andetsteds i Uganda, eventuelt i Kampala. Det fremgik således af baggrundsmaterialet, at ugandere frit kan bevæge sig og tage ophold i landet, og der var ikke i materialet oplysninger, der støttede klagerens frygt for tvangsforflytning fra Kampala til de borgerkrigsramte områder. Nævnet lagde endelig vægt på, at klageren tidligere havde været i Kampala to gange uden problemer. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Uganda/2006/1