Beskyttelsen af asylansøgere i henhold til FN’s Flygtningekonvention og Den europæiske Menneskerettighedskonvention
Resumé:
Flygtningenævnet og Udlændingeservice har udarbejdet et fælles notat og en fælles database vedrørende EMRK art. 3 og den hertil hørende praksis fra EMD/kommissionen. Notatet beskriver menneskerettighedsorganernes praksis på emneopdelte områder, hvorefter der følger et kort referat af de relevante afgørelser. Afgørelserne, hentet fra EMRK´s database HUDOC, er vedhæftet som link til det relevante dokument.
Adgang til HUDOC kan ske på følgende http://www.echr.coe.int/ECHR/EN/Header/Case-Law/HUDOC/HUDOC+database/
Udgiver: Flygtningenævnet og Udlændingeservice
Ansvarlig institution: Flygtningenævnet og Udlændingeservice
Copyright: Flygtningenævnet og Udlændingeservice
Dato: 9. oktober 2008
Henvendelse om publikationen kan i øvrigt ske til:
Flygtningenævnet
St. Kongensgade 1-3
DK-1264 København K
Telf.: +45 33 92 96 00
Fax: +45 33 91 94 00
E-mail: fln@inm.dk
eller:
Udlændingeservice
Ryesgade 53
DK-2100 København Ø
Telf.: +45 35 36 66 00
Fax: +45 35 36 19 16
E-mail: udlst@udlst.dk
Indholdsfortegnelse
1. Beskyttelsen af asylansøgere i henhold til FN´s Flygtningekonvention og Den europæiske Menneskerettighedsorganisation
1.1. Flygtningekonventionens beskyttelse af asylansøgere
1.2. Den europæiske Menneskerettighedskonventions beskyttelse af asylansøgere
1.3. Forskelle i beskyttelsen af asylansøgere
2. Den europæiske Menneskerettighedskonvention - introduktion og grundprincipper
2.1. Indledning
2.2. Klagebetingelser - den individuelle klageadgang
2.3. Virkningen af indgivelsen af en klage/ afsigelsen af en dom
2.4. Konventionens eksterritoriale virkning
2.5. Menneskerettighedsdomstolens fortolkningsprincipper
3. Beviskrav vedrørende risikoen for overgreb i strid med EMRK artikel 3 i modtagerstaten
3.1. Udgangspunktet - "vægtige grunde til at antage"
3.2. Menneskerettighedsorganernes konkrete bevisvurdering, herunder bevisbyrde
3.2.1 Oplysninger i den konkrete sag
3.2.2 Baggrundsoplysninger
3.2.3 Bevisbyrde
3.2.4 Domstolens samlede bevisvurdering
3.3 Domstolens praksis
4. Udvisning af udlændinge begrundet i hensynet til den offentlige orden, herunder statens sikkerhed/ "tålt ophold"
5. Overgreb fra private/ "agents of persecution", generelle forhold i hjemlandet
6. Begrebet "Internt Flugt Alternativ"
7. Udsendelse af psykisk svage og syge udlændinge samt børn
8. Subjektiv frygt, herunder tortur
9. Uforholdsmæssig hård straf, militære forhold, herunder desertering, umenneskelige forhold under afsoning, umenneskelig straf
10. Risiko for dobbeltstraf i modtagerstaten
11. Sur Place
12. Forfølgelse af kvinder
13. Den europæiske Menneskerettighedskonventions 6. tillægsprotokol vedrørende afskaffelse af dødsstraf
1. Beskyttelsen af asylansøgere i henhold til FN’s Flygtningekonvention og Den europæiske Menneskerettighedskonvention
Hverken FN’s Flygtningekonvention eller Den europæiske Menneskerettighedskonvention forpligter positivt staterne til at give asyl til flygtninge. Begge konventioner begrænser imidlertid i væsentlig omfang staternes adgang til at afvise, udvise eller på anden måde tvangsudsende flygtninge.
1.1 Flygtningekonventionens beskyttelse af asylansøgere
Selvom Flygtningekonventionen ikke forpligter staterne til at give asyl til asylsøgere, følger det af Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1, at staterne ikke må udsende eller returnere (”refoulere”) en flygtning til noget land, hvor den pågældendes liv eller frihed vil være i fare, dvs. hvor flygtningen risikerer forfølgelse som nævnt i konventionens artikel 1 A (2). Udsendelsesforbudet indebærer, at staten forpligtes til at lade flygtningen tage ophold på statens territorium, indtil det viser sig muligt at udsende personen til et sikkert tredjeland, eller indtil forfølgelsesrisikoen ophører.
Forbudet mod ”refoulement” i Flygtningekonventionen er imidlertid begrænset på to måder. For det første gælder beskyttelsen kun for de personer, der opfylder betingelserne i konventionens artikel 1 A-F, dvs. personer, der nærer en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller sine politiske anskuelser. For det andet er der ikke tale om nogen absolut beskyttelse, idet konventionens artikel 33, stk. 2, indeholder en undtagelse, hvorefter en flygtning mister sine rettigheder, hvis denne er til fare for værtslandets sikkerhed eller har begået alvorlig kriminalitet.
Personer, som skønnes at risikere overgreb i deres hjemlande, kan derfor havne i den situation, at de ikke kan opnå beskyttelse i henhold til Flygtningekonventionen i det land, de opholder sig i, enten fordi de ”forfølges” af andre årsager end de i konventionens artikel 1 A nævnte, eller fordi de i værtslandet skønnes at udgøre en fare for den offentlige orden, herunder den nationale sikkerhed.
1.2 Den europæiske Menneskerettighedskonventions beskyttelse af asylansøgere
Den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) hjemler heller ikke en ret til asyl, og Menneskerettighedsdomstolen har ikke til opgave at vurdere, hvorvidt en udvisning af en person krænker Flygtningekonventionen. Domstolen udtaler da også konsekvent i sine afgørelser, at staterne
”have the right, as a matter of well-established international law and subject to their treaty obligations including the Convention, to control the entry, residence and expulsion of aliens. Moreover, it must be noted that the right to political asylum is not contained in either the Convention or its protocols”.
Domstolen har imidlertid også udtalt, at en udlevering/ udsendelse af en person kan rejse spørgsmål i henhold til konventionens artikel 3 om forbudet imod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling,
”where substantial grounds have been shown for believing that the person in question, if expelled, would face a real risk of being subjected to treatment contrary to Article 3 in the receiving country.”
EMRK artikel 3 afskærer således staterne fra at overgive en person til myndighederne i et tredjeland, hvor personen må befrygtes at ville blive udsat for en behandling i strid med bestemmelsen. Denne såkaldte ekstraterritoriale effekt af EMRK artikel 3 blev første gang tiltrådt af Domstolen i Soering-sagen, der omhandlede udlevering af en person til strafforfølgning i et tredjeland. Princippet er senere blevet bekræftet og udbygget i flere domme om udsendelse af asylansøgere, som havde fået afslag på deres ansøgninger om asyl, samt om udvisning af udlændinge under påberåbelse af fare for værtslandets sikkerhed eller som følge af begået kriminalitet.
1.3 Forskelle i beskyttelsen af asylansøgere
Selvom der er klare fællestræk mellem fastlæggelsen af, hvorvidt der foreligger ”forfølgelse” i relation til Flygtningekonventionens artikel 1 A og vurderingen af, hvorvidt der foreligger risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, skal man være varsom med at udlede, at der er sammenfald mellem de to sæt vurderinger. Selvom det i langt de fleste tilfælde vil være således, at de personer der opfylder flygtningebetingelserne i Flygtningekonventionens artikel 1 A, tillige vil være beskyttet mod udsendelse af EMRK artikel 3, kan beskyttelsen i henhold til Flygtningekonvention-en og EMRK artikel 3 afvige på forskellig vis.
Overgrebsintensiteten
Det kan for det første ikke udelukkes, at der kan opstå tilfælde, hvor en given mishandling vil være tilstrækkelig intensiv til at udgøre ”forfølgelse” i henhold til Flygtningekonventionens artikel 1 A, men ikke samtidig tilstrækkelig intensiv til at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. ”Forfølgelse” i henhold til Flygtningekonventionens artikel 1 A vil således ikke per se også krænke artikel 3 i EMRK.
Beskyttelsen i henhold til EMRK artikel 3 er ikke begrænset til ”bestemte årsager”
EMRK artikel 3 er, modsat beskyttelsen i henhold til Flygtningekonventionen, ikke indskrænket til alene at beskytte personer, der i modtagerstaten frygter overgreb, der er baseret på bestemte årsager. Således fandt Domstolen i eksempelvis Soering-sagen, at artikel 3 også hindrede UK i at udlevere en person til USA, der risikerede en straf, der var i strid med artikel 3. Beskyttelsen i henhold til EMRK artikel 3 gælder således uanset årsagen til den påførte mishandling.
Beskyttelsen i henhold til EMRK artikel 3 er absolut
Som ovenfor nævnt kan en person, der opfylder betingelserne i Flygtningekonventionens artikel 1 A miste sine rettigheder, hvis personen begår alvorlig kriminalitet eller truer værtslandets sikkerhed. Menneskerettighedsdomstolen har imidlertid udtalt, at beskyttelsen i henhold til EMRK artikel 3 udstrækkes til enhver person, uanset at personen i værtslandet anses for at udgøre en fare for den nationale sikkerhed eller har begået alvorlig kriminalitet. Beskyttelsen i henhold til artikel 3 er således, modsat beskyttelsen efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, absolut, og gælder uden undtagelser.
Individuel udskillelse?
Det er som udgangspunkt en betingelse for anerkendelse af flygtningestatus i henhold til Flygtningekonventionens artikel 1 A, at pågældende person er individuelt og konkret berørt af den forfølgelse, der angiveligt finder sted i hjemlandet. Hvis alle personer i en stat lider den samme risiko for overgreb, vil en person fra denne stat derfor som udgangspunkt ikke opfylde betingelserne for at opnå flygtningestatus.
Det har i den juridiske litteratur (se f.eks. Jens Vedsted-Hansen: Torturforbud som udsendelsesbegrænsning, EU-ret og Menneskeret 2/1998, s. 49/57) været hævdet, at et lignende krav om individuel udskillelse ikke identificeres i Menneskerettighedsdomstolens praksis i henhold til artikel 3. For vurderingen af, hvorvidt udsendelsen af en person krænker artikel 3, vil det således ikke være afgørende, hvorvidt personen er mere udsat end andre personer i modtagerstaten. Afgørende vil alene være, hvorvidt den pågældende person i modtagerstaten risikerer overgreb af en intensitet, der overskrider grænsen for det tilladelige i henhold til artikel 3.
2. Den europæiske Menneskerettighedskonvention – introduktion og grundprincipper
2.1 Indledning
Den europæiske Menneskerettighedskonvention blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 af 12 europæiske lande, heriblandt Danmark. Konventionen trådte i kraft den 3. september 1953. I Danmark er konventionen gennemført i dansk lovgivning ved lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Loven er senere blevet ændret. Den gældende lovtekst findes i lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998.
De stater, der har underskrevet konventionen, har forpligtet sig til at respektere visse grundlæggende menneskerettigheder over for enhver person, og konventionen giver mulighed for, at man som person eller organisation kan klage over staten til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, hvis man er af den opfattelse, at offentlige myndigheder har krænket beskyttede rettigheder.
Før den 28. november 1998, hvor den tidligere 11. tillægsprotokol trådte i kraft, blev klagerne først behandlet af Menneskerettighedskommissionen, der tog stilling til, om klagen skulle tillades adgang for Menneskerettighedsdomstolen (admitteres). Hvis Kommissionen vurderede, at klagen skulle tillades adgang til Menneskerettighedsdomstolen udarbejdedes først en rapport, hvorefter sagen kunne overgå til behandling i Domstolen. Den tidligere domstol og kommission er nu afløst af én domstol, der behandler klagerne fra de modtages til de afsluttes.
Konventionen indeholder to klagemuligheder. For det første kan en deltagerstat klage til Domstolen, hvis den finder, at en anden deltagerstat overtræder konventionen (mellemstatslige klager). Det andet og mere benyttede klagesystem består i, at enkeltpersoner eller ikke-statslige organisationer eller grupper af enkeltpersoner kan klage direkte til Domstolen over en deltagerstat (den individuelle klageadgang).
2.2 Klagebetingelser – den individuelle klageadgang
For at Domstolen kan behandle en klage indgivet af en privat person eller en organisation skal en række betingelser af såvel processuel som materiel art være opfyldt. Nedenfor følger en kort beskrivelse af de mest grundlæggende betingelser.
Klager skal være ”offer” for en krænkelse
Domstolen kan modtage klager fra personer, ikke-statslig organisationer eller grupper af enkeltpersoner. Det er imidlertid en betingelse for at klage, at man kan bevise eller sandsynliggøre, at man personligt er offer (”victim”) for en krænkelse af en eller flere af de rettigheder eller friheder, der opregnes i konventionen eller protokollerne. Som udgangspunkt er det derfor ikke muligt at klage over lovgivning eller myndighedernes praksis, hvis man ikke direkte berøres af lovgivningen eller myndighedernes praksis. Man berøres imidlertid direkte, hvis man for eksempel dømmes i en straffesag eller udvises af udlændingemyndighederne i strid med konventionen eller man af myndighederne behandles på en måde, der er i strid med konventionen. I så fald opfylder man betingelsen om at være ”offer”.
Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at en person, der står overfor at blive udvist af en deltagerstat, opfylder betingelsen om at være ”offer” på trods af, at den behandling der klages over, den forventede mishandling i strid med artikel 3 i modtagerstaten, endnu ikke har fundet sted. En klage til Domstolen kræver imidlertid, at der er blevet truffet en endelig afgørelse om udvisning, der kan tvangsfuldbyrdes.
Staternes overtrædelser af konventionen
Domstolen kan kun behandle klager over staters overtrædelser af konventionen og tillægsprotokollerne. Domstolen behandler derfor kun klager over handlinger eller undladelser, som staten er ansvarlig for. Staten er ansvarlig for alle offentlige myndigheders handlinger, herunder domstole, politiet og udlændingemyndigheder.
Domstolen kan ikke behandle klager over private personer, organisationer eller foreninger. I visse situationer kan Domstolen dog behandle klagen, selvom det er en privat persons handlinger, der er den direkte årsag til klagen. Efter konventionen har staten nemlig en vis pligt til at gribe ind over for private virksomheder eller personers behandling af andre mennesker (se afsnittet om de såkaldte ”agents of persecution”).
Alle nationale retsmidler skal være udtømt
I henhold til artikel 35 kan Domstolen kun behandle en sag, ”når alle nationale retsmidler er udtømt”. Det betyder, at klageren skal have udnyttet alle muligheder for at få sagen behandlet af de nationale myndigheder. Herved sikres, at staten har haft mulighed for selv at råde bod på eventuelle overtrædelser af menneskerettighederne, inden Domstolen behandler sagen.
Ønsker man at klage over en beslutning om udsendelse, i forbindelse med et meddelt afslag på asyl, idet man er af den opfattelse, at udsendelsen strider imod forbudet mod tortur i artikel 3, skal man afvente udfaldet af sagens endelige afgørelse i Flygtningenævnet, inden man klager til Domstolen.
Klagen må ikke være ”åbenbart ugrundet”
Domstolen kan afvise en klage, hvis den mener, at klagen er ”åbenbart ugrundet”. En klage er ”åbenbart ugrundet”, hvis der ikke er oplysninger i klagen, som tyder på, at konventionen er blevet overtrådt. Langt de fleste klager afvises som ”åbenbart ugrundet”.
Før den 28. november 1998, hvor den tidligere nævnte 11. tillægsprotokol trådte i kraft, var det, som ovenfor nævnt, Kommissionen der vurderede, hvorvidt en indgivet klage var ”åbenbart ugrundet” eller ej. Denne kompetence er nu henlagt til domstolen.
2.3 Virkningen af indgivelsen af en klage/ afsigelsen af en dom
Domstolen er ikke en appelinstans for nationale afgørelser, og den kan ikke tilsidesætte eller ændre afgørelser, som er truffet af de nationale myndigheder. En klage til Domstolen har derfor heller ikke opsættende virkning.
En klager kan dog anmode Domstolen om at rette henvendelse til staten og anbefale, at de nationale myndigheder for eksempel undlader at effektuere en afgørelse om udsendelse, indtil Domstolen har afsagt en dom i klagesagen. I praksis følger staterne som hovedregel sådanne henstillinger. I sagen Mamatkulov og Askarov mod Tyrkiet (appl. 46827/99 og 46951/99) udleverede Tyrkiet klagerne til Usbekistan, selvom Domstolen i medfør af procesreglementets artikel 39 om interim measures havde anmodet de tyrkiske myndigheder om at udsætte udleveringen indtil videre. Domstolen udtalte (præmisserne 128-129):
128. The Court reiterates that by virtue of Article 34 of the Convention Contracting States undertake to refrain from any act or omission that may hinder the effective exercise of an individual applicant’s right of application. A failure by a Contracting State to comply with interim measures is to be regarded as preventing the Court from effectively examining the applicant’s complaint and as hindering the effective exercise of his or her right and, accordingly, as a violation of Article 34 of the Convention.
129. Having regard to the material before it, the Court concludes that, by failing to comply with the interim measures indicated under Rule 39 of the Rules of Court, Turkey is in breach of its obligations under Article 34 of the Convention.”
Afgørelsen er beskrevet nærmere i afsnit 3.2.
Hvis domstolen dømmer staten for at have overtrådt konventionen, skal staten råde bod på den skete krænkelse. En beslutning om at udsende en person fra landet kan for eksempel ændres af de nationale myndigheder, så personen i stedet får en opholdstilladelse. Det er imidlertid i første omgang op til staten at bestemme, hvordan den kan leve op til konventionens krav efter at være blevet dømt af Domstolen.
Hvis Domstolen har dømt staten for en overtrædelse af konventionen, skal Europarådets Ministerkomité overvåge, om staten følger dommen, og staten er forpligtet til at underrette Ministerkomitéen om, hvilke tiltag den har iværksat for at efterleve dommen.
2.4 Konventionens eksterritoriale virkning
I henhold til konventionens artikel 1 er deltagerstaterne forpligtet til at sikre enhver person under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, som er indeholdt i konventionen.
Staternes forpligtelse består således uanset personens nationalitet.
Domstolen har herudover fastslået, at en deltagerstats udlevering eller udsendelse af en person til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for, at pågældende vil blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, kan rejse spørgsmål i henhold til artikel 3 og på den baggrund aktualisere den udleverende/udsendende stats ansvar efter konventionen. Idet en deltagerstat herved kan blive ansvarlig for krænkelser, der finder sted uden for dens territorium (og jurisdiktion), er dette blevet betegnet som en ekstraterritorial virkning af konventionen.
2.5 Menneskerettighedsdomstolens fortolkningsprincipper
Domstolen har ved flere lejligheder gjort klart, at konventionen som international traktat adskiller sig fra andre internationale traktater, idet sidstnævnte som oftest har karakter af kontrakter mellem staterne og ikke på samme måde som konventionen, er indgået for at beskytte individuelle rettigheder. I Soering-sagen (appl. 14038/88) udtalte Domstolen endvidere,
”In interpreting the Convention, regards must be had to its special character as a treaty for the collective enforcement of human rights and fundamental freedoms (…). Thus, the object and purpose of the Convention as an instrument for the protection of individual human beings require that its provisions be interpreted and applied so as to make its safeguards practical and effective (…).
Afgørelsen er nærmere beskrevet under afsnit 3.2, afsnit 4, afsnit 9 og afsnit 13.
Netop princippet om konventionens effektivitet og praktiske brugbarhed har ofte fået Domstolen til at anlægge en progressiv og aktiv fortolkning. Fokus har i mindre grad været på formalia og processuelle regler og i højere grad på hvilke friheder og forhold den konkrete bestemmelse i konventionen har til hensigt at beskytte.
De standarder for menneskerettighedsbeskyttelsen, der er indeholdt i konventionen, er ikke statiske, men afspejler ændringerne i deltagerstaternes samfund. Domstolen benytter således en dynamisk fortolkningsstil, og den lader sig inspirere af samtiden og ikke datidens samfundsopfattelse. I Tyrer-sagen (appl. 5856/72), hvor Domstolen skulle vurdere, hvorvidt fysisk afstraffelse af ungdomskriminelle udgjorde nedværdigende behandling i henhold til artikel 3, udtalte Domstolen bl.a., at
”the Convention is a living instrument which (…) must be interpreted in the light of present-day conditions. In the case now before it the Court cannot but be influenced by the development and commonly accepted standards in the penal policy of the member States of the Council of Europe in this field.”
I adskillige af konventionens bestemmelser forbeholdes deltagerstaterne en ret til at gøre indgreb i den beskyttede rettighed eller frihed, hvis et sådant indgreb er nødvendigt bl.a. for at beskytte andres rettigheder eller den offentlige orden, herunder den nationale sikkerhed. Når Domstolen konfronteres med en af disse bestemmelser, skal den søge at finde en passende balance mellem samfundets legitime behov for at regulere individers adfærd og pågældende individs ret til at nyde den pågældende rettighed eller frihed. Denne afvejning kaldes en proportionalitetstest.
I visse situationer tillader Domstolen staterne en såkaldt ”margin of appreciation” i den praktiske anvendelse af konventionens bestemmelser og i proportionalitetstesten. Den konkrete grad af ”margin” som Domstolen tillader de enkelte stater, vil typisk afhænge af karakteren af det formål/ behov som staten ønsker at tilgodese ved det pågældende indgreb i den beskyttede rettighed eller frihed og en vurdering af, hvorvidt staten i den pågældende situation vil være bedre egnet til at foretage den fornødne proportionalitetsafvejning.
Enkelte af konventionens rettigheder, herunder artikel 3, er imidlertid af så fundamental karakter, at de ikke undergives en proportionalitetstest og staterne ikke indrømmes nogen ”margin of appreciation”.
Litteratur:
- Betænkning nr. 1407, vedrørende inkorporering af menneskerettighedskonventioner i dansk ret.
- Jens Vedsted Hansen: Torturforbud som udsendelsesbegrænsning: Non refoulement-virkningen af EMRK artikel 3 i EU-ret & Menneskeret 2/1998, side 49-57.
- Sådan klager du til Menneskerettighedsdomstolen, udgivet af Justitsministeriet, 1998.
- Jon Fridrik Kjølbro: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, udgivet på Jurist- og Økonomiforbundets Forlag, 2005.
3. Beviskrav vedrørende risikoen for overgreb i strid med EMRK artikel 3 i modtagerstaten
Af Menneskerettighedsdomstolens praksis kan udledes, at en stat krænker artikel 3 ved at udsende en person til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at personen bliver behandlet i strid med artikel 3. Dog er den blotte mulighed for mishandling ikke i sig selv tilstrækkeligt til at statuere en krænkelse. Domstolen har imidlertid ikke udelukket, at der ikke vil kunne opstå situationer, hvor den generelle situation i en stat, eller i et område af en stat, er så alvorlig og faretruende, at en udsendelse af en person dertil i sig selv vil være en krænkelse af artikel 3 uagtet, at personen ikke er mere udsat end andre personer fra pågældende stat eller område.
3.1 Udgangspunktet – ”vægtige grunde til at antage”
Menneskerettighedsorganerne (Menneskerettighedsdomstolen og Menneskerettighedskommissionen) har fastslået, at en stat kan krænke konventionens artikel 3, hvis den overgiver en person til en stat, hvor personen må befrygtes at blive udsat for en behandling, der er i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolen slog dette princip fast første gang i sagen Soering mod UK, hvor domstolen skulle tage stilling til, hvorvidt UK krænkede artikel 3, hvis den efterkom en anmodning fra USA om udlevering af en person, der var mistænkt for drab og på den baggrund risikerede dødsstraf i USA. Domstolen fandt, at en udlevering af en person til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at denne vil være i fare for at blive udsat for tortur, vil være uforenelig med konventionens grundlæggende formål og ånd og de fundamentale værdier i de demokratiske samfund.
I sagen Cruz Varas mod Sverige, hvor Domstolen skulle tage stilling til, hvorvidt Sverige havde krænket artikel 3 ved at have udsendt en chilensk statsborger til Chile, efter at have meddelt denne afslag på en ansøgning om asyl, bekræftede Domstolen, at ovennævnte princip tillige finder anvendelse i sager om udsendelse af afviste asylsøgere og fastslog, at det afgørende i bevisvurderingen er, hvorvidt
“… substantial grounds have been shown for believing that the person in question, if expelled, would face a real risk of being subjected to treatment contrary to Article 3 in the receiving country…”
Afgørelsen er nærmere beskrevet under afsnit 3.3.
I den danske litteratur (Jens Vedsted Hansen: Torturforbud som udsendelsesbegrænsning; EU-ret & Menneskeret 2/1998, side 51) er dette blevet oversat til,
“vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at personen, hvis udsendt, i modtagerstaten risikerer en behandling i strid med artikel 3”.
Bevisvurderingen blev cementeret i sagen Vilvarajah m.fl. mod UK, hvor Domstolen skulle vurdere, hvorvidt UK havde krænket artikel 3 ved udsendelsen af fem tamilske mænd fra Sri Lanka, der havde fået afslag på deres asylansøgninger. I samme sag udtalte Domstolen også, at
“… a mere possibility of ill-treatment is not in itself sufficient…”
I den danske litteratur (se Jens Vedsted Hansen, side 53) er dette blevet oversat til,
”den blotte mulighed for mishandling er ikke i sig selv nok”.
Det fremgår af sagen, at Domstolen ikke fandt, at det blot var de fem afviste asylansøgere, der på daværende tidspunkt risikerede en eller anden form for arbitrær mishandling i Sri Lanka, men derimod alle unge tamilske mænd i Sri Lanka. Det faktum, at ingen af de fem tamiler havde nogen særlige kendetegn (”special distinguishing features”) gjorde, at der ikke var noget, der indikerede, at de skulle være mere udsatte end andre unge tamilske mænd.
Det fremgår imidlertid også af Domstolens udtalelser i sagen, at man ikke vurderede, at den generelle situation i Sri Lanka på daværende tidspunkt, på trods af den generelle risiko for arbitrær mishandling, var så alvorlig, at det i sig selv ville krænke artikel 3 at udsende personer dertil.
Afgørelsen er nærmere beskrevet under afsnit 3.2.
Af principperne fra Vilvarajah-dommen, som menneskerettighedsorganerne ofte genkalder sig i sine afgørelser om foreneligheden af udsendelsen af personer med forbudet mod tortur i artikel 3, kan man konkluderende udlede, at en stat krænker artikel 3 ved at udsende en person til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at personen bliver behandlet i strid med artikel 3, men at den blotte mulighed for mishandling ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at statuere en krænkelse.
Se tillige Domstolens afgørelse i sagen Müslim mod Tyrkiet, som er nærmere beskrevet under afsnit 5. I denne afgørelse gentog Domstolen, at den blotte mulighed for mishandling som følge af en ustabil situation i et land ikke i sig selv medfører en overtrædelse af artikel 3.
Domstolen udelukker herved ikke, at der ikke vil kunne opstå situationer, hvor den generelle situation i en stat, eller i et område af en stat, er så alvorlig og faretruende, at en udsendelse af en person dertil i sig selv vil være en krænkelse af artikel 3 uagtet, at personen ikke er mere udsat end andre personer fra pågældende stat eller område.
Domstolen udtalte herom i sagen NA mod UK (beskrevet nærmere nedenfor):
“115. From the foregoing survey of its case-law, it follows that the Court has never excluded the possibility that a general situation of violence in a country of destination will be of a sufficient level of intensity as to entail that any removal to it would necessarily breach Article 3 of the Convention. Nevertheless, the Court would adopt such an approach only in the most extreme cases of general violence, where there was a real risk of ill-treatment simply by virtue of an individual being exposed to such violence on return.
116. Exceptionally, however, in cases where an applicant alleges that he or she is a member of a group systematically exposed to a practice of ill-treatment, the Court has considered that the protection of Article 3 of the Convention enters into play when the applicant establishes that there are serious reasons to believe in the existence of the practice in question and his or her membership of the group concerned (see Saadi v. Italy, cited above, § 132). In those circumstances, the Court will not then insist that the applicant show the existence of further special distinguishing features if to do so would render illusory the protection offered by Article 3. This will be determined in light of the applicant's account and the information on the situation in the country of destination in respect of the group in question (see Salah Sheekh, cited above, § 148). The Court's findings in that case as to the treatment of the Ashraf clan in certain parts of Somalia, and the fact that the applicant's membership of the Ashraf clan was not disputed, were sufficient for the Court to conclude that his expulsion would be in violation of Article 3.
117. In determining whether it should or should not insist on further special distinguishing features, it follows that the Court may take account of the general situation of violence in a country. It considers that it is appropriate for it to do so if that general situation makes it more likely that the authorities (or any persons or group of persons where the danger emanates from them) will systematically ill-treat the group in question (see Salah Sheekh, § 148; Saadi v. Italy, §§ 132 and 143; and, by converse implication, Thampibillai, §§ 64 and 65; Venkadajalasarma, §§ 66 and 67, all cited above).”
I sagen Salah Sheekh mod Nederlandene (beskrevet nærmere nedenfor) var klageren flygtet efter at han og hans familie havde været udsat for overgreb på grund af deres klantilhørsforhold. Domstolen udtalte:
“…What is relevant in this context is whether the applicant was able to obtain protection against and seek redress for the acts perpetrated against him. The Court considers that this was not the case. Moreover, having regard to the information available (see for instance paragraphs 100-102, 108 and 111-112 above), the Court is far from persuaded that the situation has undergone such a substantial change for the better that it could be said that the risk of the applicant being subjected to this kind of treatment anew has been removed or that he would be able to obtain protection from the (local) authorities. There is no indication, therefore, that the applicant would find himself in a significantly different situation from the one he fled (see Ahmed, cited above, § 44). (præmis 147)
148. The Court would further take issue with the national authorities' assessment that the treatment to which the applicant was subjected was meted out arbitrarily. It appears from the applicant's account that he and his family were targeted because they belonged to a minority and for that reason it was known that they had no means of protection; they were easy prey, as were the other three Ashraf families living in the same village (see paragraph 7 above). The Court would add that, in its opinion, the applicant cannot be required to establish the existence of further special distinguishing features concerning him personally in order to show that he was, and continues to be, personally at risk. In this context it is true that a mere possibility of ill-treatment is insufficient to give rise to a breach of Article 3. Such a situation arose in the case of Vilvarajah and Others v. the United Kingdom, where the Court found that the possibility of detention and ill-treatment existed in respect of young male Tamils returning to Sri Lanka. The Court then insisted that the applicants show that special distinguishing features existed in their cases that could or ought to have enabled the United Kingdom authorities to foresee that they would be treated in a manner incompatible with Article 3 (judgment cited above, p. 37, §§ 111-112). However, in the present case, the Court considers, on the basis of the applicant's account and the information about the situation in the “relatively unsafe” areas of Somalia in so far as members of the Ashraf minority are concerned, that it is foreseeable that on his return the applicant would be exposed to treatment in breach of Article 3. It might render the protection offered by that provision illusory if, in addition to the fact of his belonging to the Ashraf – which the Government have not disputed –, the applicant were required to show the existence of further special distinguishing features.
149. The foregoing considerations are sufficient to enable the Court to conclude that the expulsion of the applicant to Somalia as envisaged by the respondent Government would be in violation of Article 3 of the Convention.”
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt beskyttelse efter artikel 3 i sagen NA. mod UK forudsatte tilstedeværelsen af yderligere særlige kendetegn (”further special distinguishing features”), fandt Domstolen ikke, at den forværrede sikkerhedssituation og stigning i menneskerettighedskrænkelser i Sri Lanka i sig selv medførte en generel risiko for alle tamiler, der vendte tilbage til Sri Lanka. Domstolen udtalte:
“It follows that both the assessment of the risk to Tamils of “certain profiles” and the assessment of whether individual acts of harassment cumulatively amount to a serious violation of human rights can only be done on an individual basis. Thus, while account must be taken of the general situation of violence in Sri Lanka at the present time, the Court is satisfied that it would not render illusory the protection offered by Article 3 to require Tamils challenging their removal to Sri Lanka to demonstrate the existence of further special distinguishing features which would place them at real risk of ill-treatment contrary to that Article (see Salah Sheekh, cited above, § 148 and paragraphs 116–117 above).” (præmis 128)
3.2 Menneskerettighedsorganernes konkrete bevisvurdering, herunder bevisbyrde
I vurderingen af, hvorvidt der i en konkret sag foreligger vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at en person vil blive behandlet i strid med artikel 3 i modtagerstaten foretager Domstolen en konkret vurdering og inddrager alle foreliggende oplysninger, herunder:
- udlændingens eventuelle forklaring for Domstolen,
- udlændingens tidligere forklaringer,
- baggrundsoplysninger om situationen i pågældende modtagerstat fra internationale organisationer,
- eventuelle dokumenter og vidneforklaringer.
3.2.1 Oplysninger i den konkrete sag
Praksis frembyder eksempler på, at det lægges klageren til last, hvis den pågældende ikke har fremlagt dokumentation, der støtter hans forklaring, se hertil Paez mod Sverige og M. mod Schweiz. Omvendt findes også eksempler på, at Menneskerettighedsdomstolen ikke i alle tilfælde lader manglende dokumentation komme klageren til skade, herunder hvis fremskaffelsen af en sådan dokumentation ikke har været mulig, se hertil Bahaddar mod Nederlandene. Alle tre afgørelser er nærmere beskrevet nedenfor.
Ved vurderingen af klagernes troværdighed lægger Menneskerettighedsorganerne vægt på, om klagerens forklaring for de nationale myndigheder har været konsistent, eller om den omvendt har været præget af divergenser, se hertil blandt andet Bolouri mod Sverige, ligesom praksis indeholder eksempler på, at det lægges klageren til last, hvis denne først på et sent tidspunkt under sagen er fremkommet med væsentlige oplysninger, se hertil Cruz Veras mod Sverige og Nikham mod Sverige. Omvendt illustrerer T.I. mod UK, at den indklagede stat er forpligtet til at inddrage nye oplysninger ved en eventuel anke af afgørelsen om udsendelse af klageren. Disse afgørelser er også nærmere beskrevet nedenfor.
Domstolen er ikke afskåret fra at foretage sin egen vurdering af sagsakters originalitet eller en klagers troværdighed, og det hænder, at Domstolen, efter at have foretaget en selvstændig prøvelse af alle sagens oplysninger, når et andet resultat end myndighederne i den indklagede stat for så vidt angår en klagers troværdighed. I sagen N. mod Finland (nærmere beskrevet nedenfor) havde de finske myndigheder fundet klagers forklaring utroværdig og havde derfor meddelt ham afslag på asyl. Domstolen tog selv til Finland og optog vidneforklaringer fra klageren, dennes ægtefælle, en anden asylansøger fra samme land som klageren og en overordnet medarbejder fra den finske udlændingemyndighed i første instans, som havde deltaget i behandlingen af klagerens asylsag. Domstolen fandt på baggrund af afhøringerne at have visse forbehold med hensyn til klagers troværdighed, men fandt efter en vurdering af det nu samlede bevismateriale at kunne lægge væsentlige dele af klagerens forklaring til grund. Domstolen understregede, at de finske myndigheder ikke havde haft adgang til at optage forklaring fra den anden asylansøger, og fandt ikke at Domstolens vurdering var i modstrid med den vurdering, de finske myndigheder havde anlagt, ligesom Domstolen ikke fandt anledning til at kritisere de finske myndigheders oprindelige asylinterview.
3.2.2 Baggrundsoplysninger
Ved vurderingen af hvorvidt klageren risikerer overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet, lægger Menneskerettighedsorganerne blandt andet vægt på baggrundsoplysninger om situationen i oprindelseslandet fra internationale organisationer, sammenholdt med klagerens profileringsgrad, se hertil blandt andet Chalal mod UK. I denne sag førte baggrundsoplysninger til, at det ville være i strid med EMRK art. 3 at udsende den pågældende til hjemlandet. Se også Venkadajalasarma mod Nederlandene og Thamapalan Thampibillai mod Nederlandene, hvor der ikke blev statueret krænkelse af EMRK art. 3, idet situationen i hjemlandet var forbedret. Alle afgørelserne er nærmere beskrevet nedenfor.
Domstolen træffer afgørelse på baggrund af alt det forelagte materiale og eventuelt materiale, som den fremskaffer af egen drift, hvilket særligt ses i sager hvor klageren rejser berettiget tvivl om rigtigheden af de oplysninger, som den indklagede stat har lagt til grund. Domstolen udtalte herom samt om spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt risikoen for behandling i strid med artikel 3 skal vurderes, i Salah Sheekh mod Nederlandene (beskrevet nærmere nedenfor):
”… In respect of materials obtained proprio motu, the Court considers that, given the absolute nature of the protection afforded by Article 3, it must be satisfied that the assessment made by the authorities of the Contracting State is adequate and sufficiently supported by domestic materials as well as by materials originating from other reliable and objective sources such as, for instance, other Contracting or non-Contracting States, agencies of the United Nations and reputable non-governmental organisations. In its supervisory task under Article 19 of the Convention, it would be too narrow an approach under Article 3 in cases concerning aliens facing expulsion or extradition if the Court, as an international human rights court, were only to take into account materials made available by the domestic authorities of the Contracting State concerned, without comparing these with materials from other reliable and objective sources. This further implies that, in assessing an alleged risk of treatment contrary to Article 3 in respect of aliens facing expulsion or extradition, a full and ex nunc assessment is called for as the situation in a country of destination may change in the course of time. Since the nature of the Contracting States' responsibility under Article 3 in cases of this kind lies in the act of exposing an individual to the risk of ill-treatment, the existence of the risk must be assessed primarily with reference to those facts which were known or ought to have been known to the Contracting State at the time of the expulsion (see Vilvarajah and Others, cited above, p. 36, § 107). In the present case, given that the applicant has not yet been expelled, the material point in time is that of the Court's consideration of the case. Even though the historical position is of interest in so far as it may shed light on the current situation and its likely evolution, it is the present conditions which are decisive and it is therefore necessary to take into account information that has come to light after the final decision taken by the domestic authorities (see Chahal v. the United Kingdom, judgment of 15 November 1996, pp. 1856 and 1859, §§ 86 and 97, Reports 1996-V; H.L.R. v. France, 9 April 1997, Reports 1997-III, p. 758, § 37; and class="ju-005fpara--char">Mamatkulov and Askarov, cited above, § 69).” (præmis 136)
Hvad angår situationen i oprindelseslandet har Domstolen ofte lagt vægt på de oplysninger, der fremgår af aktuelle rapporter fra uafhængige internationale menneskerettighedsorganisationer, herunder Amnesty International, eller regeringskilder, herunder US State Department. Ved vurderingen af hvilken betydning der skal tillægges de oplysninger, som fremgår af baggrundsoplysningerne, skal der ifølge Domstolen tages hensyn til kilden, herunder særligt om den er uafhængig, pålidelig og objektiv. I Saadi mod Italien, som er beskrevet nærmere nedenfor, udtalte Domstolen blandt andet:
” In the present case the Court has had regard, firstly, to the reports of Amnesty International and Human Rights Watch on Tunisia (see paragraphs 65-79 above), which describe a disturbing situation. The conclusions of those reports are corroborated by the report of the US State Department (see paragraphs 82-93 above). In particular, these reports mention numerous and regular cases of torture and ill-treatment. … Bearing in mind the authority and reputation of the authors of these reports, the seriousness of the investigations by means of which they were compiled, the fact that on the points in question their conclusions are consistent with each other and that those conclusions are corroborated in substance by numerous other sources (see paragraph 94 above), the Court does not doubt their reliability. Moreover, the respondent Government have [sic] not adduced any evidence or reports capable of rebutting the assertions made in the sources cited by the applicant.” (præmis 143)
Domstolen lægger i sagens natur større vægt på rapporter, som forholder sig til menneskerettighedssituationen i oprindelseslandet og direkte omhandler de forhold, der ligger til grund for den påståede krænkelse i den konkrete sag, end på rapporter udformet som generelle vurderinger. Dette gælder også oplysninger hidrørende fra UNHCR, jf. herved N.A. mod UK, hvor Domstolen udtalte:
“In respect of the UNHCR Position Paper (see paragraphs 65-68 above) and in light of its own observations at paragraphs 118-122 above, the Court shares the view of the AIT [medlemsstatens myndigheder] in LP [anden sag vedrørende etnisk tamil fra Sri Lanka, ikke indbragt for Domstolen] that “substantive weight” should be accorded to it. However, the Court also accepts the domestic authorities’ view that the UNHCR Position Paper, by its nature, speaks in necessarily broad terms. In contrast to the findings made by the UNHCR and relied on by the Court in the Jabari judgement, cited above, §§ 18 and 41, the UNHCR’s Position Paper is a general survey of the varying risks to each of Sri Lanka’s different ethnic groups. As such, the views expressed in that paper could not themselves be decisive in the domestic authorities’ assessment of the risk to Tamils returning to Sri Lanka and cannot be decisive in the Court’s own assessment of the same…”. (præmis 127)
3.2.3 Bevisbyrde
Det har i den juridiske litteratur været hævdet, at menneskerettighedsorganerne er meget tilbageholdende med at give klageren medhold i hans klage, og at klageren skal løfte en relativ tung bevisbyrde for organerne. Sikkert er det i hvert fald, at Kommissionen flere gange har udtalt, at en udsendelse kun under særlige omstændigheder rejser spørgsmål i henhold til artikel 3, og at det som udgangspunkt tilkommer klageren at godtgøre, at den påståede frygt for mishandling i modtagerstaten er velbegrundet, og at den påståede mishandling opfylder de fornødne krav til intensitet. Se bl.a. Kommissionens afgørelser i sagerne Mendis mod UK (appl. 14543/89) og P.S. mod UK (appl. 14467/88).
Domstolen har dog også anerkendt, at denne bevisbyrde kan være svær at løfte, se f.eks. Said mod Nederlandene (nærmere beskrevet nedenfor), hvor Domstolen udtalte:
”In determining whether it has been shown that the applicant runs a real risk, if expelled to Eritrea, of suffering treatment proscribed by Article 3, the Court will assess the issue in the light of all the material places before it, or, if necessary, material obtained proprio motu. The Court has recognised in this context that direct documentary evidence proving that an applicant himself or herself is wanted for any reason by the authorities of the country may well be difficult to obtain (see Bahaddar v. the Netherlands, judgment of 19 February 1998, Reports 1998-I, p. 263, § 45). It is nevertheless incumbent on persons who allege that their expulsion would amount to a breach of Article 3 to adduce, to the greatest extent practically possible, material and information allowing the authorities of the Contracting State concerned, as well as the Court, to assess the risk a removal may entail.”
I sagen Saadi mod Italien anfægtede medlemsstaten, at klageren havde ført tilstrækkeligt bevis for, at han risikerede behandling i strid med artikel 3 ved en tilbagevenden til sit hjemland. Medlemsstaten gjorde i den forbindelse blandt andet gældende, at de ”internationale kilder”, som klageren havde citeret (Amnesty International og US State Department), var vage og irrelevante. Dette blev afvist af Domstolen, der dels fastslog, at den ikke havde nogen betænkeligheder med hensyn til kildernes pålidelighed, dels fremhævede, at medlemsstaten ikke havde påberåbt sig nogen beviser eller rapporter, der kunne tilbagevise de påstande, som fremgik af de af klageren citerede kilder, jf. den ovenfor under afsnit 3.2.2 citerede præmis 143 fra dommen. I sin afgørelse udtaler Domstolen:
“In these circumstances, the Court considers that in the present case substantial grounds have been shown for believing that there is a real risk that the applicant would be subjected to treatment contrary to Article 3 of the Convention if he were to be deported to Tunisia. That risk cannot be excluded on the basis of other material available to the Court…”. (præmis 146)
3.2.4 Domstolens samlede bevisvurdering
I praksis spores der en tendens til, at Menneskerettighedsdomstolen lader følgende forhold tale til den indklagede stats fordel:
- eventuel besiddelse af solide baggrundsoplysninger om det pågældende land,
- eventuel erfaring i at behandle asylansøgninger fra andre statsborgere fra pågældende stat, hvoraf nogle til tider meddeles opholdstilladelse,
Se i den forbindelse bl.a. H.G. mod Sverige (appl. 23511/94) hvor Kommissionen udtaler,
”When considering this issue the Commission attaches importance to the fact that the Swedish authorities appear to have gained considerable experience in evaluating claims of the present nature by virtue of the large number of Iranian asylum seekers in Sweden. It notes that residence permits have in fact been granted in numerous cases and that the authorities are obliged to consider essentially the same factors as are relevant to the Convention organs’ assessment under Article 3 (Art. 3) of the Convention.”
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666695&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
At det i praksis forholder sig således, at Menneskerettighedsdomstolen kan lade den konkrete bevisvurdering falde ud til fordel for den indklagede stat illustreres af følgende citat fra Damla og andre mod Tyskland (appl. 61479/00):
”… Furthermore, the Court observes that altogether three different asylum proceedings have been carried out by the German courts in the apllicans’ case. They carefully evaluated the evidence which the applicants submitted in support of their asylum requests. The Court recalls that, as a general rule, the assessment of the facts and the taking of evidence and its evaluation is a matter which necessarily comes within the appreciation of the national courts and cannot be reviewed by the Court unless there is an indication that the judges have drawn grossly unfair or arbitrary conclusions from the facts before them…. “.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=669678&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Se endvidere NA mod UK, hvor Domstolen for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den forværrede sikkerhedssituation og stigning i menneskerettighedskrænkelser i Sri Lanka i sig selv medførte en generel risiko for alle tamiler, der vendte tilbage til Sri Lanka, udtalte:
”…the domestic authorities, while recognising this deterioration and the corresponding increase in human rights violations, did not conclude that this created a general risk to all Tamils returning to Sri Lanka (see in particular the findings of the AIT in LP in paragraphs 232–234 of the determination; set out at paragraph 43 above), nor has the applicant in the present case sought to challenge that conclusion in his submissions. The Court has examined closely the developments in Sri Lanka since the AIT’s determination in LP, particularly the information that has become available since that determination (see paragraphs 53–85 and 124 above). It considers that there is nothing in that objective information which would require the Court to reach a different conclusion of its own motion. (præmis 125)
126. The Court also finds that in reaching the conclusions they did, the United Kingdom authorities, including the Secretary of State, the AIT and the High Court, gave serious and anxious consideration to the risk to Tamils returning to Sri Lanka (see paragraphs 58-59, 30-46, and 50 above). They considered all the relevant objective evidence and, just as importantly, considered the appropriate weight to be given to it.”
Selvom Domstolen kunne tilslutte sig den fremgangsmåde, som medlemsstatens myndigheder havde anvendt ved vurderingen af den individuelle risiko ved udsendelse, nemlig at vurderingen skete med udgangspunkt i en liste over risikofaktorer, som medlemsstatens myndigheder havde stillet op, og ikke fandt det nødvendigt at inddrage yderligere risikofaktorer, nåede Domstolen til en anden konklusion end medlemsstatens myndigheder i den konkrete sag. Domstolen henviste herved blandt andet til, at medlemsstatens myndigheders sidste fulde faktuelle vurdering af sagen var foretaget i 2003, til betydningen af den ændrede sikkerhedssituation i Sri Lanka og de srilankanske myndigheders forhøjede sikkerhedsforanstaltninger samt til den kumulative virkning af de relevante risikofaktorer.
I sagen Said mod Nederlandene lod Domstolen ligeledes den konkrete bevisvurdering falde ud til fordel for klageren. Domstolen udtalte:
”In this connection, the Court observes in the first place that the applicant’s statements have been consistent, and, secondly, that he has submitted persuasive argument to rebut the Government’s claim that his account lacked credibility. For example, he has provided information on the commencement of the demobilisation of the Eritrean army (…), and has substantiated part of his account in that the Horn of Africa specialist of the Netherlands branch of Amnesty International confirmed that the Eritrean army indeed conducted evaluation meetings after an offensive and that it was not uncommon for soldiers to be arrested some time after they had expressed criticisms of their superiors (…). Even though this material does not relate to the applicant personally but concerns information of a more general nature, it is difficult to see what more he might reasonably have been expected to submit in the way of substantiation of his account and as a possible explanation for the four-month gab – used as an argument against him by the respondent Government – between his allegedly voicing criticisms at the evaluation meeting in August 2000 and his arrest in December of that year.”
3.3 Domstolens praksis
Nedenfor følger en kort gennemgang af nogle af de væsentligste afgørelser fra Domstolen og enkelte eksempler på sager fra Kommissionen. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.
Soldatenko mod Ukraine (appl. 2440/07 EMD dom afsagt den 23. oktober 2008)
Sagsfremstilling:
Den turkmenske statsborger Soldatenko udrejste i oktober 1999 fra Turkmenistan på grund af anklager om overfald på to personer, hvorfor klageren siden den 12. juli 1999 havde været eftersøgt af myndighederne i Turkmenistan. Ifølge klageren var anklagerne begrundet i hans etniske forhold, og han opholdt sig siden sin flugt i Ukraine. Den 4. januar 2007 blev klageren anholdt af det ukrainske politi med henblik på udlevering af ham til Turkmenistan i overensstemmelse med en international eftersøgning på hans person, og en international aftale om udlevering. Den 19. januar 2007 anmodede den turkmenske anklagemyndighed om at få udleveret klager til strafforfølgelse i Turkmenistan. Samtidig blev der givet visse garantier for, at klageren ikke ville blive sigtet for andre end de allerede oplyste forhold, og at klageren ville kunne forlade Turkmenistan efter endt afsoning, ligesom han ikke ville blive udsat for diskrimination baseret på social status, race, etnisk oprindelse eller religion. Den turkmenske vicestatsanklager fremsendte den 19. april 2007 yderligere garanti for, at klageren ikke ville blive behandlet i strid med EMRK artikel 3 og 6, ligesom det blev understreget, at dødsstraf var afskaffet i Turkmenistan.
Påstanden:
Klageren gjorde gældende, at han ved en tvangsmæssig udlevering til Turkmenistan ville risikere at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling af de turkmenske myndigheder i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav klageren medhold i sin klage. Domstolen lagde vægt på baggrundsmateriale fra blandt andre det amerikanske udenrigsministerium og FN om forholdene for mistænkte i straffesager, om forholdene for personer der allerede har tilstået, samt om fængselsforholdene i Turkmenistan. Domstolen lagde endvidere vægt på det forhold, at de turkmenske myndigheder ikke havde fremlagt nogen beviser eller rapporter, der kunne tilbagevise påstandene i baggrundsmaterialet (præmis 71). Herefter fandt Domstolen, at klageren ved en tilbagevenden til Turkmenistan måtte forventes at være i en reel risiko for at blive udsat for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Denne risiko var ikke baseret på klagerens etniske baggrund, men rettere på det forhold, at enhver i en straffesag mistænkt person, som er tilbageholdt af myndighederne, i henhold til de generelle oplysninger om fængselsforholdene i landet måtte antages at være i reel risiko for at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Uanset at klageren var sigtet for en mindre, ikke-politisk forbrydelse var alene det forhold, at han skulle tilbageholdes som kriminel, i sig selv nok til at statuere en risiko for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 (præmis 72). Vedrørende den diplomatiske garanti af 19. april 2007 udtalte Domstolen, at det ikke kunne lægges til grund, at vicestatsanklageren havde den fornødne bemyndigelse til at udfærdige den diplomatiske garanti på vegne af den turkmenske stat. Endvidere fandt domstolen det ikke sandsynliggjort, at den diplomatiske garanti reelt ville blive overholdt, når det i forvejen var blevet lagt til grund, at der ikke var et effektivt system til at forhindre tortur i Turkmenistan (præmis 73). Domstolen henviste endelig til det forhold, at de turkmenske myndigheder på trods af konsistente oplysninger fra både IGO’er og NGO’er kategorisk afviste, at der fandt menneskerettighedskrænkelser sted i landet (præmis 73).
NA mod UK (appl. 25904/07 EMD dom, afsagt den 17. juli 2008)
Sagsfremstilling:
Den srilankanske statsborger NA indrejste i 1999 i UK, hvor han søgte asyl. Klageren begrundede sin ansøgning med, at han, der er etnisk tamil, frygtede at blive udsat for overgreb af den srilankanske hær og LTTE. Fra 1990 til 1997 blev han seks gange anholdt og tilbageholdt af den srilankanske hær på grund af en mistanke om tilknytning til LTTE. Den første gang blev han tilbageholdt i mindre end et døgn og ved den sidste tilbageholdelse i to dage. Der var ingen oplysninger om længden af de andre tilbageholdelser. Han blev hver gang løsladt uden nogen sigtelse. Under en eller flere af tilbageholdelserne blev klageren udsat for overgreb, og han havde ar på benene efter slag med stave. Under tilbageholdelsen i 1997 var der blevet taget foto og fingeraftryk af klageren og hans fader havde underskrevet nogle papirer for at sikre hans løsladelse. Efter den sidste tilbageholdelse skjulte han sig frem til, at familien kunne betale for hans udrejse. Han frygtede LTTE på grund af deres fjendtlige indstilling over for faderen, som havde arbejdet for hæren. Herudover havde LTTE ved to lejligheder i henholdsvis 1997 og 1998 forgæves forsøgt at rekruttere klageren.
I 2002 blev han meddelt afslag på sin ansøgning og i 2003 blev hans indbringelse af afgørelsen for appelinstansen afvist. Appelinstansen lagde klagerens forklaring til grund, men fandt, at klagerens frygt for overgreb fra den srilankanske hærs side var ubegrundet, idet det var usandsynligt, at han ville tiltrække sig de srilankanske myndigheders eller LTTE’s interesse. Klageren søgte i årene herefter på ny om asyl samt om genoptagelse af sagen uden resultat.
Påstanden:
Klageren gjorde gældende, at han ved en tvangsmæssig udsendelse til Sri Lanka risikerede at blive udsat for en behandling, der ville udgøre en krænkelse af konventionens artikel 3.
Domstolens bemærkninger:
Domstolen gav klageren medhold i sin klage. Domstolen fandt ikke, at den forværrede sikkerhedssituation og stigning i menneskerettighedskrænkelser i Sri Lanka i sig selv medførte en generel risiko for alle tamiler, der vendte tilbage til Sri Lanka (præmis 125). Efter Domstolens opfattelse måtte der lægges betydelig vægt på oplysningerne i UNHCR’s Position Paper om situationen i Sri Lanka. Domstolen var imidlertid enig med medlemsstaten i, at papiret nødvendigvis var bredt formuleret og indeholdt en generel oversigt over de varierende risici for hver af Sri Lankas etniske grupper. Domstolen fastslog på denne baggrund, at de synspunkter, der kom til udtryk i papiret, ikke i sig selv kunne være afgørende for hverken de nationale myndigheders eller Domstolens vurdering af risikoen for etniske tamiler, der vendte tilbage til Sri Lanka (præmis 127). Domstolen anførte, at både vurderingen af risikoen for etniske tamiler med bestemte profiler og vurderingen af, hvorvidt enkeltstående tilfælde af chikane kumulativt ville udgøre alvorlige menneskerettighedskrænkelser, måtte foretages konkret og individuelt i hver enkelt sag (præmis 128). Domstolen kunne tilslutte sig, at denne vurdering skete med udgangspunkt i en liste over risikofaktorer, som medlemsstatens myndigheder havde stillet op, så længe der ikke blev givet indtryk af, at der var tale om en tjekliste eller at listen var udtømmende (præmis 129). Ifølge Domstolen viste de foreliggende oplysninger, at de srilankanske myndigheder systematisk anvendte tortur og anden mishandling overfor tamiler, som kunne bruges i myndighedernes bestræbelser på at bekæmpe LTTE (præmis 131). Beskyttelsen efter artikel 3 ville derfor blive aktualiseret, når en ansøger kunne godtgøre, at der var vægtige grunde til at antage, at den pågældende ville være af så tilstrækkelig interesse for myndighederne i deres bestræbelser på at bekæmpe LTTE, at det kunne begrunde tilbageholdelse og afhøring af den pågældende (præmis 133). Domstolen fandt, at risikoen for at blive tilbageholdt og afhørt samt for at tiltrække sig myndighedernes opmærksomhed var større i Colombo lufthavn – som medlemsstatens myndigheder ville søge at udsende klageren gennem – end i selve byen (præmis 134). Domstolen lagde til grund, at de srilankanske myndigheder havde mulighed for at identificere afviste asylansøgere og eftersøgte personer i lufthavnen, samt at strengheden af myndigheders kontroller i lufthavnen kunne variere afhængig af den aktuelle sikkerhedsvurdering (præmis 136). Domstolen fandt ikke, at der i Colombo var en generel risiko for overgreb fra LTTE mod tamiler, men at dette måtte bero på en konkret og individuel vurdering (præmis 137).
Domstolen lagde klagerens forklaring til grund (præmis 139). Domstolen bemærkede, at medlemsstatens myndigheders sidste fulde faktuelle vurdering af sagen var foretaget i 2003 (præmis 140). Hvad angik LTTE kunne Domstolen tilslutte sig medlemsstatens myndigheders vurdering, hvorefter det i Colombo alene var tamiler, som var højt profilerede oppositionsaktivister eller som blev anset som frafaldne eller forrædere, der risikerede noget fra LTTE’s side. Domstolen vurderede i den forbindelse, at klageren ikke var omfattet af denne persongruppe, og at han ved en tilbagevenden til hjemlandet alene ville være genstand for meget lidt interesse fra LTTE (præmis 141). Hvad angik den risiko, der udgik fra de srilankanske myndigheder, foretog Domstolen en kumulativ vurdering af risikofaktorerne i klagerens sag, og lagde herved vægt på at klageren var blevet anholdt og tilbageholdt seks gange, havde fået taget foto og fingeraftryk samt at faderen havde underskrevet et dokument for at sikre løsladelse af klageren, hvis indhold ikke var kendt, men som under alle omstændigheder betød, at klagerens tilbageholdelse var registreret af myndighederne (præmis 143), at klagerens ar sammenholdt med de andre risikofaktorer øgede risikoen for overgreb (præmis 144), at uagtet hærens tilbageholdelse af klageren lå tilbage i tid, var der sket en registrering af tilbageholdelsen, som meget vel kunne være tilgængelig for lufthavnsmyndighederne, som derved kunne fatte interesse for klageren ved hans indrejse i landet, og at sikkerhedssituationen i landet på et hvilket som helst tidspunkt ville kunne medføre forhøjede sikkerhedsforanstaltninger i lufthavnen, hvorefter klageren med sin profil ville kunne være i en forhøjet risiko for at blive tilbageholdt og afhørt (præmis 145), samt endelig klagerens alder, køn, etnicitet, oprindelsesområde, familiemedlemmer i LTTE, registrering som formodet eller faktisk LTTE-medlem og det forhold, at han var afvist asylansøger og nu vendte tilbage fra London (præmis 146). Domstolen fandt herefter i lyset af de kumulerede risikofaktorer sammenholdt med den aktuelle situation i Sri Lanka, at der var en reel risiko for, at lufthavnsmyndighederne i Colombo lufthavn ville have mulighed for at få adgang til registreringer af klagerens tilbageholdelse, og sammenholdt med de øvrige risikofaktorer var det herefter sandsynligt, at ansøgeren ville blive tilbageholdt og kropsvisiteret, hvilket ville afsløre hans ar. På den baggrund fandt Domstolen, at der var vægtige grund til at antage, at klageren ville være af interesse for myndighederne i deres bestræbelser på at bekæmpe LTTE og at udsendelse af ham derfor ville udgøre en krænkelse af konventionens artikel 3 (præmis 147).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?item=1&portal=hbkm&action=html&highlight=&sessionid=37163397&skin=hudoc-en
Salah Sheekh mod Nederlandene (sag nr. 1948/04 af 11. januar 2007)
Sagsfremstilling:
Den somaliske statsborger Salah Sheekh indrejste i Nederlandene den 12. maj 2003 og søgte asyl. Han henviste til, at han tilhørte minoritetsklanen Ashraf og kom fra Mogadishu, hvor han havde boet med sin familie indtil 1991, da borgerkrigen brød ud. Familie flygtede herefter til Tuulo Nuh, der er beliggende cirka 25 km uden for Mogadishu, og som var kontrolleret af Abgal-klanen. Abgal-klanens milits forfulgte Sheekhs familie, idet de var klar over, at familien, idet de tilhørte en minoritetsklan, ikke havde nogen til at beskytte sig.
I årene frem til Salah Sheekhs udrejse i maj 2003, opsøgte Abgal-militsen ofte familiens bopæl og truede dem. I 1995 slog militsen faderen ihjel, i 1998 blev søsteren og en kvindelig bekendt taget med af militsen og voldtaget, i 2001 blev Salah Sheekh selv en broder tilbageholdt, mishandlet og underkastet tvangsarbejde. I marts/april 2002 dræbte militsen Sheekh´s broder, i juni 2002 voldtog de søsteren, og i marts 2003 ransagede de bopælen, hvor de truede, sparkede og slog Sheekh. I maj 2003 lykkedes det moderen at skaffe penge til, at Sheekh kunne rejse ud af landet, og med hjælp fra en agent flygtede han til Nederlandene.
De nederlandske myndigheder gav Salah Sheekh afslag på asyl og henviste i den forbindelse til, at det forhold, at han siden sin barndom var blevet chikaneret af Abgal-klanmedlemmer, ikke i sig selv var asylbegrundende, og at hans konflikter måtte anses som en konsekvens af den generelt ustabile situation, hvor bander ofte, men tilfældigt, chikanerede og truede folk. De nederlandske myndigheder fandt derfor ikke, at Salah Sheekh ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for behandling i strid med artikel 3. Herudover fandt myndighederne, at han ville kunne tage ophold i ét af Somalias relativt sikre områder, som på det tidspunkt bestod af Somaliland og Puntland.
Salah Sheekh klagede over afgørelsen om udsendelse, og under klagesagens behandling blev der vedtaget en lov om midlertidig ”categorial protection policy” for somaliere, som han blev anset for omfattet af, og han blev herefter den 10. marts 2006 meddelt opholdstilladelse i medfør af denne lov.
Påstanden:
Salah Sheekh gjorde gældende, at en udsendelse til Somalia ville sætte ham i en reel risiko for at blive udsat for behandling i strid med artikel 3. Han henviste i den forbindelse til sit tilhørsforhold til en minoritetsklan samt den generelle menneskeretssituation i Somalia. Han gjorde endvidere gældende, at han ikke havde nogen klan i nogen af de såkaldt sikre områder eller anden form for familiær tilknytning til disse områder, og at det derfor var overvejende sandsynligt, at han ville blive tvunget til at leve i en lejr for internt fordrevne, og at forholdene i disse lejre blev anset som umenneskelige. Endvidere ville udsendelsen betyde, at han skulle udrejse via Mogadishu. I flere tilfælde var fly blevet overfaldet, og afviste asylansøgere fra Nederlandene tvunget til at forlade flyene. Henset til hans tidligere konflikter i Mogadishu ville et ophold i Mogadishu derfor sætte ham i en reel risiko for behandling i strid med artikel 3.
Domstolens bemærkninger:
Domstolen udtalte indledningsvist, at selvom klageren havde fået en opholdstilladelse og derfor på dette tidspunkt ikke stod over for udsendelse, fandt Domstolen ikke grundlag for at afvise sagen (præmis 117).
Domstolen gav klageren medhold. For så vidt angik udsendelsen til et af de relativt sikre områder Somaliland eller Puntland i Somalia bemærkede Domstolen, at der bør skelnes mellem på den ene side personer, som stammer fra de pågældende områder og har klan- eller familietilknytning til områderne, og på den anden side personer, som kommer fra andre steder i Somalia, og som ikke har nogen tilknytning til Somaliland eller Puntland. Udsendelsen af en person fra den førstnævnte gruppe til Somaliland eller Puntland vil generelt set ikke udsætte den pågældende for en reel risiko for behandling i strid med artikel 3 (præmis 139). For så vidt angik den anden gruppe fandt Domstolen det højst usandsynligt, at klager, som tilhørte Ashraf, som er en del af Reer Hamar-minoriteten, og som stammede fra det sydlige Somalia, ville kunne opnå beskyttelse fra en klan i de relativt sikre områder (præmis 140).
Domstolen bemærkede endvidere, at artikel 3 ikke i sig selv udelukker deltagerstaterne fra at fæstne lid til eksistensen af et internt flugtalternativ ved vurderingen af en sag, men at visse forhold skal være opfyldt, herunder at den udviste skal kunne rejse til det pågældende område, opnå tilladelse til indrejse og være i stand til at bosætte sig dér (præmis 141).
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren, ved en udsendelse til andre dele af Somalia end de relativt sikre områder Somaliland og Puntland, ville være i risiko for behandling i strid med artikel 3, fandt Domstolen, at den behandling, som klager havde været udsat for forud for sin udrejse, kunne kategoriseres som umenneskelig indenfor rammerne af artikel 3. Domstolen bemærkede, at den særlige og fortsatte måde, hvorpå medlemmer af minoritetsklaner er sårbare overfor at blive udsat for denne type menneskerettighedsovergreb, er veldokumenteret (præmis 146). Domstolen bemærkede endvidere, at artikel 3 også kan finde anvendelse i situationer, hvor risikoen for behandling i strid med artikel 3, udgår fra personer eller grupper, som ikke tilhører myndighederne. Det afgørende er, hvorvidt klageren har mulighed for at søge beskyttelse imod de begåede handlinger, hvilket Domstolen ikke fandt, var tilfældet i denne sag. Domstolen bemærkede i øvrigt, at der ikke var noget, der indikerede, at klageren ved en tilbagevenden ville befinde sig i en situation, der adskilte sig væsentligt fra situationen på tidspunktet for hans udrejse af hjemlandet. (præmis 147).
Domstolen var endvidere ikke enig med de nederlandske myndigheder i, at den behandling klageren havde været udsat for i hjemlandet var vilkårlig. Domstolen bemærkede, at det fremgik af klagerens forklaring, at han og hans familie var udset som mål for overgreb, idet de var medlemmer af en minoritetsklan, og fordi det hermed var velkendt, at de ikke havde mulighed for beskyttelse. Domstolen udtalte herudover, at det ikke kunne kræves af klageren, at han påviste eksistensen af yderligere kendetegn ved sin person for at bevise, at han befandt sig i en personlig risiko. Endelig udtalte domstolen, at det, på baggrund af klagerens forklaring samt oplysningerne om situationen i hjemlandet om forholdene for den minoritetsklan, som klageren tilhører, var domstolens opfattelse, at det var sandsynligt, at klageren ved en tilbagevenden ville blive udsat for behandling omfattet af artikel 3 (præmis 148).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?item=9&portal=hbkm&action=html&highlight=&sessionid=37166358&skin=hudoc-en
N. mod Finland (appl. 38885/02 EMD dom, afsagt den 26. juli 2005)
Sagsfremstilling:
Statsborgeren i Den Demokratiske Republik Congo indrejste i Finland den 20. juli 1998, hvor han indgav ansøgning om asyl. Klageren begrundede sin ansøgning om asyl med, at han havde arbejdet som hemmelig agent i la Division Spéciale Présidentielle, som var ansvarlig for beskyttelse af den tidligere præsident Mobutu og hans familie, og i sikkerhedstjenesten, og at han i denne egenskab havde angivet kritikere af regimet, som var blevet forfulgt, havde lidt overlast og i visse tilfælde var blevet henrettet. Han havde endvidere samme etnicitet som den tidligere præsident, ligesom han havde tætte forbindelser til den tidligere præsidents familie. Efter den nye præsident Kabilas magtovertagelse var flere tidligere Mobutu-soldater blevet forfulgt og var blevet dræbt eller havde på anden måde lidt overlast.
Den 6. marts 2001 blev han meddelt afslag på sin ansøgning i Finland, idet de finske myndigheder havde fundet klagers forklaring utroværdig.
Påstanden:
Klageren gjorde gældende, at hans udsendelse til DRC ville udgøre en krænkelse af artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen tog selv til Finland og optog vidneforklaringer fra klageren, dennes ægtefælle, en anden asylansøger fra DRC og en overordnet medarbejder fra den finske udlændingemyndighed i første instans, som havde deltaget i behandlingen af klagerens asylsag. Domstolen fandt på baggrund af afhøringerne at have visse forbehold med hensyn til klagers troværdighed, men fandt efter en vurdering af det nu samlede bevismateriale at kunne lægge væsentlige dele af klagerens forklaring til grund.
Selvom klagerens aktiviteter lå langt tilbage i tid, lagde Domstolen vægt på karakteren af klagerens aktiviteter under Mobutu og fandt, at han fortsat var i væsentlig risiko for behandling i strid med artikel 3, såfremt han blev udsendt til DRC.
Domstolen bemærkede, at denne risiko ikke nødvendigvis udgik fra myndighederne, men at familiemedlemmer til personer, som klageren havde angivet som en del af sine aktiviteter under Mobutu, muligvis ville forsøge at tage hævn, og at myndighederne ikke nødvendigvis ville have evne eller vilje til at beskytte ham herimod. Den omtale, klagerens sag havde fået i Finland, og som klageren ikke selv havde foranlediget, kunne også have bidraget til en sådan eksponering.
Endelig gentog Domstolen, at eftersom beskyttelsen efter artikel 3 er absolut, gælder den uanset karakteren af de aktiviteter, som klageren havde udført for la Division Spéciale Présidentielle.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=782182&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Said mod Nederlandene (appl. 2345/02 EMD dom, afsagt den 5. juli 2005)
Sagsfremstilling:
Den eritreiske statsborger Said indrejste den 8. maj 2001 i Nederlandened, hvor han den 21. maj 2001 indgav ansøgning om asyl. Klageren begrundede sin ansøgning med, at han havde tjent som soldat i en anti-tank enhed, der havde kæmpet i krigen mod Etiopien. Efter krigen blev klageren af de eritreiske militære myndigheder beskyldt for at have opildnet de andre soldater til ulydighed ved på et evalueringsmøde at kritisere ledelsen, hvorefter han blev anholdt den 5. december 2000. Det lykkedes klageren at flygte under en fangetransport den 20. april 2001 og rejse til Nederlandene.
Den 23. maj 2001 blev hans asylansøgning afvist i en hasteprocedure.
Påstanden:
Klageren gjorde gældende at hans udsendelse til Eritrea ville medføre risiko for henrettelse og/eller tortur i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen lagde vægt på, at klageren havde forklaret konsistent, ligesom han var fremkommet med overbevisende forklaringer som modbevis til Nederlandenes påstand om, at hans forklaring var usandsynlig. En del af klagerens forklaring blev endvidere bekræftet af en nederlandsk ekspert vedrørende forholdene på Afrikas Horn. Selvom disse oplysninger ikke vedrørte klageren personligt, men var af generel karakter, fandt Domstolen ikke, at klageren kunne have gjort mere for at underbygge sin forklaring, og lagde derfor til grund, at klageren var desertør fra den eritreiske hær. Ved vurderingen af, om klageren ved en tilbagevenden til Eritrea ville risikere overgreb omfattet af artikel 3, lagde domstolen vægt på baggrundsoplysningerne om behandling af desertører i Eritrea i en rapport fra Amnesty International samt i en landerapport fra det nederlandske udenrigsministerium, hvoraf det fremgik, at der var tilfælde af mishandling af desertører. På den baggrund fandt domstolen, at der var væsentlige grunde til at antage, at klageren ville være i reel risiko for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, hvis han blev udsendt til Eritrea.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=778674&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Mamatkulov og Askarov mod Tyrkiet (appl. 46827/99 og 46951/99 EMD dom, afsagt den 4. februar 2005)
Sagsfremstilling:
De usbekiske statsborgere og medlemmer af et oppositionsparti, Erk ”Freedom Party”, Mamatkulov og Askarov, indrejste i Tyrkiet henholdsvis den 13. december 1998 og den 3. marts 1999, hvorefter de blev tilbageholdt af de tyrkiske sikkerhedsstyrker på grund af mistanke om deres deltagelse i en terroraktion rettet mod den usbekiske præsident. De blev af en tyrkisk domstol varetægtsfængslet. Usbekistan anmodede om deres udlevering. I marts 1999 klagede de pågældende til EMD over, at de skulle udleveres til Usbekistan, hvor de var i risiko for at blive udsat for tortur. De blev overgivet til de usbekiske myndigheder den 27. marts 1999, hvorefter de blev tilbageholdt.
Påstanden:
Klagerne gjorde gældende, at Tyrkiet ved at udlevere dem til de usbekiske myndigheder havde overtrådt EMRK artikel 3, idet der på udleveringstidspunktet var vægtige grunde til at antage, at de i Usbekistan ville blive udsat for forhold omfattet af artikel 3, herunder de dårlige forhold og brugen af tortur i usbekiske fængsler.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen fandt ikke, at der på tidspunktet for udleveringen den 27. marts 1999 var væsentlige grunde til at antage, at klagerne var i reel risiko for behandling i strid med artikel 3.
Domstolen bemærkede, at selvom oplysninger fra internationale menneskerettighedsorganisationer om tortur og mishandling af politiske modstandere m.v. beskrev den generelle situation i Usbekistan, så understøttede oplysningerne ikke klagernes konkrete påstande i den foreliggende sag og måtte bekræftes af andre beviser. Domstolen lagde blandt andet vægt på, at den tyrkiske regering forud for udsendelsen indhentede forsikringer fra den usbekiske regering for, at klagerne ikke ville blive udsat for tortur eller idømt dødsstraf.
Amir Nasimi mod Sverige (appl. 38865/02 EMD kendelse, afsagt den 16. marts 2004)
Sagsfremstilling:
I perioden mellem 1994 og 1997 ansøgte den iranske statsborger Amir Nasimi fem gange om visum for at besøge sin søster i Sverige. I forbindelse med visumansøgningerne angav søsteren ved to lejligheder, at Nasimi ikke var politisk aktiv. I 1997 opnåede Nasimi visum til Sverige, hvor han opholdt sig nogle måneder. I 2000 fik den pågældende atter udstedt besøgsvisum til Sverige. Nasimi indrejste ved denne lejlighed i Sverige den 16. september 2000. Den 11. oktober 2000 søgte Nasimi asyl i Sverige. Som begrundelse for ansøgningen om asyl angav han blandt andet, at de iranske myndigheder havde ransaget hans hjem og i den forbindelse fundet et kurdisk tidsskrift. Nasimi henviste endvidere til, at hans familie var kendte sympatisører af organisationen Komala, og at hans bror samt svoger var blevet henrettet af myndighederne på grund af deres politiske aktiviteter. Endelig henviste den pågældende til, at han havde været tilbageholdt af myndighederne i 1990-1992. I december måned 2001 oplyste Nasimi de svenske udlændingemyndigheder om, at han havde været udsat for tortur i forbindelse med tilbageholdelsen i 1990-1992. I forbindelse med indgivelse af sin anden asylansøgning i foråret 2002, oplyste Nasimi de svenske udlændingemyndigheder om, at han som følge af torturen led af post traumatisk stress syndrom (PTSD) og depression.
Påstanden:
Nasimi gjorde blandt andet gældende, at han risikerede at blive arresteret, tortureret og straffet for anti-iranske aktiviteter. Nasimi gjorde endvidere gældende, at hans helbredstilstand udelukkede, at han kunne udvises af Sverige.
De svenske udlændingemyndigheder afviste ansøgningen om asyl, idet myndighederne lagde vægt på, at det ikke var sandsynligt, at Nasimi skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, idet han i 1996 havde fået udstedt pas. Den pågældende havde endvidere ved mindst to lejligheder fået tilladelse til at udrejse af landet. Tilsvarende havde hustruen fået tilladelse til at udrejse af Iran. De svenske udlændingemyndigheder fandt samlet set, at væsentlige dele af ansøgers forklaring var utroværdige. De svenske myndigheder anførte i den forbindelse, at ansøgeren ikke på troværdig vis havde sandsynliggjort en årsagssammenhæng mellem den pågældendes psykiske helbredstilstand og de af ham anførte konflikter i hjemlandet.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav ikke sagsøgeren medhold. Domstolen fandt, at sagen var åbenbart ugrundet.
Domstolen bemærkede, at bedømmelsen af om en udvisning ville krænke artikel 3, forudsatte en vurdering af troværdigheden af de fremsatte oplysninger. Domstolen fandt, at de svenske udlændingemyndigheder detaljeret havde redegjort for årsagen til, at ansøgers forklaring ansås for utroværdig. Domstolen var enig med de svenske udlændingemyndigheder i deres vurdering af ansøgers generelle troværdighed.
Domstolen udtalte endvidere, at ansøgernes helbredsmæssige problemer - ifølge de fremlagte helbredsmæssige erklæringer - syntes at relatere sig til muligheden for en udvisning af Sverige og til ansøgerens frygt for at vende tilbage til Iran. Domstolen bemærkede i samme forbindelse, at denne frygt var ubegrundet. Domstolen påpegede endvidere, at ansøgeren ikke havde været i langvarig psykiatrisk behandling, ligesom den pågældende ikke havde været underlagt tvangsmæssig psykiatrisk behandling.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=672065&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Venkadajalasarma mod Nederlandene (appl. 58510/00 EMD dom, afsagt den 17. februar 2004)
Sagsfremstilling:
Den srilankanske statsborger Ramachandriyer Venkadajalasarma indrejste i Nederlandene den 2. november 1995, hvor han søgte asyl under henvisning til, at han siden 1994 havde været tvunget til at udføre transporter af fødevarer og personer for De Tamilske Tigre, LTTE. Da LTTE bad ham om at transportere bomber, havde han nægtet, hvorefter LTTE i marts 1995 konfiskerede hans minibus. Efterfølgende blev han sat til at udføre tvangsarbejde med at grave skyttegrave. Den 21. september 1995 blev Venkadajalasarma af LTTE bedt om at melde til deres lejr, hvilket ifølge Venkadajalasarma var ensbetydende med, at han skulle kæmpe sammen med dem. To af hans venner var blevet dræbt i forbindelse med, at de havde nægtet at gå ind i LTTE, hvorfor Venkadajalasarma gik under jorden. Den 1. oktober 1995 rejste han til en militærlejr for at opnå rejsedokumenter til Colombo. Han blev tilbageholdt i militærlejren indtil den 3. oktober 1995 under mistanke for at være medlem af LTTE og blev under denne tilbageholdelse slået med en jernstav og stukket med knive. Cigaretter blev slukket på hans hud. Hans hænder blev bundet og han blev hejst op og udsat for tæsk. Efter to dage blev han løsladt og fik ustedt rejsedokument til Colombo med vilkår om, at han skulle være tilbage efter en uge. Han udrejste efter at have opholdt sig skjult hos en bekendt i Colombo i en måned. De nederlandske asylmyndigheder afslog at meddele Venkadajalasarma asyl blandt andet under henvisning til, at han kun havde været tilbageholdt kortvarigt, at der i den forbindelse ikke var blevet fundet beviser på aktiviteter for LTTE, og at han havde været i stand til at forlade hjemlandet på eget pas.
Påstanden:
Venkadajalasarma indbragte Nederlandene for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de nederlandske myndigheder ville krænke artikel 3 ved at udsende ham til Sri Lanka.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen fandt, at udsendelsen af Venkadajalasarma til Sri Lanka ikke ville udgøre en krænkelse af artikel 3. Domstolen bemærkede, at den i afgørelsen af, hvorvidt det kan lægges til grund, at klageren løber en reel risiko for at blive udsat for mishandling omfattet af art. 3, hvis han udsendes til Sri Lanka, vil vurdere alt fremlagt materiale og om nødvendigt materiale fremskaffet af egen drift. Domstolen bemærkede videre, at de kontraherende staters pligter i medfør af artikel 3 i denne type sager er at undlade at udsætte et individ for risiko for mishandling. Eksistensen af en risiko skal derfor primært vurderes med reference til de fakta, som er kendt eller burde være kendt blandt de kontraherende stater på tidspunktet for udsendelsen. I denne sag, hvor den pågældende endnu ikke var blevet udsendt, var tidspunktet for den materielle vurdering af sagen tidspunktet for EMD’s domsafsigelse. Selvom den historiske situation [i hjemlandet, red.] kan have interesse, idet den vil kunne afklare den nuværende situation og dens sandsynlige udvikling, er det de nuværende tilstande som er afgørende, og det er derfor nødvendigt at tage informationer, der kommer frem efter den endelige nationale afgørelse, i betragtning (pkt. 63). Selvom det således i sagen var ubestridt, at den pågældende havde været tilbageholdt i to dage under mistanke for deltagelse i LTTE under hvilke, han blev udsat for tortur og mishandling, anså domstolen det for usandsynligt, at hæren var bekendt med hans aktiviteter for LTTE. Det måtte ligeledes anses for usandsynligt, at der i hans sag skulle være udtrykt mistanke om, at han havde tilhørsforhold til LTTE, henset til at han var blevet løsladt efter to dages tilbageholdelse, havde fået udstedt rejsedokument og senere problemfrit var rejst til Colombo (pkt. 64-65). Selv hvis de srilankanske myndigheder skulle være eller ville blive bekendt med hans aktiviteter for LTTE, ville det på baggrund af det aktuelle politiske klima i Sri Lanka være usandsynligt, at han ville blive udsat for mishandling. Domstolen bemærkede, at der var sket betydelige forbedringer i udviklingen af sikkerhedssituationen i de seneste år, og at det af baggrundsoplysninger vedrørende Sri Lanka fremgik, at personer, som arresteredes på baggrund af mistanke om medlemskab af eller aktiviteter for LTTE, ikke blev udsat for mishandling og tortur, således som det var sket tidligere (pkt. 66). Domstolen lagde endvidere vægt på, at de aktiviteter, som Venkadajalasarma havde udført for LTTE under tvang, var aktiviteter af mindre omfang, som næppe kunne føre til at de srilankanske myndigheder ville opfatte ham som et højt profileret medlem af LTTE (pkt. 69).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=699512&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Thamapalan Thampibillai mod Nederlandene (appl. 61350/00 EMD dom, afsagt den 17. februar 2004)
Sagsfremstilling:
Den srilankanske statsborger Thamapalan Thampibillai, født 1973, indrejste i Nederlandene den 9. januar 1995 og søgte umiddelbart herefter om asyl, subsidiært om beskyttelse af humanitære årsager. Thamapalan Thampibillai angav som asylmotiv, at han i 1991 var blevet tilbageholdt af det srilankanske militær i fjorten dage og udsat for hårdhændet behandling. Han blev således blandt andet slået med stave og hængt op i loftet i sine tommelfingre. Thamapalan Thampibillai blev beskyldt for at have tilknytning til De Tamilske Tigre, LTTE, og blev under tilbageholdelsen udspurgt om medlemmer af organisationen. Efter tilbageholdelsen blev Thamapalan Thampibillai undergivet meldepligt og skulle indfinde sig hos militæret hver dag, hvor han igen blev afhørt og udsat for hårdhændet behandling. Thamapalan Thampibillai forlod Sri Lanka den 20. maj 1994. Den 11. maj 1995 meddelte de nederlandske myndigheder Thamapalan Thampibillai afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det ikke var blevet godtgjort, at han havde vist sig som modstander af regimet eller var kendt som sådan af myndighederne. Ved afgørelsen lagde de nederlandske myndigheder endvidere vægt på at anholdelsen af Thamapalan Thampibilla i 1991 ikke havde været af en sådan karakter, at han på det tidspunkt havde følt sig nødsaget til at forlade landet. Thamapalan Thampibillai ankede herefter afgørelsen indtil flere gange og fik sidste gang afslag på opholdstilladelse den 4. oktober 2000.
Påstanden:
Thamapalan Thampibillai indbragte Nederlandene for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de nederlandske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han udvistes til Sri Lanka, idet han dér ville være i reel risiko for at blive udsat for tortur eller anden nedværdigende behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav ikke Thamapalan Thampibillai medhold i, at Nederlandene ville krænke artikel 3 ved at udsende ham til Sri Lanka. Domstolen fastslog indledningsvis, at det i henhold til international ret som udgangspunkt tilkommer de enkelte stater at kontrollere indrejse, ophold og udvisning af udlændinge, og at hverken konventionen eller dens tillægsprotokoller indeholder nogen ret til politisk asyl (pkt. 59). Domstolen genkaldte sig, at mishandling, herunder straf, skal overskride et vist minimum af intensitet for at være omfattet af forbudet i artikel 3 (pkt. 60). Domstolen bemærkede, at Thamapalan Thampibillai forlod Sri Lanka i 1994, næsten fire år efter drabet på hans fader og tre et halvt år efter, at han selv var blevet anholdt af hæren, og at disse begivenheder altså ikke umiddelbart i sig selv førte til hans flugt (pkt.62). Selvom man forestillede sig, at Thamapalan Thampibillai ville blive pågrebet ved en tilbagevenden, måtte det anses for usandsynligt, at han reelt ville risikere at blive udsat for behandling i strid med artikel 3 (pkt.64). Domstolen henviste til, at selvom situationen på Sri Lanka ikke kunne siges at være stabil, var der dog sket så store fremskridt, at tamilernes forhold var betydeligt bedret (pkt.65).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=699511&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
T.I. mod UK (appl. 43844/98 EMD dom, afsagt den 7. marts 2000)
Sagsfremstilling:
T.I., der var srilankansk statsborger, indrejste i Tyskland i februar 1996, hvor han søgte asyl. Han henviste i sin ansøgning om asyl til, at han i sin hjemby, Jaffna, flere gange var blevet tilbageholdt af oprørsbevægelsen LTTE, der kontrollerede området, og at han efterfølgende i Colombo to gange også var blevet tilbageholdt og tortureret af den srilankanske hær, mistænkt for at være medlem af LTTE.
De tyske udlændingemyndigheder meddelte T.I. afslag på asyl og lagde vægt på, at den af den srilankanske hær angiveligt udøvede tortur, var enkeltstående tilfælde, der ikke kunne henregnes til den srilankanske stat. Den tyske appelinstans lagde ved sin afgørelse også vægt på, at LTTE’s handlinger ikke kunne henregnes til den srilankanske stat, at T.I. ville kunne henvises til at tage ophold på den sydlige del af Sri Lanka, i henhold til princippet om et ”internt flugt alternativ” og at T.I.’s forklaring i øvrigt var utroværdig.
I september 1997 forlod T.I. Tyskland og indrejste i UK, hvor han søgte asyl. Medlemsstatens myndigheder besluttede imidlertid, i henhold til Dublin-konventionen, at T.I. skulle overføres til Tyskland, uden at der skulle foretages en materiel vurdering af T.I.’s asylansøgning.
Påstanden:
T.I. indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev overført til Tyskland, idet han derfra ville blive udsendt til Sri Lanka, hvor han risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav ikke T.I. medhold og afviste hans klage som ”åbenbart ugrundet”. Domstolen fastslog indledningsvis, at pligten til ikke at udsende personer, der i modtagerstaten risikerer overgreb i strid med artikel 3, er uafhængig af, hvorvidt behandlingen skyldes omstændigheder som modtagerstatens myndigheder, direkte eller indirekte, er ansvarlige for. Den absolutte karakter af artikel 3 fører endvidere til, at den heri indeholdte beskyttelse også udstrækkes til at finde anvendelse, hvor faren for mishandling udgår fra personer, der ikke er tilknyttet staten, eller ved tilfælde af alvorlige konsekvenser for helbredet, der skyldes alvorlig sygdom.
Domstolen bemærkede herefter, at UK’s forpligtelser i henhold til artikel 3 består, uanset Dublin-konventionen, og at UNHCR under sagen oplyste, at den praktiske effekt af Dublin-konventionen kompromitteres på grund af variationerne i staternes tildeling af beskyttelse.
Domstolen fandt efter en undersøgelse af sagens omstændigheder, modsat de tyske myndigheder, at der var grund til at befrygte, at T.I., ved en udsendelse til Sri Lanka, risikerede overgreb i strid med artikel 3. Ved afgørelsen heraf lagde Domstolen særlig vægt på, at T.I. siden de tyske myndigheder traf deres afgørelse, havde fremlagt nye oplysninger, herunder oplysninger der kunne føre til en anden konklusion vedrørende hans troværdighed, og at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgik, at tortur, udøvet af LTTE og det srilankanske militær, fortsat er et alvorligt problem på Sri Lanka.
Domstolen fandt imidlertid ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at de tyske myndigheder ville udsende T.I. til Sri Lanka, idet de tyske myndigheder var forpligtet til, at tage stilling til de nye oplysninger, hvis T.I. ankede en eventuel afgørelse om udsendelse til Sri Lanka.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?item=1&portal=hbkm&action=html&highlight=&sessionid=37167224&skin=hudoc-en
Bahaddar mod Nederlandene (appl. 25894/94 EMK rapport fra 13. september 1996, EMD dom, afsagt den 19. februar 1998)
Sagsfremstilling:
Bahaddar, der var statsborger i Bangladesh, indrejste i Nederlandene i løbet af efteråret 1990 og søgte asyl. Han henviste til, at han var buddhist og i Bangladesh havde været medlem af og aktiv for den illegale organisation Shanti Bahini. Bahaddar henviste endvidere til, at politiet i Bangladesh havde ransaget hans hjem og udstedt en arrestordre på ham.
De nederlandske udlændingemyndigheder meddelte Bahaddar afslag på asyl, og hans anke blev ikke tillagt opsættende virkning. Bahaddar indbragte sidstnævnte afgørelse for en nederlandsk ret, der vurderede, at Bahaddar var troværdig og nedlagde forbud mod, at han blev udsendt til Bangladesh. Sagen blev ved samme lejlighed videresendt til behandling ved en ny flygtningeinstans, der imidlertid heller ikke fandt, at Bahaddar opfyldte betingelserne for at få asyl i Nederlandene. Ved afgørelsen lagde pågældende myndighed vægt på, at Bahaddar havde forklaret divergerende, og at der var tvivl om ægtheden af de dokumenter, han havde vedlagt. Bahaddar ankede i marts 1993 afgørelsen, uden dog, som påkrævet efter nederlandsk ret, at begrunde anken. I juni 1993 blev Bahaddar anmodet om at begrunde anken inden den 29. juli 1993. Anken blev imidlertid først begrundet i oktober 1993, efter Bahaddar havde modtaget oplysninger fra Bangladesh. I marts 1994 afvistes Bahaddars anke, idet han ikke havde begrundet anken i tide.
Påstanden:
Bahaddar indbragte Nederlandene for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de nederlandske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udsendt til Bangladesh, idet han dér risikerede at blive udsat for behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen bemærkede indledningsvis, at Bahaddar havde vedlagt en erklæring om sit medlemskab i Shanti Bahini, og at der tilsyneladende ikke var rejst tvivl om erklæringens ægthed (pkt. 90). Herudover bemærkede Kommissionen, at det ikke kunne afvises, at Bahaddar havde udøvet de pågældende aktiviteter for Shanti Bahini (pkt. 92), og at han nåede at forlade Bangladesh, inden han blev arresteret (pkt. 93). Vedrørende den omstændighed, at Bahaddar ikke havde dokumenteret, at der var udstedt en arrestordre på ham, bemærkede Kommissionen, at det, ifølge Bahaddars advokat, ikke er muligt at opnå en kopi af en arrestordre i Bangladesh, før den sigtede møder op i retten (pkt. 95). Endelig bemærkede Kommissionen, at Bahddars forklaring var troværdig og sammenhængende (pkt. 98), og at der fortsat rapporteredes om mishandling og chikane fra området ved Chittagong Hill, hvor Bahaddar stammede (pkt. 100). Samlet set fandt Kommissionen derfor, at der var vægtige grunde til at antage, at Bahaddar risikerede en behandling uforenelig med artikel 3 i Bangladesh (pkt. 101).
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen fandt ikke, at Bahaddar havde udtømt alle nationale retsmidler og afviste klagen. Ved afgørelsen lagde Domstolen vægt på, at Bahaddars advokat under ankesagen i Nederlandene ikke som påkrævet, trods opfordringer hertil, havde begrundet anken.
For rapporten, se:
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=696013&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
For Domstolens bemærkninger, se:
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666353&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Jorge Antonio Paez mod Sverige (appl. 29482/95 EMK kendelse, afsagt den 6. december 1996)
Sagsfremstilling:
Den peruvianske statsborger, Jorge Antonio Paez, indrejste i Sverige den 12. februar 1991, hvor han søgte asyl. Han henviste til, at han og adskillige andre familiemedlemmer i Peru havde været politisk aktive i oppositionsbevægelsen ”Den lysende Sti”. De svenske myndigheder fandt, at ansøgeren som følge af familiens omfattende politiske aktiviteter kunne meddeles de-facto status men, at han, på grund af aktiviteterne i ”Den lysende Sti”, var udelukket fra at få asyl i henhold til Flygtningekonventionens artikel 1 F .
Påstand:
Paez indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder ville krænke artikel 3 ved at udvise ham til Peru, idet han dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen udtalte indledningsvis, at beskyttelsen i henhold til EMRK artikel 3 er absolut og beskytter enhver person, uanset personens eventuelle uønskede og farlige handlinger (pr. 73). Et flertal på 15 mod 14 af Kommissionens medlemmer fandt ikke, at der var vægtige grunde til at antage, at der var en reel risiko for, at Paez risikerede behandling i strid med artikel 3 i Peru. Kommissionen bemærkede i den forbindelse bl.a., at Paez ikke var noget ledende medlem af ”Den lysende Sti” (pr. 76), at der ikke var fremlagt hverken arrestordre eller anden dokumentation, der indikerede, at de peruvianske myndigheder havde nogen interesse i ham (pr. 79), og at den peruvianske regering havde gjort mange bestræbelser på at forbedre menneskerettighedssituationen, ikke mindst for personer mistænkt for at være involveret i undergravende virksomhed (pr. 80).
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen bemærkede, at de svenske myndigheder i juni 1997 havde meddelt såvel Paez som hans broder permanent opholdstilladelse i Sverige, efter at sidstnævnte havde fået medhold af FN`s Torturkomité i, at det ville krænke FN`s Torturkonvention at udsende ham til Peru. Domstolen fandt på den baggrund, at Paez ikke længere risikerede udsendelse til Peru og følgelig ej heller risikerede at blive behandlet i strid med artikel 3. Herefter afviste Domstolen sagen.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=667041&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Chalal mod UK (appl. 22414/93 EMD dom, afsagt den 15. november 1996)
Sagsfremstilling:
Den indiske statsborger Chalal, født i 1948, indrejste illegalt i UK i 1971. I december 1974 opnåede han tidsubegrænset opholdstilladelse. Chalal var sikh, særdeles politisk aktiv og et højt profileret medlem af det sikhiske samfund i UK. I 1985 blev han tilbageholdt af medlemsstatens myndigheder, mistænkt for at have deltaget i planlægningen af et attentatforsøg på Indiens daværende premierminister, Radiv Gandhi, og i 1986 blev han anholdt og afhørt om sin eventuelle deltagelse i planlægningen af mord på moderate sikher i UK. I 1986 blev han idømt seks år og ni måneders fængsel for deltagelse i nogle uroligheder. I 1990 besluttede medlemsstatens myndigheder at udvise Chalal, idet man fandt, at hans fortsatte tilstedeværelse i UK stred imod den offentlige orden, herunder hensynet til statens sikkerhed og den internationale kamp imod terrorisme. Chalal oplyste imidlertid, at han risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til Indien. Han henviste til, at han i 1984, under et ferieophold, i Indien var blevet tilbageholdt, at hans politiske aktiviteter i UK og forbindelser til sikhiske bevægelser gjorde, at han ville blive forfulgt af myndighederne i Punjab, og at flere af hans slægtninge i Indien havde været anholdt og tortureret, netop på grund af hans politiske aktiviteter i UK.
Medlemsstatens myndigheder fandt imidlertid ikke, at Chalal i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at han ville blive udsat for forfølgelse i Indien. Herudover var medlemsstatens myndigheder af den opfattelse, at Chalal ikke var berettiget til eventuel beskyttelse i UK på grund af den trussel imod den nationale sikkerhed han udgjorde, uanset om det måtte lægges til grund, at han ville blive forfulgt i Indien.
Påstanden:
Chalal indbragte UK for menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udvist til Indien, idet han dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
For domstolen argumenterede medlemsstatens myndigheder for, at beskyttelsen i artikel 3 ikke er absolut, og at den heri indeholdte beskyttelse ikke bør udstrækkes til udlændinge, der truer den nationale sikkerhed i værtslandet (pkt. 75). Medlemsstatens myndigheder argumenterede alternativt for, at der i vurderingen af, hvorvidt en udvisning af en uønsket udlænding krænker artikel 3, bør foretages en afvejning af den grad af tvivl, der eksisterer vedrørende den mishandling, som en udlænding risikerer at blive udsat for, og den grad af fare pågældende udlænding udgør for statens sikkerhed (pkt. 76).
Domstolen afviste medlemsstatens argumentation og fastslog, at staternes pligt til at undlade at udvise personer til stater, hvor der er vægtige grunde til at antage, at de risikerer behandling i strid med artikel 3, er undtagelsesfri og gælder uden indskrænkninger, uagtet staternes problemer med at beskytte deres samfund imod terrorisme (pkt. 79) og pågældende persons eventuelle uønskede eller farlige aktiviteter. På den baggrund er beskyttelsen i henhold til artikel 3 mere omfattende end beskyttelse efter artikel 33 i Flygtningekonventionen (pkt. 80).
Domstolen fandt efter en undersøgelse af sagens omstændigheder, at Chalal risikerede behandling i strid med artikel 3, hvis medlemsstatens myndigheder udviste ham til Indien. Ved afgørelsen lagde domstolen vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgik, at det lokale politi i Punjab-provinsen forfulgte mistænkte militante sikher i andre dele af Indien end blot Punjab, og at der fortsat var problemer med sikkerhedsstyrkernes overholdelse af menneskerettighederne (pkt. 99-102). Domstolen lagde også vægt på, at det ikke kunne lægges til grund, at den indiske regering ville være i stand til at beskytte Chalal (pkt. 105) og det faktum, at Chalal som en kendt sikh i Indien, ville være yderligere i risiko for overgreb (pkt. 106).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695881&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Bolouri mod Sverige (appl. 28268/95 EMK kendelse, afsagt den 19. oktober 1995)
Sagsfremstilling:
Den kvindelige iranske statsborger Bolouri indrejste i Sverige i oktober 1992, med sin fader, på et turistvisum, og søgte asyl i november 1992. Hun oplyste, at hun havde taget orlov fra sit job på universitetet i Teheran, og at hun udrejste problemfrit af lufthavnen i Teheran med sin fader. Som asylmotiv oplyste Blouri, at hun frygtede forfølgelse i Iran, pga. sin kurdiske oprindelse, sit køn og sit medlemskab af det forbudte Iranske Kurdiske Demokratiske Parti (DPIK).
Hun oplyste endvidere, at hun ved indrejsen i Sverige oprindeligt havde haft til hensigt at tage på ferie, men, at hun valgte at søge asyl, da hun under opholdet i Sverige hørte, at de iranske myndigheder havde søgt efter hende på hendes arbejde. I tilknytning til ansøgningen om asyl vedlagde Bolouri dokumentation for sin tilknytning til DPIK.
De svenske myndigheder meddelte imidlertid Bolouri afslag på asyl, idet man fandt, at hendes historie var utroværdig. Hun blev senere også meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse. I juli 1995 optrådte Bolouri i et TV-interview, hvor hendes baggrund og frygt for forfølgelse i Iran blev nævnt. Senere i juli 1995 blev hun udsendt af Sverige.
Påstanden:
Bolouri indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder havde krænket artikel 3, da hun blev udvist til Iran, idet hun dér bl.a. risikerede at blive udsat for behandling i strid med artiklen. Hun henviste i den forbindelse særligt til TV-udsendelsen i Sverige.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste Bolouris klage som åbenbart ugrundet. Kommissionen fandt indledningsvis, at der, på grund af adskillige divergenser, var grund til at tvivle på Bolouris troværdighed. Kommissionen bemærkede endvidere, at de svenske myndigheder havde erfaring i at behandle asylsager fra det store antal iranske asylansøgere i Sverige, og at opholdstilladelse undertiden meddeltes. Kommissionen bemærkede også, at de svenske myndigheder ved deres afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse lægger vægt på stort set de samme forhold som Kommissionen lægger vægt på ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger en risiko for artikel 3 relevant behandling i hjemlandet. Kommissionen fandt endelig, at den svenske afgørelse tilsyneladende blev truffet efter en omhyggelig sagsbehandling.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666557&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
M og familie mod Schweiz (appl. 27683/95 EMK kendelse, afsagt den 6. september 1995)
Sagsfremstilling:
M og familie var iranske statsborgere, der indrejste i Schweiz i løbet af 1991, hvor de søgte asyl. M indrejste sammen med sin ene datter og oplyste, at han havde været modstander af det iranske styre, og at han havde forladt den iranske hær på grund af chikane. De schweiziske myndigheder meddelte imidlertid M og familien afslag på asyl. Ved afgørelsen lagde de schweiziske myndigheder dels vægt på, at det af de dokumenter, M havde vedlagt, fremgik, at M havde forladt militæret frivilligt, og at hans overordnede ikke havde modsat sig det og dels, at det forekom usandsynligt, at M kunne udrejse af lufthavnen i Teheran blot ved at bestikke en embedsmand.
M og familien klagede herefter til UNHCR i Genevé. Da familien ikke modtog noget svar, besatte de, sammen med andre personer, i oktober 1993, Højkommissærens kontor. Episoden blev omtalt i adskillige schweiziske aviser, hvoraf den ene nævnte M’s navn.
I forbindelse med en anmodning om genåbning af sagen vedlagde M og familien fotografier af M under diverse demonstrationer imod en iranske styre, samt et brev fra det Iranske Nationale Modstandsråd, der frarådede de schweiziske myndigheder at udvise M til Iran. De schweiziske myndigheder stadfæstede imidlertid afslaget til M og familien.
Påstanden:
M og familien indbragte Schweiz for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de schweiziske myndigheder ville krænke artikel 3 ved at udvise familien til Iran, idet de dér risikerer en behandling i strid med artikel 3. Familien henviste i den forbindelse særligt til billederne af M, der var blevet taget under demonstrationerne imod det iranske styre, og til brevet fra det Iranske Nationale Modstandsråd.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste klagen som åbenbart ugrundet. Kommissionen bemærkede indledningsvis, at klagerne ikke havde vedlagt nogen dokumentation for, at de var nødsaget til at forlade Iran på grund af frygt for overgreb. Kommissionen noterede sig i den forbindelse, at de schweiziske myndigheder omhyggeligt havde taget stilling til M’s anbringender. For så vidt angik brevet fra Modstandsrådet bemærkede Kommissionen, at det ikke indeholdt nogen konkret information om den påståede forfølgelse af M og vedrørende billederne af M, taget under diverse demonstrationer, bemærkede Kommissionen blot, at klagerne ikke havde fremlagt nogen former for bevis på, at de iranske myndigheder skulle lede efter M på grund af deltagelsen i demonstrationerne.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666472&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Nikham mod Sverige (appl. 23446/94 EMK kendelse, afsagt den 12. oktober 1994)
Sagsfremstilling:
Den iranske statsborger, Nikham, indrejste i Sverige i august 1992 efter at være blevet meddelt opholdstilladelse i henhold til de svenske regler om familiesammenføring. I juni 1993 blev han idømt tre års fængsel for handel med narkotika og 10 års indrejseforbud i Sverige. Under sagen opponerede Hikham mod udvisningen, i det han bl.a. gjorde gældende, at familien hjemme i Iran havde truet ham. Under appelsagen oplyste Nikham endvidere, at han i tilfælde af udvisning risikerede at blive straffet i Iran for at have hjulpet sin hustru ud af Iran, og at han risikerede at blive forfulgt på grund af sin tilknytning til den afsatte Shah og sin tilknytning til trosretningen Bahai. De svenske myndigheder fandt imidlertid ikke, at der var nogen hindringer for Nikhams udvisning til Iran.
Påstanden:
Nikham indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder ville krænke artikel 3 ved at udvise ham til Iran, idet han dér risikerede overgreb i strid med artikel 3.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste Nikhams klage som åbenbart ugrundet. Kommissionen lagde ved afgørelsen vægt på, at Nikham først sent i forløbet havde oplyst, at han frygtede overgreb på grund af sine politiske og religiøse anskuelser i Iran selvom intet havde forhindret ham i tidligere at have oplyst herom. På den baggrund fandt Kommissionen, at der var grundlag for ar betvivle troværdigheden i Nikhams påstande.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666153&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Vilvarajah m.fl. mod UK (appl. 13164/87 EMD dom, afsagt den 30. oktober 1991)
Sagsfremstilling:
Fem tamilske srilankanske statsborgere, herunder Vilvarajah, indrejste i UK i henholdsvis februar og juni 1987, hvor de indgav ansøgninger om asyl. I ansøgningerne om asyl henviste tamilerne til, at de havde været udsat for forskellige overgreb og på den baggrund ikke længere fandt det sikkert at opholde sig på Sri Lanka. Medlemsstatens myndigheder meddelte imidlertid de tamilske mænd afslag på asyl, idet man ikke fandt, at de var tilstrækkeligt individuelt forfulgte til at opfylde betingelserne for at få asyl i henhold til Flygtningekonventionen. Henholdsvis den 10. februar og 12. februar 1988 blev de tamilske mænd udvist til Sri Lanka. Efter tilbagekomsten til Sri Lanka blev de fem tamiler i marts 1989 efter anke meddelt asyl i henhold til flygtningekonventionen i UK, hvortil de kort efter returnerede.
Påstanden:
De fem tamilske mænd indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder havde krænket artikel 3, da de blev udvist til Sri Lanka, idet de dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen fastslog indledningsvis, at det i henhold til international ret som udgangspunkt tilkommer de enkelte stater at kontrollere indrejse, ophold og udvisning af udlændinge, og at hverken konventionen eller dens tillægsprotokoller indeholder nogen ret til politisk asyl (pkt. 102).
Domstolen bemærkede imidlertid også, at den i Cruz Varas-dommen (se ovenfor) fastslog, at udvisningen af en udlænding, på trods af friheden til at bestemme over udlændinges adgang til territoriet, kan rejse spørgsmål i henhold til artikel 3, hvor der er vægtige grunde til at antage, at der foreligger en reel risiko for, at den pågældende udlænding risikerer behandling i strid med artikel 3 i modtagerstaten (pkt. 103). Domstolen udtalte videre, at den til brug for ovennævnte risikovurdering vil benytte sig af alle foreliggende oplysninger, men at en konkret sag som udgangspunkt skal vurderes i forhold til de oplysninger, som pågældende stat var i besiddelse af på det tidspunkt, hvor udvisningen blev effektueret (pkt. 107).
Domstolen fandt ikke, at medlemsstatens myndigheder havde krænket artikel 3 ved udvisningen af de fem tamiler til Sri Lanka i februar 1988. Ved afgørelsen lagde domstolen indledningsvis vægt på, at selvom der fortsat på udvisningstidspunktet var uroligt på den nordlige og østlige del af Sri Lanka, så var der sket en bedring af situationen (pkt. 109). Domstolen lagde også vægt på, at UNCHR på daværende tidspunkt havde påbegyndt repatriering, og at mange tamilske flygtninge frivilligt var vendt tilbage til Sri Lanka (pkt. 110). Domstolen lagde endvidere vægt på, at der ikke var noget, der indikerede, at de fem hjemsendte tamiler var dårligere stillet/mere udsatte end andre tamiler eller andre unge tamilske mænd, der vendte hjem fra udlandet. Domstolen anerkendte, at situationen i Sri Lanka på udvisningstidspunktet fortsat var uklar, og at der derfor på den baggrund var en risiko for, at de fem tamiler blev tilbageholdt og mishandlet efter hjemsendelsen. Domstolen fandt imidlertid ikke, at det faktum, at der blot eksisterede en sådan mulighed for mishandling, under de givne omstændigheder, i sig selv var nok til, at anse artikel 3 for krænket (pkt. 111). Domstolen fandt ikke, at det faktum, at tre af de fem tamiler efter deres hjemsendelse angiveligt blev udsat for behandling i strid med artikel 3, kunne føre til et andet resultat. Domstolen lagde herved vægt på, at ingen af de tre omhandlede tamiler havde særlige kendetegn (”special distinguishing features”) der gjorde, at medlemsstatens myndigheder kunne eller burde have forudset, at de blev mishandlet (pkt. 112).
Domstolen kritiserede, at to af tamilerne ved udvisningen ikke var forsynet med identitetskort, hvorved deres færden internt i Sri Lanka blev besværliggjort, uden dog at finde, at artikel 3 på den baggrund var krænket (pkt. 113).
Afslutningsvis lagde domstolen vægt på den viden og erfaring medlemsstatens myndigheder havde i behandlingen af asylsager fra personer fra Sri Lanka samt, at medlemsstatens myndigheder ved deres afgørelse havde vurderet den enkelte tamilers personlige forhold i lyset af den generelle situation i Sri Lanka og det derboende tamilske samfund (pkt. 114).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695590&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Cruz Varas m.fl. mod Sverige (appl. 15576/89 EMD dom, afsagt den 20. marts 1991)
Sagsfremstilling:
Den chilenske statsborger Cruz Varas indrejste i januar 1987 i Sverige, hvor han søgte asyl. Hans hustru og parrets søn indrejste efterfølgende i juni 1987. Som motiv for sin ansøgning om asyl henviste Varas til, at han havde været medlem af det chilenske socialistparti indtil kuppet i 1973, at han havde været tilbageholdt i to dage i 1976, og at han havde deltaget i flere demonstrationer og to generalstrejker. De svenske myndigheder meddelte Varas afslag på asyl, idet man ikke fandt, at han havde været tilstrækkeligt politisk profileret til, at han på den baggrund burde frygte forfølgelse. Varas indgav en ny asylansøgning og oplyste, at han i øvrigt havde udøvet hemmelige politiske aktiviteter og havde været udsat for tortur. De svenske myndigheder meddelte imidlertid igen Varas afslag på asyl under henvisning til, at han havde forklaret divergerende og utroværdigt, idet han først sent i forløbet fortalte, at han havde udøvet hemmelige politiske aktiviteter og været udsat for tortur. I oktober 1989 blev Cruz Varas udsendt til Chile med sin familie.
Påstanden:
Varas indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder krænkede artikel 3 ved at udvise ham til Chile, idet han dér havde været i risiko for at blive udsat for tortur af de chilenske myndigheder, og idet det var traumatisk for ham at vende tilbage til det land, hvor han tidligere havde været udsat for tortur.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav ikke Varas medhold i, at Sverige havde krænket artikel 3, idet den ikke fandt, at der samlet set forelå vægtige grunde til at antage, at der var en reel risiko for, at Varas ved returneringen til Chile i oktober 1989 ville blive udsat for en behandling i strid med artikel 3 (pkt. 82).
Domstolen lagde ved afgørelsen indledningsvis vægt på, at der herskede tvivl om Varas troværdighed, idet han først efter ca. 18 måneder, og to asylsamtaler oplyste, at han havde udøvet hemmelige politiske aktiviteter og havde været udsat for tortur (pkt. 78). Domstolen lagde også vægt på, at en politisk udvikling var undervejs i Chile på udvisningstidspunktet, at den politiske situation var blevet forbedret, og at flere chilenske flygtninge var vendt frivilligt hjem (pkt. 80). Endelig lagde Domstolen vægt på, at de svenske myndigheder var i besiddelse af særlig viden om Chile og havde opnået en vis erfaring i at behandle asylsager fra et stort antal chilenske asylsøgere, der var kommet til Sverige siden 1973. Man fandt således, at den endelige afgørelse om at udvise Varas var truffet efter de svenske immigrationsmyndigheders omhyggelige undersøgelser af sagen (pkt. 81).
For så vidt angik Varas påstand om, at det var traumatisk for ham at vende tilbage til Chile, fordi han tidligere havde været udsat for tortur, bemærkede domstolen blot, at der ikke var vægtige grunde til at antage, at Varas reelt havde noget at frygte ved sin tilbagevenden til Chile (pkt. 84).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695551&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Soering mod UK (appl. 14038/88 EMD dom, afsagt den 7. juli 1989)
Sagsfremstilling:
Den tyske statsborger Jens Soering, født den 1. august 1960, blev i april 1986 tilbageholdt i UK på baggrund af en mistanke om checkforfalskning. I august 1986 anmodede de amerikanske myndigheder om at få udleveret Soering til retsforfølgning i USA, hvor han ville blive tiltalt for drab på sin kærestes forældre i den amerikanske delstat Virginia. Medlemsstatens myndigheder besluttede i august 1988 at imødekomme den amerikanske anmodning om udlevering. Det bemærkes, at UK ikke på daværende tidspunkt havde underskrevet 6. tillægsprotokol vedrørende afskaffelsen af dødsstraf, jf. afsnit 13.
Påstanden:
Soering indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udleveret til USA, idet han dér risikerede dødsstraf, og derfor også risikerede at skulle opholde sig på den såkaldte ”dødsgang”, inden eksekveringen af en eventuel dødsstraf, hvorved han ville blive udsat for en behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen skulle indledningsvis tage stilling til, hvorvidt artikel 3 overhovedet kan finde anvendelse i sager om udlevering af en person til en stat, hvor pågældende vil blive udsat for en behandling i strid med artikel 3. Domstolen fandt, at en udlevering af en person til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at denne vil være i fare for at blive udsat for tortur, vil være uforenelig med konventionens grundlæggende formål og ånd og de fundamentale værdier i de demokratiske samfund, uanset hvor modbydelig en forbrydelse pågældende person angiveligt har begået (pkt. 88).
Domstolen bemærkede herefter, at de amerikanske forbundsmyndigheder ikke i tilstrækkelig grad kunne garantere, at der ikke under straffesagen i Virginia ville blive nedlagt påstand om dødsstraf (pkt. 98).
Domstolen genkaldte sig, at mishandling, herunder straf, skal overskride et vis minimum af intensitet for at være omfattet af forbudet i artikel 3, og at denne vurdering i alle tilfælde er relativ og afhænger af alle sagens omstændigheder, herunder baggrunden for den pågældende behandling eller straf, måden hvorpå den udøves, varigheden, de fysiske og psykiske følger og i nogle tilfælde ofrets køn, alder og helbredstilstand (pkt. 100). Domstolen udtalte også, at for at en given straf kan karakteriseres som umenneskelig og nedværdigende, må den påførte lidelse og ydmygelse under alle omstændigheder overgå den lidelse og ydmygelse, der er uløseligt forbundet med enhver legitim straf. Domstolen udtalte videre, at der i denne vurdering ikke blot indgår omfanget af den fysiske smerte, men også en vurdering af det tidsrum, der forløber, inden straffen fuldbyrdes, og den grad af ængstelse den dømte føler, mens han afventer den kommende straffuldbyrdelse (pkt. 100).
Domstolen fastslog herefter, at den blotte udlevering af en person til dødsstraf ikke strider imod artikel 3 (pkt. 101-103). Det bemærkedes i den forbindelse, at en sådan konklusion ville være dårligt forenelig med konventionens artikel 2 (1), der indeholder en snæver adgang til dødsstraf, samt konventionens tillægsprotokol nr. 6, der forbyder dødsstraf, og som må antages at indeholde en ny rettighed, det står medlemsstaterne frit for at forpligte sig til at beskytte. Samme sted udtalte domstolen imidlertid også, at de nærmere omstændigheder vedrørende eksekveringen af en dødsstraf kan rejse spørgsmål i henhold til artikel 3, det være sig måden hvorpå dødsstraffen eksekveres, den dømtes personlige forhold, manglende proportionalitet i forhold til den begåede kriminalitet og de forhold hvorunder en dødsdømt afventer fuldbyrdelsen af sin straf (pr. 104).
Domstolen fandt i den konkrete sag, at den behandling Soering risikerede at ville blive udsat for i USA var i strid med artikel 3, hvorfor medlemsstatens myndigheder ville krænke artiklen, hvis den udleverede ham (pkt. 111). Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at det gennemsnitlige ophold på ”dødsgangen” i delstaten Virginia var mellem seks til otte år, at afsoningsforholdene i det fængsel hvor Soering måtte antages at skulle afvente eksekveringen af sin straf var psykisk belastende samt, at Soering blot var 18 år og sandsynligvis psykisk uligevægtig, da de drab, han var mistænkt for at have begået, fandt sted (pkt. 106-109). Domstolen bemærkede endeligt, at det hensyn der skulle tilgodeses ved udleveringen af Soering til USA, kunne tilgodeses på anden vis (pkt. 111).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695496&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
4. Udvisning af udlændinge begrundet i hensynet til den offentlige orden, herunder statens sikkerhed / ”tålt ophold”
Menneskerettighedsorganerne har i klare vendinger statueret, at forbudet imod udsendelse af udlændinge, der i modtagerstaten risikerer en behandling i strid med artikel 3, er absolut og gælder uanset pågældende udlændings eventuelle kriminelle aktiviteter eller den fare for værtslandets nationale sikkerhed personen måtte udgøre.
Ved at fastslå, at beskyttelsen i henhold til artikel 3 er absolut og beskytter enhver, uanset kriminelle aktiviteter begået i udlandet eller værtslandet og uanset den eventuelle fare for den nationale sikkerhed den pågældendes tilstedeværelse måtte udgøre, har Menneskerettighedsdom-stolen samtidig statueret, at beskyttelsen i henhold til artikel 3 er mere vidtgående end beskyttelsen i henhold til Flygtningekonventionens artikel 33, hvoraf fremgår, at en flygtning fortaber sine rettigheder efter Flygtningekonventionen, hvis pågældende i værtslandet udgør en sikkerhedsrisiko eller, på grund af en begået forbrydelse, udgør en fare for samfundet.
Domstolen fandt i Soering-sagen, at en udlevering af en person til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at denne vil være i fare for at blive udsat for tortur, ville være svært foreneligt med konventionens grundlæggende formål og ånd og de fundamentale værdier i de demokratiske samfund, uanset hvor modbydelig (henious) en forbrydelse den pågældende angiveligt har begået.
Domstolen fandt ligeledes i Chalal-sagen ikke, at hensynet til statens sikkerhed kunne retfærdiggøre udvisningen af en person, der risikerede behandling i strid med artikel 3 i Indien, ligesom den i sagerne Ahmed mod Østrig og H.L.R. mod Frankrig afviste, at pågældende stater kunne udvise udlændinge, der risikerede behandling i strid med artikel 3 i deres hjemlande, på grund af kriminalitet begået i værtslandet og den fare for værtslandet de på den baggrund blev anset for at udgøre.
I sagen Jorge Antonio Paez mod Sverige slog Kommissionen endvidere fast, at den absolutte beskyttelse i artikel 3 også hindrer udsendelsen af udlændinge, der, på grund af forbrydelser begået i hjemlandet, er blevet udelukket fra flygtningestatus i henhold til Flygtningekonventionens udelukkelsesgrunde i artikel 1 F.
Se nævnte afgørelser er beskrevet nærmere nedenfor.
Artikel 3 hindrer imidlertid ikke staterne i at udvise udlændinge efter endt strafafsoning, hvis der ikke længere er vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at udlændingen risikerer behandling i strid med artikel 3 i modtagerlandet. I Amrollahi mod Danmark (beskrevet nærmere nedenfor) afviste Domstolen således en klage fra en iransk statsborger, der havde asyl i Danmark og var blevet udvist på grund af narkotikakriminalitet, som ”åbenbart ugrundet”. Domstolen fremhævede, at Amrollahi havde fået asyl, fordi han på daværende tidspunkt opfyldte betingelserne herfor. Domstolen anså det imidlertid ikke længere for godtgjort, at han fortsat risikerede dødsstraf eller anden alvorlig straf som følge af sin tidligere militærunddragelse, eller at han på anden vis ville blive retsforfulgt i Iran, og herved udsat for en behandling i strid med artikel 3.
Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.
Saadi mod Italien (appl.. 37201/06 EMD dom, afsagt den 28. februar 2008)
Sagsfremstilling:
Den tunesiske statsborger Nassim Saadi indrejste på et tidspunkt mellem 1996 og 1999 i Italien og blev i december 2001 meddelt opholdstilladelse med gyldighed til oktober 2002. I oktober 2002 blev klageren varetægtsfængslet på mistanke om involvering i international terrorisme. Ved en italiensk domstol blev klager i maj 2005 idømt fire år og seks måneders fængsel for sammensværgelse, falskneri og hæleri samt udvist af Italien. Det fandtes ikke bevist, at klagerens handlinger eller hensigter var omfattet af definitionen på terrorisme. Dommen blev anket af såvel klageren som anklagemyndigheden, og det første retsmøde i ankesagen blev planlagt til oktober 2007. Ligeledes i maj 2005 blev klageren ved en militærdomstol i Tunesien idømt 20 års fængsel in absentia for medlemskab af en terrororganisation i udlandet og for opfordringer til terrorisme. I august 2006 traf den italienske indenrigsminister afgørelse om udvisning af klageren til Tunesien under henvisning til en lov om bekæmpelse af international terrorisme. Klageren søgte herefter asyl under henvisning til, at den tunesiske dom var politisk og at han frygtede at blive udsat for tortur. Ansøgningen blev afvist under henvisning til, at klageren udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed.
Efter sagens indbringelse for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol modtog Italien en erklæring fra de tunesiske myndigheder om, at Tunesien havde tiltrådt relevante internationale traktater og konventioner.
UK intervenerede i sagen for Domstolen og gjorde blandt andet gældende, at der måtte kræves en højere grad af bevismæssig sikkerhed for, at der forelå en reel risiko for konventionsstridig behandling i tilfælde af tvangsmæssig udsendelse, når en person fandtes at udgøre en trussel mod statens sikkerhed.
Påstanden:
Klageren gjorde gældende, at det var almindelig kendt, at terrormistænkte personer i vidt omfang blev udsat for tortur i Tunesien, ligesom det fremgik af baggrundsmaterialet, at tortur var forekommende i Tunesien, og at tilbagesendte personer var forsvundet. Hans familie i hjemlandet var gentagne gange blevet opsøgt af politiet og truet som følge af klagerens sag. I lyset af den alvorlige risiko, han ville blive udsat for, hvis han blev udsendt, kunne den diplomatiske garanti fra Tunesien ikke anses som tilstrækkelig beskyttelse.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav klageren medhold i sin klage. Domstolen fastslog, at da forbudet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er absolut uden hensyn til en persons opførsel, er arten af den lovovertrædelse, som klageren angivelig har begået, irrelevant i relation til artikel 3 (præmis 127). En persons opførsel kan, uanset hvor uønsket eller farlig den er, ikke tages i betragtning ved vurderingen efter artikel 3, og beskyttelsen efter artikel 3 er således bredere end beskyttelsen efter artiklerne 32 og 33 i Flygtningekonventionen (præmis 138). Domstolen afviste den intervenerende stats påstand om, at der må kræves en højere grad af bevis for, at der foreligger en reel risiko for tortur ved tvangsmæssig udsendelse, når den pågældende findes at udgøre en alvorlig trussel mod samfundet, eftersom risikovurderingen er uafhængig heraf (præmis 139), samt at den fremsatte påstand er uforenelig med den absolutte karakter af beskyttelsen i henhold til artikel 3 (præmis 140).
Domstolen fandt, at der var vægtige grunde til at antage, at klageren var i en reel risiko for at blive udsat for behandling uforenelig med artikel 3, hvis han blev udsendt til Tunesien (præmis 146). Som begrundelse herfor henviste domstolen til baggrundsmateriale, hvoraf det fremgik, at terrormistænkte personer i vidt omfang udsættes for tortur og anden mishandling i de tunesiske myndigheders varetægt (præmis 143), at klageren var blevet retsforfulgt i Italien for deltagelse i international terrorisme, udvist under henvisning til en lov om bekæmpelse af international terrorisme samt idømt tyve års fængsel in absentia i Tunesien for medlemskab af en terrororganisation (præmis 144).
Selvom Tunesien erklærede at have tiltrådt relevante internationale traktater og konventioner, fandt domstolen ikke, at dette i sig selv var tilstrækkeligt til at sikre beskyttelse mod behandling i strid med artikel 3, når der forelå troværdige baggrundsoplysninger om åbenbar konventionsstridig myndighedspraksis (præmis 147). Domstolen bemærkede endvidere, at selv om der foreligger en diplomatisk garanti fra modtagerstaten, vil Domstolen ikke være afskåret fra at foretage en konkret vurdering af, om garantien udgør en tilstrækkelig sikkerhed for beskyttelse mod konventionsstridig behandling (præmis 148).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?item=1&portal=hbkm&action=html&highlight=&sessionid=37167224&skin=hudoc-en
Davood Amrollahi mod Danmark (appl. 56811/00 EMD kendelse, afsagt den 28. juni 2001)
Sagsfremstilling:
Davood Amrollahi, der er iransk statsborger, indrejste i Danmark i august 1989, hvor han søgte asyl. I henhold til den daværende praksis, hvorefter alle asylansøgere fra Iran, der var deserteret fra det iranske militær før våbenhvilen mellem Iran og Irak i sommeren 1988, blev meddelt opholdstilladelse, fik Amrollahi i oktober 1990 opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. I august 1994 blev opholdstilladelsen gjort permanent. I oktober 1997 blev Amrollahi idømt tre års fængsel for narkotikakriminalitet og udvist.
Umiddelbart inden løsladelsen, og den planlagte udvisning, indbragte Amrollahi afgørelsen om udvisning til de danske udlændingemyndigheder og gjorde gældende, at han risikerede dødsstraf eller anden alvorlig straf for deserteringen i Iran, og at han risikerede dobbeltstraf, idet han i henhold til islamisk ret i Iran risikerede at blive straffet for den begåede narkokriminalitet. De danske udlændingemyndigheder fandt imidlertid ikke, at der var noget til hinder for udvisningen og lagde ved afgørelsen vægt på, at det af et høringssvar fra det danske udenrigsministerium fremgik, at iranske statsborgere, trods hjemmel hertil, meget sjældent blev straffet i Iran for forbrydelser, de havde begået i udlandet, og at der i øvrigt ikke var nogen grund til at antage, at de iranske myndigheder var blevet bekendt med Amrollahis kriminalitet.
Påstand:
Amrollahi indbragte Danmark for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde bl.a. gældende, at de danske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til Iran, idet han dér bl.a. risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav ikke Amrollahi medhold og afviste klagen som åbenbart ugrundet. Domstolen fandt ikke, at der var vægtige grunde til at antage, at der var en reel risiko for, at Amrollahi ville blive udsat for en behandling i strid med artikel 3 i Iran. Det blev ved afgørelsen indledningsvis bemærket, at Amrollahi oprindeligt fik opholdstilladelse i henhold til en tidligere praksis, og at der ikke var noget i sagen, der indikerede, at han i Iran risikerede dødsstraf eller anden uproportional straf for militærdeserteringen. Domstolen fandt heller ikke, at Amrollahi risikerede dobbeltstraf i Iran. Ved denne afgørelse lagde Domstolen, ligesom de danske myndigheder, vægt på, at et høringssvar fra UNHCR oplyste, at den iranske hjemmel til pålæggelse af dobbeltstraf kun meget sjældent bliver benyttet og, at der i øvrigt ikke var noget, der indikerede, at de iranske myndigheder var bekendt med, at Amrollahi havde begået og var blevet dømt for narkotikakriminalitet.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=670119&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
H.L.R. mod Frankrig (appl. 24573/94 EMD dom, afsagt den 29. april 1997)
Sagsfremstilling:
Den colombianske statsborger H.L.R. blev i maj 1989 anholdt af fransk politi, mens han var i transit, med 580 gram kokain. Under de efterfølgende afhøringer afgav H.L.R. vidneforklaring om narkoforsendelsens bagmænd og om H.B., der havde rekrutteret ham. På baggrund af hans oplysninger lykkedes det Interpol at anholde H.B., der blev idømt to år og otte måneders fængsel og efterfølgende udvist til Colombia. H.L.R. blev selv idømt fem års fængsel og udvist af Frankrig for bestandig. I forbindelse med endt afsoning i 1994 meddelte H.L.R., at han, hvis han blev udvist til Colombia, risikerede at falde i hænderne på de kriminelle narkobander, han havde videregivet oplysninger om og derfor risikerede en behandling i strid med artikel 3 i Colombia. Han henviste i den forbindelse til, at hans tante i Colombia ved flere lejligheder var blevet opsøgt af H.B., der i mellemtiden var blevet løsladt og sendt tilbage til Colombia, der ventede på at hævne sig. H.L.R. oplyste endvidere, at det ikke var muligt for ham at få den fornødne beskyttelse af de colombianske myndigheder, eftersom de colombianske narkobander havde infiltreret det colombianske sikkerhedsapparat, og der herskede udbredt korruption i det juridiske system.
Påstanden:
H.L.R. indbragte Frankrig for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de franske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til Colombia, idet han dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen fastslog indledningsvis i lighed med kommissionens bemærkninger i Ahmed-sagen, at artikel 3, pga. sin absolutte natur, også kan beskytte personer, der frygter mishandling, der udgår fra personer eller grupper af personer, der ikke er tilknyttet staten. Domstolen gav imidlertid også udtryk for, at det i så fald må påvises, at faren for mishandling er reel, og at den modtagende stats myndigheder er ude af stand til at forebygge risikoen ved at tilbyde den fornødne beskyttelse (pkt. 40).
Domstolens flertal fandt ikke, at der forelå vægtige grunde til at antage, at H.L.R. ville være i reel risiko for at blive behandlet i strid med artikel 3 i Colombia. Domstolen bemærkede i den forbindelse, at de voldelige tilstande i Colombia ikke i sig selv bevirkede, at en udvisning af H.L.R. krænkede artikel 3 (pkt. 41). Domstolen bemærkede også, at der ikke fandtes oplysninger til støtte for H.L.R.’s påstand om, at han, i tilfælde af en udvisning, ville være mere udsat end andre colombianere, selvom det af baggrundsoplysningerne fremgik, at narkobanderne af og til hævnede sig på angivere (pkt. 42). Domstolen fandt ej heller, at H.L.R. i tilstrækkelig grad havde påvist, at de colombianske myndigheder, på trods af deres problemer med at begrænse volden, skulle være ude af stand til at yde ham den fornødne beskyttelse.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen gav, modsat domstolens flertal, H.L.R. medhold i, at det måtte anses som usandsynligt, at de colombianske myndigheder var i stand til at yde ham den fornødne beskyttelse imod de narkohandlere, han havde videregivet oplysninger om, og at det på den baggrund ville stride imod artikel 3 at udvise ham til Colombia (pkt. 31).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695918&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Ahmed mod Østrig (appl. 25964/94 EMD dom, afsagt den 17. december 1996. EMK kendelse, afsagt den 5. juli 1995)
Sagsfremstilling:
Den somaliske statsborger Ahmed blev i maj 1992 meddelt asyl i Østrig i henhold til Flygtningekonventionen, idet de østrigske myndigheder fandt, at han risikerede forfølgelse i Somalia og, at han ikke kunne pålægges at vende hjem på grund af sine aktiviteter i en oppositionsgruppe og på grund af den generelle situation i Somalia.
I august 1993 blev Ahmed dømt for væbnet røveri. Efterfølgende inddrog de østrigske myndigheder hans opholdstilladelse i henhold til Flygtningekonventionens artikel 33 (2), og han blev udvist af Østrig. Ved afgørelsen om udvisning lagde de østrigske myndigheder vægt på, at hans fortsatte tilstedeværelse i Østrig udgjorde en fare for landets sikkerhed og på, at han ikke længere nærede en velbegrundet frygt for forfølgelse i Somalia. Den pågældende østrigske myndighed henviste til, at der på daværende tidspunkt ikke eksisterede nogen statslige myndigheder i Somalia, og at myndigheden efter fast praksis alene tildelte flygtningestatus til personer, der frygtede overgreb fra hjemlandets myndigheder og ikke private.
Påstanden:
Ahmed indbragte Østrig for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de østrigske myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udvist til Somalia, idet han dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gentog indledningsvis, at den absolutte karakter af forbudet imod tortur i artikel 3 bevirker, at den heri indeholdte beskyttelse udstrækkes til enhver person, uagtet pågældende persons uønskede og farlige handlinger i værtslandet (pkt. 39). Domstolen fastslog på den baggrund, i lighed med Chalal-dommen, at beskyttelsen i henhold til artikel 3 er mere vidtgående end beskyttelsen efter artikel 33 i Flygtningekonventionen (pkt. 41).
Domstolen fandt herefter, at Østrig ville krænke artikel 3 i tilfælde af, at Ahmed blev udvist til Somalia. Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at de østrigske myndigheder allerede én gang havde meddelt Ahmed asyl, og herved vurderet, at han i Somalia risikerede asylrelevant forfølgelse, og at der ikke siden denne afgørelse blev truffet, var sket nogen markante forbedringer i sikkerhedssituationen i Somalia (pkt. 44).
Kommissionens bemærkninger:
Kommissionen udtalte i sin afgørelse, at artikel 3 også kan beskytte mishandling, der udgår fra andre end statslige myndigheder. Kommissionen udtalte, at det afgørende vil være, hvorvidt de personer eller organer, hvorfra pågældende mishandling udgår, besidder en væsentlig magt i staten (pkt. 68). Kommissionen afviste på den baggrund, at Østrig kunne ”nøjes” med at konkludere, at somaliske statsborgere ikke risikerede behandling i strid med artikel 3 i Somalia, idet der ingen statslige autoriteter eksisterede til at udøve den pågældende mishandling.
For Kommissionens bemærkninger se:
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666237&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
For Domstolens bemærkninger se:
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695878&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Jorge Antonio Paez mod Sverige (appl. 29482/95 EMK kendelse, afsagt den 6. december 1996)
Sagsfremstilling:
Jorge Antonio Paez, der er peruviansk statsborger, indrejste i Sverige den 12. februar 1991, hvor han søgte asyl. Han henviste til, at han og adskillige andre familiemedlemmer i Peru havde været politiske aktive i oppositionsbevægelsen ”Den lysende Sti”. De svenske myndigheder fandt, at ansøgeren som følge af familiens omfattende politiske aktiviteter kunne meddeles de-facto status men, at han i henhold til Flygtningekonventionens artikel 1 F var udelukket fra asyl, på grund af aktiviteterne i ”Den lysende Sti”.
Påstand:
Paez indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til Peru, idet han dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen udtalte indledningsvis, at beskyttelsen i henhold til EMRK artikel 3 er absolut og beskytter enhver person, uanset personens eventuelle uønskede og farlige handlinger (pkt. 73). Et flertal på 15 mod 14 af Kommissionens medlemmer fandt ikke, at der var vægtige grunde til at antage, at der var en reel risiko for, at Paez risikerede behandling i strid med artikel 3 i Peru. Kommissionen bemærkede i den forbindelse bl.a., at Paez ikke var noget ledende medlem af ”Den lysende Sti” (pkt. 76), at der ikke var fremlagt hverken arrestordre eller anden dokumentation, der indikerede, at de peruvianske myndigheder havde nogen interesse i ham (pkt. 79) og at den peruvianske regering havde gjort mange bestræbelser på at forbedre menneskerettighedssituationen, ikke mindst for personer mistænkt for at være involveret i undergravende virksomhed (pkt. 80).
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen bemærkede, at de svenske myndigheder i juni 1997 havde meddelt såvel Paez som hans broder permanent opholdstilladelse i Sverige, efter FN’s Torturkomité havde givet sidstnævnte medhold i, at det ville krænke FN`s Torturkonvention at udsende ham til Peru. Domstolen fandt på den baggrund, at Paez ikke længere risikerede udsendelse til Peru og følgelig ej heller længere risikerede at blive behandlet i strid med artikel 3. Herefter afviste Domstolen sagen.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=667041&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Chalal mod UK (appl. 22414/93 EMD dom, afsagt den 15. november 1996)
Sagsfremstilling:
Den indiske statsborger Chalal, født i 1948, indrejste illegalt i UK i 1971. I december 1974 opnåede han tidsubegrænset opholdstilladelse. Chalal var sikh, særdeles politisk aktiv og et højt profileret medlem af det sikhiske samfund i UK. I 1985 blev han tilbageholdt af medlemsstatens myndigheder, mistænkt for at have deltaget i planlægningen af et attentatforsøg på Indiens daværende premierminister, Radiv Gandhi, og i 1986 blev han anholdt og afhørt om sin eventuelle deltagelse i planlægningen af mord på moderate sikher i UK. I 1986 blev han idømt seks år og ni måneders fængsel for deltagelse i nogle uroligheder. I 1990 besluttede medlemsstatens myndigheder at udvise Chalal, idet man fandt, at hans fortsatte tilstedeværelse i UK stred imod den offentlige orden, herunder hensynet til statens sikkerhed og den internationale kamp imod terrorisme. Chalal oplyste imidlertid, at han risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til Indien. Han henviste til, at han i 1984, under et ferieophold, i Indien var blevet tilbageholdt, at hans politiske aktiviteter i UK og forbindelser til sikhiske bevægelser gjorde, at han ville blive forfulgt af myndighederne i Punjab, og at flere af hans slægtninge i Indien havde været anholdt og tortureret, netop på grund af hans politiske aktiviteter i UK.
Medlemsstatens myndigheder fandt imidlertid ikke, at Chalal i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at han ville blive udsat for forfølgelse i Indien. Herudover var medlemsstatens myndigheder af den opfattelse, at Chalal ikke var berettiget til eventuel beskyttelse i UK på grund af den trussel imod den nationale sikkerhed han udgjorde, uanset om det måtte lægges til grund, at han ville blive forfulgt i Indien.
Påstanden:
Chalal indbragte UK for menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udvist til Indien, idet han dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
For domstolen argumenterede medlemsstatens myndigheder for, at beskyttelsen i artikel 3 ikke er absolut og at den heri indeholdte beskyttelse ikke bør udstrækkes til udlændinge, der truer den nationale sikkerhed i værtslandet (pkt. 75). Medlemsstatens myndigheder argumenterede alternativt for, at der i vurderingen af, hvorvidt en udvisning af en uønsket udlænding krænker artikel 3, bør foretages en afvejning af den grad af tvivl, der eksisterer vedrørende den mishandling, som en udlænding risikerer at blive udsat for, og den grad af fare pågældende udlænding udgør for statens sikkerhed (pkt. 76).
Domstolen afviste medlemsstatens argumentation og fastslog, at staternes pligt til at undlade at udvise personer til stater, hvor der er vægtige grunde til at antage, at de risikerer behandling i strid med artikel 3, er undtagelsesfri og gælder uden indskrænkninger, uagtet staternes problemer med at beskytte deres samfund imod terrorisme (pkt. 79) og pågældende persons eventuelle uønskede eller farlige aktiviteter. På den baggrund er beskyttelsen i henhold til artikel 3 mere omfattende end beskyttelsen efter artikel 33 i Flygtningekonventionen (pkt. 80).
Domstolen fandt, at Chalal risikerede behandling i strid med artikel 3, hvis medlemsstatens myndigheder udviste ham til Indien. Ved afgørelsen lagde domstolen vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgik, at det lokale politi i Punjab-provinsen forfulgte mistænkte militante sikher i andre dele af Indien end blot Punjab, og at der fortsat var problemer med sikkerhedsstyrkernes overholdelse af menneskerettighederne (pkt. 99-102). Domstolen lagde også vægt på, at det ikke kunne lægges til grund, at den indiske regering ville være i stand til at beskytte Chalal (pkt. 105) og det faktum, at Chalal som en kendt sikh i Indien, ville være yderligere i risiko for overgreb (pkt. 106).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695881&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Soering mod UK (appl. 14038/88 EMD dom, afsagt den 7. juli 1989)
Sagsfremstilling:
Den tyske statsborger Jens Soering, født den 1. august 1960, blev i april 1986 tilbageholdt i UK på baggrund af en mistanke om checkforfalskning. I august 1986 anmodede de amerikanske myndigheder om at få udleveret Soering til retsforfølgning i USA, hvor han ville blive tiltalt for drab på sin kærestes forældre i den amerikanske delstat Virginia. Medlemsstatens myndigheder besluttede i august 1988 at imødekomme den amerikanske anmodning om udlevering.
Påstanden:
Soering indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udleveret til USA, idet han dér risikerede dødsstraf og derfor også risikerede at skulle opholde sig på den såkaldte ”dødsgang” inden eksekveringen af en eventuel dødsstraf, hvorved han ville blive udsat for en behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen skulle indledningsvis tage stilling til, hvorvidt artikel 3 overhovedet kan finde anvendelse i sager om udlevering af en person til en stat, hvor pågældende vil blive udsat for en behandling i strid med artikel 3. Domstolen fandt, at en udlevering af en person til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at denne vil være i fare for at blive udsat for tortur, vil være uforenelig med konventionens grundlæggende formål og ånd og de fundamentale værdier i de demokratiske samfund, uanset hvor modbydelig en forbrydelse pågældende person angiveligt har begået (pkt. 88).
Domstolen bemærkede herefter, at de amerikanske forbundsmyndigheder ikke i tilstrækkelig grad kunne garantere, at der ikke under straffesagen i Virginia ville blive nedlagt påstand om dødsstraf (pkt. 98).
Domstolen genkaldte sig, at mishandling, herunder straf, skal overskride et vis minimum af intensitet for at være omfattet af forbudet i artikel 3, og at denne vurdering i alle tilfælde er relativ og afhænger af alle sagens omstændigheder, herunder baggrunden for den pågældende behandling eller straf, måden hvorpå den udøves, varigheden, de fysiske og psykiske følger og i nogle tilfælde ofrets køn, alder og helbredstilstand (pkt. 100). Domstolen udtalte også, at for at en given straf kan karakteriseres som umenneskelig og nedværdigende, må den påførte lidelse og ydmygelse under alle omstændigheder overgå den lidelse og ydmygelse, der er uløseligt forbundet med enhver legitim straf. Domstolen udtalte videre, at der i denne vurdering ikke blot indgår omfanget af den fysiske smerte, men også en vurdering af det tidsrum der forløber inden straffen fuldbyrdes, og den grad af ængstelse den dømte føler, mens han afventer den kommende straffuldbyrdelse (pkt. 100).
Domstolen fastslog herefter, at den blotte udlevering af en person til dødsstraf ikke strider imod artikel 3 (pkt. 101-103). Det bemærkedes i den forbindelse, at en sådan konklusion ville være dårligt forenelig med konventionens artikel 2 (1), der indeholder en snæver adgang til dødsstraf, samt konventionens tillægsprotokol nr. 6, der forbyder dødsstraf, og som må antages at indeholde en ny rettighed, det står medlemsstaterne frit for at forpligte sig til at beskytte. Samme sted udtalte domstolen imidlertid også, at de nærmere omstændigheder vedrørende eksekveringen af en dødsstraf kan rejse spørgsmål i henhold til artikel 3, det være sig måden hvorpå dødsstraffen eksekveres, den dømtes personlige forhold, manglende proportionalitet i forhold til den begåede kriminalitet og de forhold hvorunder en dødsdømt afventer fuldbyrdelsen af sin straf (pkt. 104).
Domstolen fandt i den konkrete sag, at den behandling, Soering risikerede at ville blive udsat for i USA, var i strid med artikel 3, hvorfor medlemsstatens myndigheder ville krænke artiklen, hvis den udleverede ham (pkt. 111). Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at det gennemsnitlige ophold på ”dødsgangen” i delstaten Virginia var mellem seks til otte år, at afsoningsforholdene i det fængsel hvor Soering måtte antages at skulle afvente eksekveringen af sin straf var psykisk belastende samt, at Soering blot var 18 år og sandsynligvis psykisk uligevægtig, da de drab, han var mistænkt for at have begået, fandt sted (pkt. 106-109). Domstolen bemærkede endeligt, at det hensyn, der skulle tilgodeses ved udleveringen af Soering til USA, kunne tilgodeses på anden vis (pkt. 111).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695496&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
5. Overgreb fra private/ ”agents of persecution”, generelle forhold i hjemlandet
Menneskerettighedsorganerne har i sin praksis fastslået, at EMRK artikel 3 også beskytter imod behandling, der udgår fra andre end statslige myndigheder. Organerne har endvidere fundet, at artikel 3 vil kunne beskytte en person, der i tilfælde af udsendelse skal tilbringe resten af sit liv under særdeles vanskelige forhold, som hverken statslige myndigheder eller private personer er skyld i.
Den mishandling der rammes af forbudet i EMRK artikel 3, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling, udøves som oftest af statslige myndigheder. Det fremgår imidlertid af Menneskerettighedsdomstolens udtalelser i sagen T.I. mod UK (nærmere beskrevet nedenfor), at forbudet mod at udsende personer til lande, hvor der er risiko for, at en person udsættes for overgreb, gælder uanset
”… the source of the risk of the treatment stems from factors which involve the responsibility, direct or indirect, of the authorities of the receiving country. Having regard to the absolute character of the right guaranteed, Article 3 may extend to situations, where the danger emanates from persons or groups who are not public officials, or from the consequences to health from the effects of serious illness ...”
Domstolen og Kommissionen fastslog allerede i H.L.R. mod Frankrig (nærmere beskrevet nedenfor), at en stat kan krænke artikel 3 ved at udvise en person til en stat, hvor pågældende risikerer overgreb i strid med artikel 3 fra personer eller grupper af personer, der ikke er tilknyttet staten, hvor det må antages, at modtagerstatens myndigheder er ude af stand til at forebygge risikoen for overgreb ved at tilbyde den fornødne beskyttelse.
Dette princip har Domstolen ved flere lejligheder efterfølgende cementeret. Se bl.a. Ould Barar mod Sverige (42367/98), Goldstein mod Sverige (46636/99) og Njie mod Sverige (appl. 47956/99).
Tilsvarende må man af Kommissionens udtalelser i afgørelsen Ahmed mod Østrig kunne udlede, at en stat ved udsendelsen af en person til en stat uden statslige myndigheder må være forpligtet til at vurdere, hvorvidt der udgår en fare for behandling i strid med artikel 3 fra private eller grupper af private. Afgørelsen er beskrevet nærmere nedenfor.
I afgørelsen D mod UK (nærmere beskrevet nedenfor) fastslog Domstolen første gang, at artikel 3 også kan finde anvendelse i andre tilfælde end hvor den pågældende behandling, der er i strid med artikel 3, er resultatet af forsætlige handlinger fra statslige myndigheder eller private personer, som myndighederne er ude af stand til at beskytte imod. Den fandt således, at udvisningen af en udlænding, der led af AIDS i udbrud, til St. Kitt, hvor han ville være uden støtte i den sidste del af sit liv, krænkede artikel 3. Domstolen gjorde imidlertid ved samme lejlighed opmærksom på, at der i sagen var tale om helt specielle omstændigheder og at udlændinge, der har afsonet deres straf og afventer udvisning, ikke principielt kan forvente at forblive i værtsstaten, med henblik på at drage nytte af medicinske, sociale eller andre fordele, som staten har stillet til rådighed under udlændingens ophold i fængsel.
I S.C.C. mod Sverige (appl. 46553/99) fandt Domstolen ikke, at de svenske myndigheder krænkede artikel 3 ved at udsende en AIDS-syg zambianer til sit hjemland. Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at klageren havde adgang til AIDS-behandling i Zambia, hvor flere af hans familiemedlemmer i øvrigt boede. I afgørelsen udtalte Domstolen i øvrigt, at Kommissionen i B.B. mod Frankrig (appl. 30930/96) havde fundet , at Frankrig ville krænke artikel 3 ved at udsende en AIDS-syg congolesisk statsborger til Congo, hvor AIDS-behandling ville være mangelfuld.
Tilsvarende anerkendte Domstolen i sagen Bensaid mod UK (nærmere beskrevet nedenfor), at en forværring af en udlændings helbredstilstand, efter en udsendelse, principielt vil kunne falde ind under artikel 3. Domstolen udtalte imidlertid også, at det ikke er afgørende for vurderingen af, hvorvidt artikel 3 finder anvendelse, at forholdene i modtagerstaten er mindre gunstige end i værtslandet, og at der stilles relativt høje krav for at anse en given behandling, der ikke udspringer direkte fra en given stat, for at falde ind under artikel 3.
Nedenfor følger en kort gennemgang af Domstolens afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.
Müslim mod Tyrkiet (appl. 53566/99 EMD dom, afsagt den 26. april 2005)
Sagsfremstilling:
I 1998 ansøgte Ahmad Hassen Müslim, irakisk statsborger og etnisk turkmener, FNs Flygtningehøjkommissariat og de tyrkiske udlændingemyndigheder om flygtningestatus. Som begrundelse for ansøgningen henviste han blandt andet til, at hans fætter og broder var blevet henrettet af politiske årsager, at familiens jord de facto var blevet eksproprieret, og at hans liv, som følge af hans turkmenske afstamning, ville være i fare, såfremt han vendte tilbage til Irak. Han var herudover ved udrejsen forfulgt af den irakiske efterretningstjeneste. Han blev imidlertid ikke tilkendt flygtningestatus, idet FNs Flygtningehøjkommissariat og de tyrkiske udlændingemyndigheder ikke fandt det bevist, at hans frygt for forfølgelse i Irak støttede sig på en af de grunde, der er opregnet i FNs Flygtningekonvention. I februar 2002 blev han dog tildelt ”midlertidig flygtningestatus”. Efter Saddam Husseins regerings fald anmodede Müslim om fornyet behandling af sin ansøgning, idet han henviste til, at turkmenernes situation var blevet forværret siden dette regimes fald.
Påstanden:
Müslim gjorde gældende, at en udvisning af ham til Irak ville bringe ham i risiko for at blive tortureret eller endog dræbt af repræsentanter for Baath partiet. Han henviste i den forbindelse til artikel 2 og 3. Med henvisning til artikel 3 og 8 klagede han endvidere over sin økonomiske situation, der ikke gjorde det muligt for ham at dække sine behov.
De tyrkiske myndigheder henviste til, at Müslim for tiden var i besiddelse af en opholdstilladelse, der var gyldig indtil den 1. maj 2005, og at der ikke var blevet afsagt nogen formel afgørelse om udvisning af ham.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen udtalte indledningsvis, at artikel 3´s absolutte forbud mod mishandling også gælder i sager vedrørende udvisning. For at påvise et eventuelt ansvar for en kontraherende stat, er det nødvendigt at vurdere situationen i modtagerlandet i forhold til kravene i artikel 3.
Domstolen gav herefter ikke klageren medhold i, at en eventuel udvisning af ham til Irak ville sætte ham i en reel risiko for at blive udsat for behandling omfattet af artikel 3. Domstolen bemærkede i den forbindelse, at de beviser, der var blevet fremlagt for domstolen angående klagerens baggrund, på ingen måde godtgjorde, at han ville være i en ringere situation end andre medlemmer af den turkmenske befolkningsgruppe eller endog muligvis end andre indbyggere i Nordirak. Heller ikke broderens illegale, politiske aktiviteter eller de facto ekspropriationen af familiens jord kunne føre til, at klageren var i en reel risiko for at blive udsat for behandling omfattet af artikel 3. Endvidere bemærkede domstolen, at den blotte mulighed for mishandling som følge af en ustabil situation i et land ikke i sig selv medfører en overtrædelse af artikel 3, så meget desto mindre som at der i den foreliggende sag var tale om, at der pågik en demokratisk udvikling i Irak, og at man kunne have forhåbninger om, at dette ville indebære en forbedring af den aktuelle situation.
Domstolen tillagde det herudover vægt, at klagerens seneste ansøgning stadig var under behandling ved FNs flygtningehøjkommissariat, og at de tyrkiske myndigheder havde taget sagen op med henblik på at sikre en acceptabel løsning. Klageren ville desuden ikke kunne sendes tilbage til Irak, forinden der var truffet en formel afgørelse om udvisning, der ville kunne gøres til genstand for administrativ rekurs og i sidste instans kontrol ved de administrative domstole.
Efter at have vurderet klagerens påstande i forhold til artikel 3 fandt domstolen ikke, at der var grund til at vurdere påstandene i forhold til artikel 2.
Domstolen gav endvidere ikke Müslim medhold i, at han på baggrund af sin økonomiske situation i Tyrkiet var blevet udsat for en behandling, der var i strid med artikel 8 eller artikel 3.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=755853&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Arcila Henao mod Nederlandene (appl. 13669/03 EMD kendelse, afsagt den 24 juni 2003)
Sagsfremstilling:
Arcila Henao, der var colombiansk statsborger, blev den 21. juli 1997 i Nederlandene idømt 15 måneders fængsel for narkotikaindsmugling. Heano blev den 22. oktober 1997 udvist med indrejseforbud i 10 år. Den 3. marts 1998 blev Henao udsendt til Colombia. Den 10. december 1998 indrejste Henao imidlertid igen i Nederlandene, hvor han den 31. marts 1999 blev idømt to års fængsel for nye narkotikaforbrydelser. Under afsoningen af denne straf blev det opdaget, at Henao var HIV-positiv, og han påbegyndte medicinsk behandling. Umiddelbart inden sin løsladelse og efterfølgende udvisning til Colombia, ansøgte Henoa om humanitær opholdstilladelse i Nederlandene, idet han henviste til, at han som HIV-positiv i tilfælde af en udvisning til Colombia ville få tilbagefald. De nederlandske myndigheder afviste imidlertid Henoa´s ansøgning og henviste til, at han ville kunne opnå den fornødne medicinske behandling i Colombia, hvor hans nærmeste familie i øvrigt boede.
Påstand:
Henao indbragte Nederlandene for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de nederlandske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til Colombia, idet hans liv i så fald ville blive forkortet pga. manglende behandlingsmuligheder.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen afviste Henoas klage som åbenbart ugrundet. Domstolen anerkendte indledningsvis, at artikel 3´s fleksibilitet gør, at der også udenfor rammerne af forsætligt påført smerte kan finde en overtrædelse af artiklen sted, herunder ved ”compelling humanitarian considerations”. Domstolen henviste i den forbindelse til, at den i D mod UK, pga. ”very exceptional circumstances” havde fundet, at en beslutning truffet af medlemsstatens myndigheder om udvisning af en person med AIDS i udbrud til St. Kitt, var en krænkelse af artikel 3.
Ved beslutningen om at afvise Henaos klage lagde domstolen bl.a. vægt på, at Henao, til trods for visse bivirkninger af behandlingen, havde det godt. Domstolen bemærkede videre, at klagerens ”current condition is reasonable”, men at han kunne få et tilbagefald, hvis behandlingen blev afbrudt. Domstolen bemærkede endelig, at den fornødne behandling i princippet var tilgængelig i Colombia, hvor klagerens far og seks søskende opholdt sig. Under disse omstændigheder fandt Domstolen, i modsætning til sagen D. mod UK, at klagerens sygdom ikke havde nået et fremskredent stadium eller terminalstadium, ligesom der ikke var udsigt til, at han skulle undvære lægebehandling eller støtte fra sin familie i Colombia. Domstolen bemærkede endelig, at det faktum, at forholdene i Colombia er mindre gunstige end i Nederlandene ikke er afgørende for vurderingen af, hvorvidt artikel 3 er krænket.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=671568&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Bensaid mod UK (appl. 44599/98 EMD dom, afsagt den 6. februar 2001)
Sagsfremstilling:
Den algeriske statsborger Bensaid indrejste i UK i maj 1989, hvor han blev meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse som studerende. I april 1993 giftede han sig med en statsborger i medlemsstaten og blev i maj 1995 på den baggrund meddelt permanent opholdstilladelse. I forbindelse med afslutningen på et ferieophold i Algeriet, nægtede medlemsstatens myndigheder i marts 1997 at lade Bensaid indrejse, idet det fandtes godtgjort, at hans opholdstilladelse var opnået ved svig, da hans ægteskab var indgået proforma. Bensaid led af skizofreni og havde siden 1994-95 haft symptomer herpå.
Påstanden:
Bensaid indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til Algeriet, hvor han ikke ville kunne opnå så megen støtte og så vid adgang til medicinske faciliteter som i UK, og hvor der var en reel risiko for, at hans sygdom ville blive forværret. Han henviste endvidere til, at han ikke ville have den fornødne adgang til den påkrævede medicin og til, at oppositionsgruppen GIA opererede i området omkring hans hjemby, hvorfor færdsel i området var særdeles stressende for ham.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen fandt ikke, at UK krænkede artikel 3 ved at udsende Bensaid til Algeriet. Den anerkendte, at en voldsom forværring af Bensaids helbredstilstand, principielt ville kunne falde ind under artikel 3 (pkt. 37) men fandt imidlertid, at det måtte antages, at risikoen for en forværring af hans helbredstilstand eksisterede uanset hvor han opholdt sig (pkt. 38). Herudover lagde domstolen vægt på, at der var adgang til medicinsk behandling i Algeriet og på det faktum, at det ikke er afgørende for vurderingen af, hvorvidt artikel 3 finder anvendelse, at forholdene i Algeriet er mindre gunstige end i UK (pkt. 38). Endelig bemærkede domstolen, at det, på trods af Bensaids alvorlige helbredstilstand, ikke var godtgjort, at udsendelsen til Algeriet opfyldte de relativt høje krav, der stilles for at anse en given behandling, der ikke udspringer direkte fra en given stat, for at falde ind under artikel 3 (pkt. 40).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=697083&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
T.I. mod UK (appl. 43844/98 EMD dom, afsagt den 7. marts 2000)
Sagsfremstilling:
T.I., der er statsborger i Sri Lanka, indrejste i Tyskland i februar 1996, hvor han søgte asyl. Han henviste i sin ansøgning om asyl til, at han i sin hjemby, Jaffna, flere gange var blevet tilbageholdt af oprørsbevægelsen LTTE, der kontrollerede området, og at han efterfølgende i Colombo to gange også var blevet tilbageholdt og tortureret af den srilankanske hær, mistænkt for at være medlem af LTTE.
De tyske udlændingemyndigheder meddelte T.I. afslag på asyl og lagde vægt på, at den angiveligt udøvede tortur af den srilankanske hær, var enkeltstående tilfælde, der ikke kunne henregnes til den srilankanske stat. Den tyske appelinstans lagde ved sin afgørelse også vægt på, at LTTE’s handlinger ikke kunne henregnes til den srilankanske stat, at T.I. ville kunne henvises til at tage ophold på den sydlige del af Sri Lanka, i henhold til princippet om et ”internt flugt alternativ” og at T.I.’s forklaring i øvrigt var utroværdig.
I september 1997 forlod T.I. Tyskland og indrejste i UK, hvor han søgte asyl. Medlemsstatens myndigheder besluttede imidlertid, i henhold til Dublin-konventionen, at T.I. skulle overføres til Tyskland, uden at der skulle foretages en materiel vurdering af T.I. asylansøgning.
Påstanden:
T.I. indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev overført til Tyskland, idet han derfra ville blive udsendt til Sri Lanka, hvor han risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav ikke T.I. medhold og afviste hans klage som ”åbenbart ugrundet”. Domstolen fastslog indledningsvis, at pligten til ikke at udsende personer, der i modtagerstaten risikerer overgreb i strid med artikel 3, er uafhængig af, hvorvidt behandlingen skyldes omstændigheder, som modtagerstatens myndigheder, direkte eller indirekte, er ansvarlige for. Den absolutte karakter af artikel 3 fører endvidere til, at den heri indeholdte beskyttelse også udstrækkes til at finde anvendelse, hvor faren for mishandling udgår fra personer, der ikke er tilknyttet staten, eller ved tilfælde af alvorlige konsekvenser for helbredet, der skyldes alvorlig sygdom.
Domstolen bemærkede herefter, at Dublin-konventionen ikke bevirker, at UK’s forpligtelser i henhold til artikel 3 ikke fortsat består, og at UNHCR under sagen oplyste, at den praktiske effekt af Dublin-konventionen kompromitteres på grund af variationerne i staternes tildeling af beskyttelse.
Domstolen fandt samlet set, modsat de tyske myndigheder, at der var grund til at befrygte, at T.I., ved en udsendelse til Sri Lanka, risikerede overgreb i strid med artikel 3. Ved afgørelsen heraf lagde Domstolen særlig vægt på, at T.I., siden de tyske myndigheder traf deres afgørelse, havde fremlagt nye oplysninger, herunder oplysninger der kunne føre til en anden konklusion vedrørende hans troværdighed, og at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgik, at tortur, udøvet af LTTE og det srilankanske militær, fortsat er et alvorligt problem i Sri Lanka.
Domstolen fandt imidlertid ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at de tyske myndigheder ville udsende T.I. til Sri Lanka, idet de tyske myndigheder var forpligtet til, at tage stilling til de nye oplysninger, hvis T.I. ankede en eventuel afgørelse om udsendelse til Sri Lanka.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?item=2&portal=hbkm&action=html&highlight=T.I.%20%7C%20vs%20%7C%20United%20%7C%20Kingdom&sessionid=6104669&skin=hudoc-en
D mod UK (appl. 30240/96 EMD dom, afsagt den 2. maj 1997)
Sagsfremstilling:
D, der havde statsborgerskab i St. Kitt, blev 21. januar 1993 anholdt i en lufthavn i UK i besiddelse af en stor mængde narkotika. Han blev efterfølgende idømt seks års fængsel og udvist for bestandig. Under afsoningen af sin fængselsdom blev D syg og fik konstateret AIDS i udbrud. I januar 1996, umiddelbart inden hans løsladelse og efterfølgende udvisning til St. Kitt, klagede D forgæves over afgørelsen om udvisning, idet han henviste til, at han i tilfælde af en udvisning ville skulle tilbringe de resterende dage af sit liv i smerte, lidelse og isolation. Han henviste også til, at han hverken havde nære slægtninge, bolig eller finansielle midler til at klare sig selv på St. Kitt, ligesom hans død ville blive fremskyndet, da han ville være ude af stand til at få den fornødne medicinske behandling.
Påstand:
D indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til St. Kitt, idet de forhold, han i så fald skulle tilbringe den resterende del af sit liv under, var i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav D medhold i, at medlemsstatens myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til St. Kitt. Domstolen fastslog indledningsvis, at artikel 3 kan finde anvendelse i andre tilfælde, end hvor den pågældende behandling er resultatet af forsætlige handlinger fra statslige myndigheder eller private personer eller grupper af personer, som myndighederne er ude af stand til at beskytte imod (pkt. 49).
Herefter lagde domstolen vægt på, at D’s sygdom, der var fremskreden, var dødelig og uhelbredelig, og at den begrænsede livskvalitet han opretholdt skyldtes tilgængeligheden af avancerede behandlingsmuligheder og medicin i UK (pkt. 51). Domstolen lagde endvidere vægt på, at hans død ville blive fremskyndet ved en deportation til St. Kitt, at det ikke var blevet påvist, at der ville være nogen til at støtte ham, samt at det ikke var blevet påvist, at han ville blive garanteret en seng i et af de hospitaler, der tager sig af AIDS patienter på St. Kitt (pkt. 52). På baggrund af ovennævnte helt specielle omstændigheder og det faktum, at D befandt sig på et kritisk stadium i en dødelig sygdom, fandt domstolen, at en udvisning til St. Kitt ville krænke artikel 3 (pkt. 53). Domstolen bemærkede endvidere, at UK siden 1994 havde haft ansvaret for behandlingen af D, der nu var blevet afhængig heraf (pkt. 53). Domstolen gjorde afslutningsvis klart, at de forhold, der ventede D på St. Kitt, ikke i sig selv krænkede artikel 3 (pkt. 53) , ligesom den understregede, at udlændinge, der har afsonet deres straf og afventer udvisning, ikke principielt kan forvente at forblive i pågældende stat, med henblik på at drage nytte af medicinske, sociale eller andre fordele, som staten har stillet til rådighed under udlændingens ophold i fængsel.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695912&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
H.L.R. mod Frankrig (appl. 24573/94 EMD dom, afsagt den 29. april 1997)
Sagsfremstilling:
Den colombianske statsborger H.L.R. blev i maj 1989 anholdt af fransk politi, mens han var i transit, med 580 gram kokain. Under de efterfølgende afhøringer afgav H.L.R. vidneforklaring om narkoforsendelsens bagmænd og om H.B., der havde rekrutteret ham. På baggrund af hans oplysninger lykkedes det Interpol at anholde H.B., der blev idømt to år og otte måneders fængsel og efterfølgende udvist til Colombia. H.L.R. blev selv idømt fem års fængsel og udvist af Frankrig for bestandig. I forbindelse med endt afsoning i 1994 oplyste H.L.R., at han, hvis han blev udvist til Colombia, risikerede at falde i hænderne på de kriminelle narkobander, han havde videregivet oplysninger om og derfor risikerede en behandling i strid med artikel 3 i Colombia. Han henviste i den forbindelse til, at hans tante i Colombia ved flere lejligheder var blevet opsøgt af H.B., der i mellemtiden var blevet løsladt og sendt tilbage til Colombia, hvor han ventede på at hævne sig. H.L.R. oplyste endvidere, at det ikke var muligt for ham at få den fornødne beskyttelse af de colombianske myndigheder, eftersom de colombianske narkobander havde infiltreret det colombianske sikkerhedsapparat, og der herskede udbredt korruption i det juridiske system.
Påstanden:
H.L.R. indbragte Frankrig for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de franske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til Colombia, idet han dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen fastslog indledningsvis, i lighed med kommissionens bemærkninger i Ahmed-sagen, at artikel 3, pga. sin absolutte natur, også kan beskytte personer, der frygter mishandling, der udgår fra personer eller grupper af personer, der ikke er tilknyttet staten. Domstolen gav imidlertid også udtryk for, at det i så fald må påvises, at faren for mishandling er reel, og at den modtagende stats myndigheder er ude af stand til at forebygge risikoen ved at tilbyde den fornødne beskyttelse (pkt. 40).
Domstolens flertal fandt ikke, at der forelå vægtige grunde til at antage, at H.L.R. ville være i reel risiko for at blive behandlet i strid med artikel 3 i Colombia. Domstolen bemærkede i den forbindelse, at de voldelige tilstande i Colombia ikke i sig selv bevirkede, at en udvisning af H.L.R. krænkede artikel 3 (pkt. 41). Domstolen bemærkede også, at der ikke fandtes oplysninger til støtte for H.L.R.’s påstand om, at han, i tilfælde af en udvisning, ville være mere udsat end andre colombianere, selvom det af baggrundsoplysningerne fremgik, at narkobanderne af og til hævner sig på angivere (pkt. 42). Domstolen fandt ej heller, at H.L.R. i tilstrækkelig grad havde påvist, at de colombianske myndigheder, på trods af deres problemer med at begrænse volden, skulle være ude af stand til at yde ham den fornødne beskyttelse.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen gav, modsat domstolens flertal, H.L.R. medhold i, at det måtte anses som usandsynligt, at de colombianske myndigheder var i stand til at yde ham den fornødne beskyttelse imod de narkohandlere, han havde videregivet oplysninger om, og at det på den baggrund ville stride imod artikel 3 at udvise ham til Colombia (pkt. 31).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695918&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Ahmed mod Østrig (appl. 25964/94 EMD dom, afsagt den 17. december 1996. EMK kendelse, afsagt den 5. juli 1995)
Sagsfremstilling:
Den somaliske statsborger Ahmed blev i maj 1992 meddelt asyl i Østrig i henhold til Flygtningekonventionen, idet de østrigske myndigheder fandt, at han risikerede forfølgelse i Somalia, og at han ikke kunne pålægges at vende hjem på grund af sine aktiviteter i en oppositionsgruppe og på grund af den generelle situation i Somalia.
I august 1993 blev Ahmed dømt for væbnet røveri. Efterfølgende inddrog de østrigske myndigheder hans opholdstilladelse i henhold til Flygtningekonventionens artikel 33 (2), og han blev udvist af Østrig. Ved afgørelsen om udvisning lagde de østrigske myndigheder vægt på, at hans fortsatte tilstedeværelse i Østrig udgjorde en fare for landets sikkerhed og på, at han ikke længere nærede en velbegrundet frygt for forfølgelse i Somalia. Den pågældende østrigske myndighed henviste til, at der på daværende tidspunkt ikke eksisterede nogen statslige myndigheder i Somalia, og at myndigheden efter fast praksis alene tildelte flygtningestatus til personer, der frygtede overgreb fra hjemlandets myndigheder og ikke private.
Påstanden:
Ahmed indbragte Østrig for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de østrigske myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udvist til Somalia, idet han dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gentog indledningsvis, at den absolutte karakter af forbudet imod tortur i artikel 3 bevirker, at den heri indeholdte beskyttelse udstrækkes til enhver person, uagtet pågældendes persons uønskede og farlige handlinger i værtslandet (pkt. 39). Domstolen fastslog på den baggrund, i lighed med Chalal-dommen, at beskyttelsen i henhold til artikel 3 er mere vidtgående end beskyttelsen efter artikel 33 i Flygtningekonventionen (pkt. 41).
Domstolen fandt herefter, at Østrig ville krænke artikel 3 i tilfælde af, at Ahmed blev udvist til Somalia. Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at de østrigske myndigheder allerede én gang havde meddelt Ahmed asyl, og herved vurderet, at han i Somalia risikerede asylrelevant forfølgelse, og at der ikke siden denne afgørelse blev truffet, var sket nogen markante forbedringer i sikkerhedssituationen i Somalia (pkt. 44).
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen udtalte i sin afgørelse, at artikel 3 også kan beskytte mishandling, der udgår fra andre end statslige myndigheder. Kommissionen udtalte, at det afgørende vil være, hvorvidt de personer eller organer, hvorfra pågældende mishandling udgår, besidder en væsentlig magt i staten (pkt. 68). Kommissionen afviste på den baggrund, at Østrig kunne ”nøjes” med at konkludere, at somaliske statsborgere ikke risikerede behandling i strid med artikel 3 i Somalia, idet der ingen statslige autoriteter eksisterede til at udøve den pågældende mishandling.
For Kommissionens bemærkninger, se
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666237&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
For Domstolens bemærkninger, se
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695878&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
6. Begrebet ”Internt flugt Alternativ”
Menneskerettighedsorganerne anerkender tilsyneladende staternes brug af princippet om et ”internt flugt alternativ”.
Staterne henviser undertiden asylsøgende udlændinge til at tage ophold i en bestemt del af deres hjemland, i henhold til princippet om eksistensen af et ”internt flugt alternativ”, i tilfælde hvor en konkret risiko for forfølgelse ikke udstrækkes til hele hjemlandet.
Menneskerettighedsorganerne har tilsyneladende i sine afgørelser anerkendt staternes brug af princippet. I Hilal mod UK (nærmere beskrevet nedenfor) afviste Menneskerettighedsdomstolen, at klageren i den konkrete sag kunne henvises til at tage ophold i en anden del af hjemlandet i henhold til princippet om et internt flugtalternativ. I den konkrete sag afviste Domstolen, at UK kunne henvise en statsborger fra Tanzania, der frygtede forfølgelse på grund af sit medlemskab af et oppositionsparti på øen Pemba, til at tage ophold på det tanzanianske fastland, hvor han, efter medlemsstatens myndigheders vurdering, ikke risikerede overgreb. Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at politiet i Tanzania jævnligt krænker menneskerettighederne, og at forholdene i fængslerne er umenneskelige og nedværdigende, at politiet på det tanzanianske fastland og politiet på Zanzibar institutionelt hører under samme myndighed og, at der eksisterer udleveringsaftaler mellem Tanzania og Zanzibar. Afgørelsen er imidlertid konkret, og der spores ikke i afgørelsen nogen principiel afstandtagen fra brugen af et ”internt flugt alternativ”.
Herudover har Kommissionen i afgørelsen Zapata Salazar og familie mod Sverige vurderet, at en klage til menneskerettighedsorganerne fra en familie, der risikerede udvisning til Peru var ”åbenbart ugrundet”, bl.a. fordi der i Peru var ”the undisputed possibility of internal relocation”, ligesom den i M.C. mod Schweiz afviste en klage, bl.a. fordi klageren ikke havde påvist, at han var forhindret i at tage ophold i en anden del af hjemlandet. Begge afgørelser er beskrevet nærmere nedenfor.
Tilsvarende fandt Kommissionen i M.F.K. med flere mod Nederlandene (nærmere beskrevet nedenfor), at en klage til Domstolen var ”åbenbart ugrundet”, bl.a. fordi klagerne ikke havde godtgjort, at de ikke kunne tage ophold i et område af deres hjemland, hvor den bevægelse de frygtede, var uden indflydelse.
Se endvidere Damla og andre mod Tyskland (appl. 61479/00), hvor Domstolen afviste en klage fra tyrkiske statsborgere som ”åbenbart ugrundet”, bl.a. fordi klagerne ikke havde godtgjort, at de risikerede forfølgelse eller chikane i den vestlige del af Tyrkiet.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=669678&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.
Emily Collins og Ashley Akaziebie mod Sverige (appl. 23944/05 EMD kendelse, afsagt den 8. marts 2007)
Sagsfremstilling:
Den nigerianske statsborger Emily Collins indrejste i 2002 i Sverige, hvor hun søgte asyl. Senere samme år fødte hun datteren Ashley Akaziebie. I forbindelse med ansøgningen om asyl forklarede Collins, at hun var fra Delta State, hvor hun boede med sine forældre og brødre. Hun havde 12 års skolegang. Hun havde en ægtefælle i Nigeria. I 2001 døde Collins’ søster angiveligt som følge af komplikationer i forbindelse med en fødsel og en kvindelig omskæring. Ifølge nigeriansk tradition blev kvinder tvunget til at blive omskåret, når de fødte. Da Collins var gravid, frygtede hun at blive udsat for denne praksis. Hverken hendes forældre eller ægtefælle kunne forhindre en omskæring. Hvis hun var rejst til en anden del af Nigeria for at føde sit barn, ville hun og barnet være blevet dræbt i en religiøs ceremoni, ligesom hendes forældre og ægtefælle ikke ville kunne beskytte dem mod omskæring. Hun valgte derfor at flygte ud af Nigeria.
I 2003 gav de svenske myndigheder klagerne afslag på asyl under henvisning til, at kvindelig omskæring ifølge den svenske udlændingelov ikke var asylbegrundende. Endvidere var kvindelig omskæring forbudt ved lov i Nigeria, og dette forbud blev håndhævet i mindst seks delstater i landet. Det var derfor usandsynligt, at klagerne ville blive udsat for kvindelig omskæring, hvis de vendte tilbage til en af disse stater. Afslaget blev stadfæstet i 2004. Herefter indgav klagerne tre ansøgninger, der alle blev afvist af appelinstansen. Collins oplyste i den forbindelse blandt andet, at hun allerede var omskåret, men at hun ikke ville kunne beskytte sin datter herimod ved en tilbagevenden til Nigeria.
Påstanden:
Klagerne gjorde gældende, at de ved en tvangsmæssig udsendelse til Nigeria risikerede at blive udsat for kvindelig omskæring, hvilket ville udgøre en krænkelse af konventionens artikel 3. Collins bemærkede uddybende hertil, at da hun allerede var blevet omskåret, risikerede hun at blive udsat for den mere omfattende form for omskæring, infibulation.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen afviste klagen som ”åbenbart ugrundet”. Domstolen udtalte, at det var ubestridt at kvindelig omskæring udgjorde en krænkelse af konventionens artikel 3, og at kvinder i Nigeria traditionelt havde været og til en vis grad stadig var i risiko for at blive omskåret. Det afgørende var, om klagerne i den foreliggende sag var i en reel og konkret risiko for at blive omskåret ved en tilbagevenden til Nigeria. Domstolen bemærkede hertil, at flere stater i Nigeria havde forbudt kvindelig omskæring ved lov, herunder den stat som klagerne kom fra. Antallet af kvindelige omskæringer i klagernes stat var ifølge baggrundsoplysningerne væsentligt lavere end angivet af klagerne, og antallet havde været støt faldende igennem 15 år. Domstolen bemærkede endvidere, at Collins havde udvist manglende troværdighed. Domstolen fandt endelig, at Collins havde udvist sådan styrke og selvstændighed, at det måtte antages, at hun kunne beskytte sin datter mod omskæring. Hvis det ikke var muligt i deres egen delstat, måtte de henvises til at søge beskyttelse i andre delstater i Nigeria, hvor kvindelig omskæring var forbudt ved lov og/eller mindre udbredt end i klagernes delstat.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?item=1&portal=hbkm&action=html&highlight=&sessionid=37167224&skin=hudoc-en
Hilal mod UK (appl. 45276/99 EMD dom, afsagt den 6. marts 2001)
Sagsfremstilling:
Den 9. februar 1995 indrejste Said Mohammed Hilal, en tanzaniansk statsborger fra øen Pemba, i UK, hvor han søgte asyl. Hilal oplyste, at han havde været medlem af oppositionspartiet CUF, og at han fra august 1994 havde været tilbageholdt i tre måneder og udsat for tortur. Medlemsstatens myndigheder meddelte i april 1998 Hilal afslag på asyl, idet man fandt, at han havde forklaret utroværdigt og delvis usammenhængende. Herudover henviste medlemsstatens myndigheder til, at Hilal under alle omstændigheder ville kunne henvises til at tage ophold på det tanzanianske fastland, i henhold til princippet om et ”internt flugt alternativ”.
Påstanden:
Hilal indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder krænkede artikel 3 hvis han blev udvist til Tanzania, idet han dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav Hilal medhold i, at udvisningen af Hilal til Tanzania ville krænke artikel 3 (pkt. 68). Domstolen lagde indledningsvis til grund, at Hilal og hans broder var blevet tilbageholdt på grund af deres tilknytning til CUF, og at Hilal under denne tilbageholdelse var blevet mishandlet (pkt. 64). Domstolen bemærkede, at Hilals hustru, der i mellemtiden var ankommet til UK, hvor hun havde søgt asyl, under sit interview med medlemsstatens myndigheder havde oplyst, at politiet ved flere lejligheder kom til hendes hjem og spurgte efter manden og fremsatte trusler. På ovennævnte baggrund fandt domstolen, at Hilal ved en tilbagevenden til Zanzibar/ Pemba risikerede at blive arresteret, tilbageholdt og endnu engang udsat for mishandling (pkt. 66).
Domstolen gav herefter ikke medlemsstatens myndigheder medhold i, at Hilal, i henhold til princippet om ”internt flugt alternativ”, kunne henvises til at tage ophold på det tanzanianske fastland. Ved denne afgørelse lagde domstolen bl.a. vægt på, at politiet i Tanzania jævnligt krænker menneskerettighederne, og at forholdene i fængslerne er umenneskelige og nedværdigende. Domstolen lagde endvidere vægt på, at politiet på det tanzanianske fastland og politiet på Zanzibar institutionelt begge hører under samme overordnede myndighed, hvorfor det ikke kan antages, at politiet på fastlandet i tilstrækkelig grad ville kunne imødegå risikoen for arbitrære handlinger fra politiet på Zanzibar. Endelig bemærkede domstolen, at der eksisterer udleveringsaftaler mellem Tanzania og Zanzibar (pkt. 67).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=697216&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Zapata Salazar og familie mod Sverige (appl. 28987/95 EMK kendelse, den 7. marts 1996)
Sagsfremstilling:
Zapata Salazar indrejste i Sverige den 29. juli 1992, hvor han søgte asyl. Han henviste bl.a. til, at han og hans familie havde været chikaneret af såvel personer fra den peruvianske guerillabevægelse ”Den lysende Sti” som adskillige ukendte personer, sandsynligvis tilknyttet politiet. Han oplyste også, at han i juni 2001 havde modtaget en dødstrussel, hvorefter han var flyttet til hovedstaden Lima. Den 14. april 1993 indrejste Zapata Salazars hustru og deres børn i Sverige, hvor de søgte asyl. De svenske myndigheder meddelte familien afslag på asyl og henviste bl.a. til, at deres frygt for mishandling ikke havde forbindelse til de peruvianske myndigheder, at hverken Zapata Salazar eller resten af familien havde modtaget nogle dødstrusler efter de forlod deres hjemegn, samt at de svenske myndigheder var bekendt med, at peruvianske organisationer hjalp personer, der ønskede at flytte til et andet sted i Peru.
Påstanden:
Zapata Salazar indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder krænkede artikel 3 hvis han og familien blev udvist til Peru, idet de dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Kommissionens bemærkninger:
Kommissionen fandt, at Zapata Salazar og familiens klage til menneskerettighedsorganerne var ”åbenbart ugrundet”. For så vidt angik frygten for ”Den lysende Sti” lagde kommissionen ved afgørelsen vægt på, at bevægelsen ikke længere havde den samme indflydelse som tidligere, og at der eksisterede en ”undisputed possibility of internal relocation” i Peru. Vedrørende frygten for de peruvianske myndigheder bemærkede kommissionen, at der var tvivl om Zapata Salazaras troværdighed, og at et medlem af familien ikke havde været udsat for nogen overgreb efter dennes udvisning.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666938&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
M.F.K. med flere mod Nederlandene (appl. 23895/94, 23987/94, 23988/94 EMK kendelse, afsagt den 28. november 1994)
Sagsfremstilling:
Klagerne, der alle var libanesiske statsborgere, indrejste i Nederlandene i løbet af sommeren 1993, hvor de søgte asyl. Klagerne henviste til, at de i Libanon var eftersøgt af bevægelsen Hizbollah, der mistænkte dem for at have samarbejdet med israelske tropper i Libanon.
De nederlandske myndigheder meddelte klagerne afslag på asyl, bl.a. med henvisning til, at det var usandsynligt, at Hizbollah efterstræbte alle klagerne, og at der i øvrigt var nogle divergenser i sagerne. Herudover fandt de nederlandske myndigheder, at klagerne kunne henvises til at tage ophold i et område af Libanon, hvor Hizbollah var uden indflydelse.
Påstanden:
Klagerne indbragte Nederlandene for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de nederlandske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis de blev udsendt til Libanon, idet de dér risikerede at blive behandlet i strid med artikel 3 af bevægelsen Hizbollah.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste klagerne som åbenbart ugrundede. Ved afgørelsen lagde Kommissionen bl.a. vægt på, at klagerne ikke havde godtgjort, at deres frygt for Hizbollah var velbegrundet. Herudover bemærkedes det, at
”… the Commission fails to see why the applicants cannot settle in a part of Lebanon where Hezbollah have no influence. In this respect the Commission has had regard to the statement of the first applicant’s wife to the Dutch authorities that she and her husband stayed in Beirut for a while in an area where Hezbollah have no influence and to the Government’s submission that an investigation has indicated that there are such areas. This conclusion is not disputed in the letter of Amnesty International of 15 march 1994 submitted by the applicants.”
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666606&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
M.C. mod Schweiz (appl. 23551/94 EMK kendelse, afsagt den 11. marts 1994)
Sagsfremstilling:
Den tyrkiske statsborger M.C. af kurdisk afstamning indrejste i Schweiz med sin hustru i juni 1990, hvor de søgte asyl. M.C. henviste i sin ansøgning om asyl til, at han ved flere lejligheder var blevet tilbageholdt og tortureret af det tyrkiske politi, angiveligt på grund af hans kurdiske afstamning og tilknytning til det kurdiske arbejderparti, PKK. De schweiziske myndigheder meddelte imidlertid M.C. afslag på asyl og lagde ved afgørelsen vægt på, at han havde forklaret divergerende om en række forhold, og at han i øvrigt kunne henvises til at tage ophold i en anden del af Tyrkiet, hvor kurdere ikke blev forfulgt.
Påstanden:
M.C. indbragte Schweiz for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de schweiziske myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udvist til Tyrkiet, idet han dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste klagen som åbenbart ugrundet. Kommissionen lagde bl.a. vægt på, at M.C. ikke havde vedlagt nogen for form dokumentation på, at han havde været tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder, og at han i øvrigt ikke havde påvist, at han var forhindret i at tage ophold i en anden del af Tyrkiet.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666730&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
7. Udsendelse af psykisk svage og syge udlændinge samt børn
Menneskerettighedsorganerne har ikke principielt afvist, at den lidelse som udlændinge påføres i forbindelse med en udsendelse, kan krænke EMRK artikel 3.
Menneskerettighedsorganerne har ganske ofte skullet tage stilling til, hvorvidt en stats udsendelse af personer, der på den ene eller anden måde er psykisk ustabile eller svækkede, i sig selv kan udgøre en krænkelse af forbudet imod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling i artikel 3.
En stor del af disse sager er kendetegnet ved, at klagerne i højere grad gør gældende, at det er den praktiske udsendelse og den dertil knyttede fysiske og psykiske belastning, der krænker artikel 3, end det er eksistensen af en risiko for overgreb i modtagerstaten.
Menneskerettighedsorganerne udelukker principielt ikke, at det kan være så traumatisk og lidelsesfuldt for visse personer at blive udsendt, at det kan rejse spørgsmål i henhold til artikel 3. Den anlagte praksis er imidlertid temmelig restriktiv. Menneskerettighedsorganerne har i langt de fleste sager fundet, at den behandling som klageren udsættes for i forbindelse med effektueringen af en beslutning om udsendelse, ikke overskrider den lidelse og smerte, der uundgåeligt er forbundet med en udsendelse, og at den nedre grænse for umenneskelig og nedværdigende behandling i artikel 3 i disse sager derfor ikke er blevet overskredet.
I sagen Raidl mod Østrig fandt Kommissionen ikke, at en udlevering af en person dagen efter et selvmordsforsøg var en krænkelse af artikel 3, ligesom den i Bhuyian mod Sverige ej heller fandt, at udsendelsen af en statsborger fra Bangladesh, der var tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital og led af skizofreni og paranoia og havde selvmordstendenser, krænkede artiklen. Begge afgørelser er beskrevet nærmere nedenfor.
Et betragteligt antal udlændinge har i løbet af de senere år indbragt Sverige for Domstolen og gjort gældende, at de svenske myndigheders beslutning om at udsende dem krænkede artikel 3. Sagerne, hvor klagerne ofte har henvist til psykiske lidelser, herunder en overhængende fare for selvmord, er imidlertid blevet afvist som ”åbenbart ugrundede”. Kommissionen har ved afgørelsen af disse sager lagt vægt på en række forhold, herunder:
- at den psykiske belastning ofte skyldes den lange sagsbehandlingstid, og at udlændingen ofte bærer en stor del af ansvaret herfor,
- at der eksisterer den fornødne lægebehandling i hjemlandet,
- at de svenske myndigheder, i henhold til svensk ret, er forpligtet til at tage hensyn til pågældende udlændings helbredstilstand ved en eventuel udsendelse og
- at udsendelse af en tvangsindlagt udlænding, efter de svenske regler, ikke må ske uden tilladelse fra en psykolog.
I nogle af sagerne bemærker Kommissionen endvidere, at dersom udlændingens psykiske lidelse skyldes frygt for overgreb i hjemlandet, må den afvises, idet der ikke i sagen foreligger vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at sådanne overgreb vil finde sted.
Illustrativ for Kommissionens praksis på området er sagen Shabo m.fl. mod Sverige (nærmere beskrevet nedenfor), hvor Kommissionen afviste klagen som ”åbenbart ugrundet”. Ved afgørelsen lagde Kommissionen vægt på, at klagernes psykiske ustabilitet måtte antages dels at bunde i den lange sagsbehandlingstid, som klagerne selv måtte bære skylden for, dels i en frygt for overgreb i hjemlandet, som Kommissionen fandt, var uden hold i virkeligheden. Endelig bemærkede Kommissionen, at de svenske myndigheder, efter de svenske regler, ved udsendelsen var forpligtet til at tage hensyn til klagernes helbredstilstand og, at udsendelse af en tvangsindlagt person ikke måtte finde sted.
I sagen Nsona mod Nederlandene (nærmere beskrevet nedenfor), skulle Domstolen tage stilling til udsendelsen af et uledsaget barn på ni år til Zaire. Domstolen kritiserede de nederlandske myndigheders praktiske udsendelse af barnet, men fandt dog ikke, at forholdet var tilstrækkelig intensivt til, at artikel 3 var krænket.
I sagen Mayeka og Mitunga mod Belgien (nærmere beskrevet nedenfor), fandt Domstolen, at de belgiske myndigheders udsendelse af et uledsaget seksårigt barn til DR Congo udgjorde en krænkelse af artikel 3, såvel i forhold til barnet som i forhold til moderen, der opholdt sig i Canada og ikke af de belgiske myndigheder var blevet orienteret om barnets udsendelse.
Domstolen har i afgørelsen D mod UK statueret, at udsendelsen af en person der led af AIDS i udbrud, og måtte antages kun at have kort tid tilbage at leve i, ville krænke artikel 3, idet personen ville være uden støtte i den sidste del af sit liv i hjemlandet. Tilsvarende anerkendte Domstolen i sagen Bensaid mod UK, at en forværring af en udlændings helbredstilstand, efter en udsendelse, principielt vil kunne falde ind under artikel 3. Se også Arcila Heano mod Nederlandene. Det fremgår imidlertid af begge sager, at det nok snarere var de forhold, der ventede klagerne i hjemlandet, der krænkede artikel 3, end det var den faktiske udsendelse. Afgørelserne illustrerer imidlertid ganske godt, at Domstolen rent undtagelsesmæssigt kan finde, at en person er så syg og svækket, at denne, under visse forudsætninger, bør tillades en ret til at forblive i værtslandet.
Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.
Mublilanzila Mayeka og Kaniki Mitunga mod Belgien (sag nr. 13178/03 af 12. oktober 2006)
Sagsfremstilling:
Den congolesiske statsborger M.M. indrejste i Canada i september 2000 og søgte asyl. I juli 2001 blev hun meddelt asyl, og i marts 2003 fik hun tidsubegrænset opholdstilladelse. Herefter bad hun sin bror K, som var bosat i Nederlandene, om at hente datteren, den dengang 5- årige K.M., i DR Congo, hvor hun boede hos sin bedstemoder, og bad ham om at tage sig af datteren, indtil M.M. havde mulighed for at få datteren til Canada. Den 17. august 2002 indrejste K med K.M. i Belgien, men kunne ikke fremvise de fornødne dokumenter til brug for indrejsen. Myndighederne kontaktede M.M. for at oplyse hende om datterens forhold og M.M. oplyste myndighederne om, at hun havde indgivet en ansøgning om opholdstilladelse i Canada på vegne af datteren. Dagen efter blev K.M. nægtet indrejse i Belgien, og de belgiske myndigheder traf foranstaltninger til at udsende hende. K rejste tilbage til Nederlandene. Samme dag fik K.M. tildelt en advokat, der indgav ansøgning om asyl på hendes vegne. Den 19. august 2002 kontaktede de belgiske myndigheder den canadiske ambassade i Haag, som oplyste, at M.M. havde asyl i Canada, men at tilladelsen ikke omfattede datteren.
De belgiske myndigheder forsøgte i mellemtiden at lokalisere eventuelle slægtninge til K.M. i DR Congo. Den 27. august 2002 blev K.M.´s asylansøgning afvist. De belgiske myndigheder fik oplyst fra DR Congo, at der ikke var nogen slægtninge, som ønskede at tage sig af K.M. ved en tilbagevenden til DR Congo. Det lykkedes dog efterfølgende at overtale en slægtning til at komme og hente hende i lufthavnen, men pågældende dukkede aldrig op.
Den 17. oktober 2002 blev K.M. udsendt til DR Congo. Der var ingen til at tage imod hende ved ankomsten. Samme dag kontaktede M.M. det transitcenter, hvor K.M. havde opholdt sig indtil udsendelsen, og fik oplyst, at datteren ikke længere var på centeret. Hun blev henvist til at kontakte udlændingemyndighederne, som igen henviste hende til UNHCR, som oplyste hende om datterens udsendelse til Kinshasa samme dag. Den 18. oktober 2002 underrettede den canadiske ambassade i Haag de belgiske myndigheder om, at M.M. havde fået asyl og tidsubegrænset opholdstilladelse i 2002 og derfor havde ret til at få sin familie til Canada. K.M. udrejste herefter den 23. oktober 2002 fra DR Congo til Canada. De belgiske myndigheder betalte for rejsen.
Påstanden:
M.M. og K.M. gjorde gældende, at K.M.´s tilbageholdelse og udsendelse udgjorde en krænkelse af artikel 3. De henviste til, at den 5-årige K.M´s næsten 2 måneder lange ophold i et lukket center for voksne udgjorde umenneskelig og nedværdigende behandling i strid med artikel 3. Endvidere gjorde de gældende, at de belgiske myndigheder havde begået en handling i strid med artikel 3 ved at udsende K.M. uden at vente på udfaldet af de canadiske myndigheders behandling af sagen om familiesammenføring, og at de belgiske myndigheder ikke havde sikret sig, at der ville være nogen til at tage sig af K.M., når hun ankom til hjemlandet.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav klagerne medhold i deres klage. Domstolen bemærkede, at K.M.´s tilbageholdelse under de nævnte omstændigheder havde medført betydelige kvaler for hende, og de ansvarlige myndigheder kunne ikke have været uvidende om de alvorlige psykiske virkninger, som opholdet ville medføre, hvilket Domstolen anså for at være en sådan mangel på menneskelighed, at det udgjorde umenneskelig behandling og dermed en krænkelse af artikel 3(præmis 58).
For så vidt angik M.M. fandt Domstolen, at det eneste, de belgiske myndigheder havde foretaget sig, var at informere hende om, at datteren var blevet tilbageholdt, og herudover give hende et telefonnummer, så hun kunne komme i kontakt med datteren. Domstolen bemærkede, at det var ubetvivleligt, at M.M. som mor havde lidt svære kvaler og bekymringer på grund af datterens tilbageholdelse, og at artikel 3 måtte anses for krænket (præmis 62).
For så vidt angik K.M.´s udsendelse til DR Congo fandt Domstolen, at udsendelsen af K.M. havde krænket såvel K.M.´s som M.M.´s rettigheder efter artikel 3. Domstolen bemærkede, at udsendelsen af K.M. under de givne omstændigheder ubetvivleligt måtte have medført svære bekymringer for K.M., og at dette udgjorde en sådan mangel på menneskelighed overfor en person på hendes alder og i hendes situation som uledsaget mindreårig, at det måtte anses for umenneskelig behandling (præmis 69). Endvidere fandt Domstolen at det forhold, at de belgiske myndigheder ikke havde gjort sig den ulejlighed at informere M.M. om datterens udsendelse, således at hun først blev bekendt hermed efter udsendelsen, udgjorde en sådan mangel på respekt for M.M.´ s følelser, at Domstolen fandt, at der var sket en krænkelse af begge klageres rettigheder i medfør af artikel 3 i forbindelse med K.M.´s udsendelse (præmis 70).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?item=6&portal=hbkm&action=html&highlight=&sessionid=37167224&skin=hudoc-en
Charles Ndangoya mod Sverige (appl. 17868/03 EMD kendelse, afsagt den 22. juni 2004)
Sagsfremstilling:
Charles Ndangoya, statsborger i Tanzania, indrejste i Sverige den 28. oktober 1991, hvor han søgte opholdstilladelse på baggrund af hans ægteskab med en svensk statsborger.
Den 27. november 1991 fik den pågældende tidsbegrænset opholdstilladelse i Sverige. Opholdstilladelsen blev efterfølgende forlænget til den 27. maj 1993. I sommeren 1991 blev Ndangoya og hans hustru testet HIV-positive. I perioden fra oktober 1993 til 12. marts 1996 opholdt Ndangoya sig i Tanzania. Den 10. juli 1996 fik Ndangoya permanent opholdstilladelse i Sverige. I november måned 1997 blev Ndangoya skilt fra sin hustru. I begyndelsen af 1999 modtog Karolinska Hospital i Stockholm oplysning om, at den pågældende havde seksuelt samkvem uden at oplyse sine partnere om, at han var HIV-positiv. I maj måned 1999 blev den pågældende tvangsmæssigt isoleret i henhold til Smittskyddslagen.
Politiets efterforskning af sagen viste, at Ndangoya havde smittet to partnere med HIV-virus. Den 8. september 1999 blev den pågældende idømt 6 års fængsel herfor, samt for et tilfælde af forsøg på vold. Retten afviste imidlertid anklagemyndighedens påstand om udvisning af Sverige. Appeldomstolen (Svea hovrätt) stadfæstede den 2. december 1999 byrettens domfældelse og strafudmåling. Appelretten besluttede imidlertid tillige, at den pågældende skulle udvises af Sverige. Ndangoya blev den 1. februar 2000 meddelt afslag på en ansøgning om at få sagen prøvet ved den svenske højesteret.
Påstanden:
Ndangoya gjorde gældende, at hans udvisning til Tanzania ville indebære en overtrædelse af artikel 2 samt 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ndangoya henviste i den forbindelse til, at udvisningen – på grund af problemer med at få den nødvendige medicinske behandling – ville medføre en forværring af hans HIV-sygdom og en betydelig afkortning af hans forventede levetid.
De svenske myndigheder gjorde blandt andet gældende, at Ndangoyas sygdom ikke havde udviklet sig til AIDS, ligesom han ikke havde udviklet nogen HIV-relateret sygdom. Myndighederne henviste endvidere til, at den relevante medicinske behandling for HIV-smittede var tilgængelig i Tanzania. De svenske myndigheder bemærkede i den forbindelse, at det forhold, at Ndangoyas situation i Tanzania muligvis var mindre gunstig end i Sverige, ikke var afgørende for anvendelsen af artikel 3 i konventionen.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav ikke klageren medhold i, at hans udvisning ville indebære en overtrædelse af konventionens artikel 2 og 3. Domstolen bemærkede indledningsvist, at klagen vedrørende overtrædelse af artikel 2 og 3 i konventionen naturligt hørte sammen. Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at Ndangoya ikke havde udviklet AIDS, og at han ej heller led af HIV-relaterede sygdomme. Domstolen henviste endvidere til, at medicinsk behandling er tilgængelig om end bekostelig i Tanzania. Domstolen bemærkede i den forbindelse, at Ndangoya i perioden fra oktober 1993 til marts 1996 boede i Tanzania – og at han på daværende tidspunkt var testet HIV-positiv. Domstolen tillagde det endelig vægt, at Ndangoya havde familie i hjemlandet, og at han derfor ikke var udelukket fra at søge støtte hos familien ved en tilbagevenden til hjemlandet.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=672300&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Muhamet Hida mod Denmark (appl. 38025/02 EMD kendelse, afsagt den 19. februar 2004)
Sagsfremstilling:
Den 19. februar 2001 indrejste Muhamet Hida, statsborger i Serbien-Montenegro, Kosovo-provinsen, i Danmark hvor han søgte asyl. Som asylmotiv henviste den pågældende til, at han i henholdsvis juni og december måned 1999 var blevet slået af personer fra Kosovos Befrielseshær (UCK), og at han og hans familie var blevet fordrevet fra deres hjem i Gjilane i Kosovo. Hida gjorde endvidere gældende, at han som etnisk roma siden 1995 var blevet udsat for forfølgelse og generet af forskellige personer.
Påstanden:
Hida indbragte sagen for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, idet han gjorde gældende, at de danske udlændingemyndigheders beslutning om at udvise ham til Kosovo, blandt andet ville være i strid med artikel 3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen afviste sagen, idet ansøgningen blev anset for at være åbenbart ugrundet i henhold til artikel 35 i konventionen.
Domstolen bemærkede i den forbindelse, at den blotte mulighed for mishandling på grund af en uafklaret generel situation i et land ikke i sig selv er tilstrækkelig til at statuere en krænkelse af artikel 3. Domstolen bemærkede endvidere, at en krænkelse af artikel 3 tillige ville kunne omfatte situationer, hvor risikoen for at blive udsat for tortur og nedværdigende behandling hidrørte fra faktorer, der hverken direkte eller indirekte ville kunne pådrage offentlige myndigheder ansvar. I samme forbindelse bemærkede domstolen, at en krænkelse af artikel 3 ville kunne omfatte situationer, der isoleret set ikke udgjorde en krænkelse af artikel 3. Ydermere bemærkede domstolen, at udviste udlændinge, som modtager medicinsk, social eller anden form for ydelse fra den udvisende stat, som udgangspunkt ikke af den grund har opnået et retskrav på at forblive i landet. Domstolen udtalte samtidig, at en beslutning om at udvise en person, i exceptionelle situationer, hvor tvingende humanitære grunde var til stede, ville kunne medføre en overtrædelse af artikel 3.
I den konkrete sag og under henvisning til, at de danske udlændingemyndigheder ikke udviser personer, herunder etniske minoriteter, til Kosovo, hvis UNMIK (United Nations Interim Administration Mission in Kosovo) modsætter sig dette, fandt Domstolen det ikke bevist, at Hida risikerede at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf ved en tilbagevenden til Kosovo.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=672042&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Arcila Henao mod Nederlandene (appl. 13669/03 EMD kendelse, afsagt den 24 juni 2003)
Sagsfremstilling:
Arcila Henao, der var colombiansk statsborger, blev den 21. juli 1997 i Nederlandene idømt 15 måneders fængsel for narkotikaindsmugling. Heano blev den 22. oktober 1997 udvist med indrejseforbud i 10 år. Den 3. marts 1998 blev Henao udsendt til Colombia. Den 10. december 1998 indrejste Henao imidlertid igen i Nederlandene, hvor han den 31. marts 1999 blev idømt to års fængsel for nye narkotikaforbrydelser. Under afsoningen af denne straf blev det opdaget, at Henao var HIV-positiv, og han påbegyndte medicinsk behandling. Umiddelbart inden sin løsladelse og efterfølgende udvisning til Colombia, ansøgte Henoa om humanitær opholdstilladelse i Nederlandene, idet han henviste til, at han som HIV-positiv i tilfælde af en udvisning til Colombia ville få tilbagefald. De nederlandske myndigheder afviste imidlertid Henoa´s ansøgning og henviste til, at han ville kunne opnå den fornødne medicinske behandling i Colombia, hvor hans nærmeste familie i øvrigt boede.
Påstand:
Henao indbragte Nederlandene for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de nederlandske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til Colombia, idet hans liv i så fald ville blive forkortet pga. manglende behandlingsmuligheder.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen afviste Henoas klage som åbenbart ugrundet. Domstolen anerkendte indledningsvis, at artikel 3´s fleksibilitet gør, at der også udenfor rammerne af forsætligt påført smerte kan finde en overtrædelse af artiklen sted, herunder ved ”compelling humanitarian considerations”. Domstolen henviste i den forbindelse til, at den i D mod UK, pga. ”very exceptional circumstances” havde fundet, at en beslutning truffet af medlemsstatens myndigheder om udvisning af en person med AIDS i udbrud til St. Kitt, var en krænkelse af artikel 3.
Ved beslutningen om at afvise Henaos klage lagde domstolen bl.a. vægt på, at Henao, til trods for visse bivirkninger af behandlingen, havde det godt. Domstolen bemærkede videre, at klagerens ”current condition is reasonable”, men at han kunne få et tilbagefald, hvis behandlingen blev afbrudt. Domstolen bemærkede endelig, at den fornødne behandling i princippet var tilgængelig i Colombia, hvor klagerens far og seks søskende opholdt sig. Under disse omstændigheder fandt Domstolen, i modsætning til sagen D. mod UK, at klagerens sygdom ikke havde nået et fremskredent stadium eller terminalstadium, ligesom der ikke var udsigt til, at han skulle undvære lægebehandling eller støtte fra sin familie i Colombia. Domstolen bemærkede endelig, at det faktum, at forholdene i Colombia er mindre gunstige end i Nederlandene ikke er afgørende for vurderingen af, hvorvidt artikel 3 er krænket.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=671568&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Bensaid mod UK (appl. 44599/98 EMD dom, afsagt den 6. februar 2001)
Sagsfremstilling:
Den algeriske statsborger Bensaid indrejste i UK i maj 1989, hvor han blev meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse som studerende. I april 1993 giftede han sig med en statsborger i medlemsstaten og blev i maj 1995 på den baggrund meddelt permanent opholdstilladelse. I forbindelse med afslutningen på et ferieophold i Algeriet, nægtede medlemsstatens myndigheder i marts 1997 at lade Bensaid indrejse, idet det fandtes godtgjort, at hans opholdstilladelse var opnået ved svig, da hans ægteskab var indgået proforma. Bensaid led af skizofreni og havde siden 1994-95 haft symptomer herpå.
Påstanden:
Bensaid indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til Algeriet, hvor han ikke ville kunne opnå så megen støtte og så vid adgang til medicinske faciliteter som i UK, og hvor der var en reel risiko for, at hans sygdom ville blive forværret. Han henviste endvidere til, at han ikke ville have den fornødne adgang til den påkrævede medicin og til, at oppositionsgruppen GIA opererede i området omkring hans hjemby, hvorfor færdsel i området var særdeles stressende for ham.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen fandt ikke, at UK krænkede artikel 3 ved at udsende Bensaid til Algeriet. Den anerkendte, at en voldsom forværring af Bensaids helbredstilstand principielt ville kunne falde ind under artikel 3 (pkt. 37) men fandt imidlertid, at det måtte antages, at risikoen for en forværring af hans helbredstilstand eksisterede uanset hvor han opholdt sig (pkt. 38). Herudover lagde domstolen vægt på, at der var adgang til medicinsk behandling i Algeriet og på det faktum, at det ikke er afgørende for vurderingen af, hvorvidt artikel 3 finder anvendelse, at forholdene i Algeriet er mindre gunstige end i UK (pkt. 38). Endelig bemærkede domstolen, at det, på trods af Bensaids alvorlige helbredstilstand, ikke var godtgjort, at udsendelsen til Algeriet opfyldte de relativt høje krav, der stilles for at anse en given behandling, der ikke udspringer direkte fra en given stat, for at falde ind under artikel 3 (pkt. 40).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=697083&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
D mod UK (appl. 30240/96 EMD dom, afsagt den 2. maj 1997)
Sagsfremstilling:
D, der havde statsborgerskab i St. Kitt, blev 21. januar 1993 anholdt i en lufthavn i UK i besiddelse af en stor mængde narkotika. Han blev efterfølgende idømt seks års fængsel og udvist for bestandig. Under afsoningen af sin fængselsdom blev D syg og fik konstateret AIDS i udbrud. I januar 1996, umiddelbart inden løsladelsen og efterfølgende udvisning til St. Kitt, klagede D forgæves over afgørelsen om udvisning, idet han henviste til, at han i tilfælde af en udvisning ville være henvist til smerte, lidelse og isolation resten af sit liv. Han henviste også til, at han hverken havde nære slægtninge, bolig eller finansielle midler til at klare sig selv på St. Kitt, ligesom hans død ville blive fremskyndet, da han ville være ude af stand til at få den fornødne medicinske behandling.
Påstand:
D indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til St. Kitt, idet de forhold, hvorunder han i så fald skulle tilbringe den resterende del af sit liv, var i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav D medhold i, at medlemsstatens myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til St. Kitt. Domstolen fastslog indledningsvis, at artikel 3 kan finde anvendelse i andre tilfælde, end hvor den pågældende behandling er resultatet af forsætlige handlinger fra statslige myndigheder eller private personer eller grupper af personer, som myndighederne er ude af stand til at beskytte imod (pkt. 49).
Herefter lagde domstolen vægt på, at D’s sygdom, der var fremskreden, var dødelig og uhelbredelig, og at den begrænsede livskvalitet han opretholdt skyldtes tilgængeligheden af avancerede behandlingsmuligheder og medicin i UK (pkt. 51). Domstolen lagde endvidere vægt på, at hans død ville blive fremskyndet ved en deportation til St. Kitt, at det ikke var blevet påvist, at der ville være nogen til at støtte ham, samt at det ikke var blevet påvist, at han ville blive garanteret en seng i et af de hospitaler, der tager sig af AIDS patienter på St. Kitt (pkt. 52). På baggrund af ovennævnte helt specielle omstændigheder og det faktum, at D befandt sig på et kritisk stadium i en dødelig sygdom, fandt domstolen, at en udvisning til St. Kitt ville krænke artikel 3 (pkt. 53). Domstolen bemærkede endvidere, at UK siden 1994 havde haft ansvaret for behandlingen af D, der nu var blevet afhængig heraf (pkt. 53). Domstolen gjorde afslutningsvis klart, at de forhold, der ventede D på St. Kitt, ikke i sig selv krænkede artikel 3 (pkt. 53) , ligesom den understregede, at udlændinge, der har afsonet deres straf og afventer udvisning, ikke principielt kan forvente at forblive i pågældende stat, med henblik på at drage nytte af medicinske, sociale eller andre fordele, som staten har stillet til rådighed under udlændingens ophold i fængsel.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695912&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Nsona mod Nederlandene (appl. 23366/94 EMD dom, afsagt den 28. november 1996)
Sagsfremstilling:
Bata Nsona, der er statsborger i Zaire, indrejste i Nederlandene i juni 1989, hvor hun, efter at have fået afslag på asyl, i november 1992 blev tildelt humanitær opholdstilladelse. Den 29. december 1993 indrejste Bata og hendes søn i Nederlandene efter et ophold i Zaire. Med sig havde Bata endvidere Francine Nsona, født den 15. marts 1984 og statsborger i Zaire, som hun oplyste var hendes barn. Det viste sig efterfølgende, at Francine ikke var Batas barn, og at Francine ingen gyldig opholdstilladelse havde i Nederlandene, hvorfor hun på den baggrund blev nægtet indrejse og indkvarteret i lufthavnen med henblik på at blive sendt retur til Zaire. På trods af en anmodning fra de nederlandske myndigheder nægtede Bata at ledsage Francine tilbage til Zaire. Den 31. december 1992 blev Francine sendt med fly til Zurich, hvorfra hun havde plads på et fly til Zaire, med afgang den 4. januar 1993. De nederlandske myndigheder havde overgivet Francine til M.M., der ligeledes var statsborger i Zaire og også var blevet afvist fra indrejse i Nederlandene. M.M. forsvandt i Zurich. På baggrund af en appel fra Francines advokat blev hendes afrejse fra Zurich udsat i to dage, men den 6. januar 1993 rejste hun med flyselskabet Swissair til Zaire, angiveligt alene.
Påstanden:
Bata og Francine Nsone indbragte Nederlandene for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de omstændigheder hvorunder Francine, der på daværende tidspunkt blot var ni år, var blevet sendt fra Nederlandene til Zaire, krænkede artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen fandt ikke, at Nederlandene havde krænket artikel 3 ved udsendelsen af Francine til Zaire. Den fastslog indledningsvis, at Nederlandene var i sin fulde ret til at afvise Francine (pr. 92). Herefter bemærkede den, at Bata Nsona havde nægtet at ledsage Francine til Zaire, uden at der i sagen var noget der indikerede, at Bata, som påstået af hende selv, risikerede forfølgelse fra myndighederne i Zaire (pkt. 96). Domstolen bemærkede, at de nederlandske myndigheder havde overladt Francine til en voksen person, M.M., som man med rette kunne forvente kendte Francine på forhånd (pkt. 97). Domstolen anerkendte, at den syv dage lange rejse til Zaire måtte have været meget smertefuld (”distressing”), men den fandt dog ikke, at den nedre grænse i artikel 3 var overskredet (pkt. 99). Endeligt bemærkede domstolen, at Francine ved sin ankomst til Zaire blev modtaget af en af Swissairs forretningsforbindelser, der overgav hende til de lokale immigrationsmyndigheder (pkt. 102). Domstolen udtrykte imidlertid bekymring over den hast, hvormed de nederlandske myndigheder udsendte Francine fra Nederlandene og den iver, hvormed de nederlandske myndigheder overlod ansvaret for en 9-årig pige til andre.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695885&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Shabo m.fl. mod Sverige (appl. 28239/95 EMK kendelse, afsagt den 26. oktober 1995)
Sagsfremstilling:
I november 1989 indrejste Angel Shabo og hendes tre sønner, der alle er syriske statsborgere, i Sverige, hvor de søgte asyl. Familien oplyste falske navne og hævede, at de var statsløse palæstinensere fra Libanon, der flygtede fra borgerkrigen. Senere indrejste manden, Jakob Shabo, der ligeledes oplyste et falsk navn, og at han var statsløs palæstinenser. De svenske myndigheder meddelte på ovennævnte baggrund familien opholdstilladelse af humanitære årsager.
Under en afhøring erkendte Jakob Shabo i august 1993, at familien havde givet falske oplysninger, og at de i virkeligheden var syriske statsborgere. Shabo søgte ved samme lejlighed asyl og henviste til, at han frygtede forfølgelse fra de syriske myndigheder, bl.a. på grund af sin tilknytning til en kristen politisk gruppe.
Familien fremlagde efterfølgende flere psykologudtalelser hvoraf fremgik, at børnene var behandlingskrævende, og at kvinden led at PTSD, var selvmordstruet og behandlingskrævende.
De svenske myndigheder inddrog imidlertid familiens opholdstilladelser og afviste ansøgningen om asyl på grund af manglende troværdighed.
Påstanden:
Familien Shabo indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis familien blev udsendt til Syrien. Familien henviste til Jakob Shabos konflikter i Syrien, til børnenes helbredstilstand og til, at familien havde opholdt sig i Sverige i mange år.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste klagen som ”åbenbart ugrundet”. Kommissionen fandt ikke, at Jakob Shabo havde forklaret troværdigt om konflikterne i Syrien, hvorfor der ikke var vægtige grunde til antage, at der var en reel risiko for, at han ville blive behandlet i strid med artikel 3 i Syrien. For så vidt angik påstanden om, at det var traumatisk for børnene og hustruen at blive udsendt, bemærkede Kommissionen, at deres psykiske ustabilitet måtte antages at bunde i den lange sagsbehandlingstid, som klagerne selv måtte bære skylden for, og i en frygt for overgreb i hjemlandet, som fandtes uden hold i virkeligheden. Endelig bemærkede Kommissionen, at de svenske myndigheder, efter de svenske regler, ved udsendelsen var forpligtet til at tage hensyn til klagernes helbredstilstand ved udsendelsen, og at udsendelse af en tvangsindlagt person ikke må finde sted, uden den ansvarlige psykolog tiltræder afgørelsen.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666556&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Bhuyian mod Sverige (appl. 26516/95 EMK kendelse, afsagt den 14. september 1995)
Sagsfremstilling:
Bhuyian, der er statsborger i Bangladesh, indrejste i Sverige i februar 1990, hvor han søgte asyl. Han henviste til, at han i Bangladesh var blevet anholdt tre gange og dårligt behandlet af politiet som følge af sin stilling som formand i en del af partiet BNP. I november 1990 meddelte de svenske myndigheder Bhuyian afslag på asyl, idet man fandt, at hans frygt for forfølgelse var overdreven. Han blev udsendt af Sverige i januar 1992.
I december 1992 indrejste Bhuyian igen i Sverige, hvor han atter søgte asyl. Han henviste denne gang til, at han var blevet ekskluderet af BNP og af politiet beskyldt for røveri . De svenske myndigheder meddelte i august 1994 atter Bhuyian afslag på asyl, idet man bemærkede, at han jo nu var blevet ekskluderet fra BNP og i øvrigt var udrejst på eget pas. Bhuyian indgav efterfølgende forgæves en række ansøgninger om humanitær opholdstilladelse. Der blev efterfølgende udarbejdet flere medicinske erklæringer, hvoraf fremgik, at Bhuyian led af skizofreni og paranoia og ved flere lejligheder angiveligt havde forsøgt at begå selvmord.
Påstanden:
Bhuyian indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udsendt til Bangladesh, idet han dér risikerede politisk forfølgelse og fordi en udsendelse vil være så traumatisk, at hans helbredstilstand ville blive forværret.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen gav de svenske myndigheder medhold i, at der ikke var vægtige grunde til at antage, at der forelå en reel risiko for, at Bhuyian ville blive udsat for behandling i strid med artikel 3 i Bangladesh som følge af hans politiske aktiviteter.
Vedrørende den eventuelle virkning en udsendelse ville have på Bhuyians helbredstilstand, bemærkede Kommissionen indledningsvis, at returneringen af en person til et modtagerland, hvor pågældende angiveligt tidligere har været udsat for overgreb, kan være meget lidelsesfuldt. Kommissionen fandt imidlertid ikke, at den behandling, som Bhuyian i tilfælde af en udsendelse skulle gennemgå, ville være af en sådan intensitet, at den ville overskride den nedre grænse i artikel 3. Kommissionen lagde herved bl.a. vægt på den rapport, som Bhuyians daglige læge havde skrevet, hvoraf bl.a. fremgik, at der ikke principielt var nogen medicinske hindringer for at udsende Bhuyian under forudsætning af, udsendelsen skete kort tid efter den endelige afgørelse herom var blevet truffet. Kommissionen lagde endeligt vægt på, at udsendelsen af en tvangsindlagt person, efter de svenske regler, ikke må finde sted uden den ansvarlige psykolog tiltræder afgørelsen.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666465&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Raidl mod Østrig (appl. 25342/94 EMK kendelse, afsagt den 4. september 1995)
Sagsfremstilling:
Den kvindelige russiske statsborger Alla Raidl indrejste i Østrig i december 1991, hvor hun forgæves søgte asyl. I august 1992 anmodede de russiske myndigheder om at få udleveret Raidl, der var mistænkt for drab. Den 29. december 1992 besluttede de østrigske myndigheder at efterkomme anmodningen om udlevering, idet man bemærkede, at Raidl ikke risikerede dødsstraf i Rusland. Samme dag forsøgte Raidl at begå selvmord og hun blev indlagt på et psykiatrisk hospital. I april 1993 stak Raidl af fra hospitalet og var på fri fod, indtil hun i juli 1994 blev arresteret og tilbageholdt med henblik på udlevering til Rusland. Den 26. september 1994, dagen inden den planlagte udlevering, forsøgte Raidl igen at begå selvmord ved at tage en overdosis beroligende piller. Dagen efter blev hun imidlertid transporteret med ambulance til lufthavnen i Wien, hvorfra hun samme aften blev fløjet til Rusland. Inden afrejsen var hun på grund af modstand blev givet beroligende medicin.
Påstand:
Raidl indbragte Østrig for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde bl.a. gældende, at den måde, hvorpå de østrigske myndigheder udleverede hende til Rusland, krænkede artikel 3.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen fandt, at Raidls klage var ”åbenbart ugrundet”, idet omstændighederne omkring hendes udlevering ikke gik udover den grad af lidelse og ydmygelse, der i sagens natur er forbundet med legitim udøvelse af en beslutning om udlevering. Kommissionen bemærkede også, at den vagthavende læge på det psykiatriske hospital den 26. september 1994 ikke fandt, at udleveringen ikke kunne effektueres, på trods af det netop forekommende selvmordsforsøg. Kommissionen bemærkede endelig, at det efterfølgende har vist sig, at der ikke er noget, der indikerer, at Raidl ikke skulle modtage den fornødne medicinske behandling i det fængsel, hun nu opholder sig i i Rusland.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666458&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
8. Subjektiv frygt, herunder tortur
Menneskerettighedsorganerne har anerkendt, at det kan være særdeles smertefuldt for en udlænding at blive sendt tilbage til en stat, hvor denne tidligere har været mishandlet. Menneskerettighedsdomstolen har imidlertid, såvidt ses endnu ikke, alene på den baggrund, statueret en krænkelse af artikel 3.
Uanset fraværet af en velbegrundet risiko for forfølgelse meddeles asylsøgende udlændinge undertiden i de enkelte stater opholdstilladelse, i henhold til begrebet ”subjektiv frygt”, udfra en antagelse om, at en person ikke altid bør pålægges at vende tilbage til en stat, hvor pågældende tidligere har været udsat for voldsomme overgreb, såsom tortur eller voldtægt.
Menneskerettighedsorganerne har også været konfronteret med klagere, der i tilknytning til deres påstande om, at de risikerer behandling i strid med artikel 3 i traditionel forstand i deres hjemlande, alternativt har påberåbt sig, at det vil være traumatisk og i sig selv i strid med artikel 3, hvis de blev sendt tilbage til et land, hvor de tidligere har været udsat for tortur eller andre alvorlige overgreb.
Menneskerettighedsorganerne har i to afgørelser anerkendt, at det kan være smertefuldt at blive sendt tilbage til et sted, hvor man har været udsat for mishandling, og Domstolen ses ikke principielt at have taget afstand fra begrebet subjektiv frygt. Domstolen har imidlertid endnu ikke statueret en krænkelse af artikel 3, alene på baggrund af, at personen tidligere har været forfulgt i staten og derfor vil føle det traumatisk at skulle vende tilbage.
I sagen Cruz Varas mod Sverige fandt Domstolen det tvivlsomt, hvorvidt klageren overhovedet havde været udsat for tortur og afviste påstanden om, at det i sig selv var i strid med artikel 3 at udsende Varas til Chile, hvor han påstod, at han tidligere havde været udsat for tortur, med den begrundelse, at der ikke var noget i sagen, der indikerede, at der forelå nogen reel risiko for overgreb, da Varas blev udsendt.
I Bhuyian mod Sverige afviste Kommissionen ikke direkte, at klageren kunne have været udsat for mishandling i sit hjemland. Kommissionen stillede sig imidlertid tilfreds med, at Sverige ved udsendelsen var forpligtet til at tage hensyn til Bhuyians helbredstilstand.
Begge afgørelser er beskrevet nærmere nedenfor.
Udover ovennævnte sager, der er temmelig konkrete, afviser menneskerettighedsorganerne ofte påstande om, at en udsendelse i sig selv vil være i strid med artikel 3, fordi det er traumatisk for pågældende at vende tilbage, ved at henvise til, at en given behandling (frygt) skal være af en vis styrke og intensitet for at falde ind under beskyttelsen i artikel 3.
Ofte undlader Kommissionen helt at udtale sig om, hvorvidt det faktum, at en klager angiveligt har været udsat for tortur i sit hjemland, vil have nogen indflydelse på vurderingen af, hvorvidt pågældende risikerer behandling i strid med artikel 3 ved en udsendelse til hjemlandet. Se bl.a. afgørelserne Mansi mod Sverige, hvor der blev indgået forlig, G mod UK og R.O. mod Sverige.
Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.
R.O. mod Sverige (appl. 27224/95 EMK kendelse, afsagt den 8. marts 1996)
Sagsfremstilling:
R.O., der er statsborger i Uganda, indrejste i Sverige i juni 1992, hvor han søgte asyl Han henviste til, at han havde været tilbageholdt af myndighederne i Uganda, på grund af sin tilknytning til partiet UPC, og at han bl.a. havde været udsat for tortur.
De svenske myndigheder meddelte imidlertid R.O. afslag på asyl og henviste til, at hans historie var utroværdig. Under ankesagen fremlagde R.O. resultatet af en torturundersøgelse, han havde undergået, der konkluderede, at det var meget sandsynligt, at han havde været udsat for tortur, og at han derfor nu havde mentale skader.
I marts 1994 foretog de svenske udlændingemyndigheder en fact-finding mission til Uganda, og i april 1994 stadfæstedes afslaget til R.O. Ved afgørelsen blev indledningsvis lagt vægt på, at UPC var et lovligt parti, og at det var det største oppositionsparti og repræsenteret i parlamentet. De svenske myndigheder lagde endvidere vægt på, at der fortsat var grund til at betvivle R.O.’s troværdighed, og at det var muligt, at de skader, der blev konstateret på R.O.’s krop under torturundersøgelse, kunne være opstået på anden vis.
Påstanden:
R.O. indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udsendt til Uganda, idet han dér risikerede at blive behandlet i strid med artikel 3.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste R.O.’s klage som åbenbart ugrundet. Kommissionen bemærkede indledningsvis, at de aktiviteter som R.O. angiveligt havde udført, var rettet mod at assistere partiet UPC, der er et lovligt politisk parti og repræsenteret i parlamentet i Uganda. Herudover bemærkede Kommissionen, at de svenske myndigheder, inden man traf afgørelse i R.O.’s sag, gennemførte en fact-finding mission til Uganda, for at få adgang til bedre oplysninger om forholdene der. Endelig bemærkede Kommissionen, at R.O. ikke havde godtgjort, at der var vægtige grunde til at antage, at han risikerede behandling i strid med artikel 3 i Uganda.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666931&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Bhuyian mod Sverige (appl. 26516/95 EMK kendelse, afsagt den 14. september 1995)
Sagsfremstilling:
Bhuyian, der er statsborger i Bangladesh, indrejste i Sverige i februar 1990, hvor han søgte asyl. Han henviste til, at han i Bangladesh var blevet anholdt tre gange og dårligt behandlet af politiet som følge af sin stilling som formand i en del af partiet BNP. I november 1990 meddelte de svenske myndigheder imidlertid Bhuyian afslag på asyl, idet man fandt, at hans frygt var for forfølgelse var overdreven. Han blev udsendt af Sverige i januar 1992.
I december 1992 indrejste Bhuyian igen i Sverige, hvor han atter søgte asyl. Han henviste denne gang til, at han var blevet ekskluderet af BNP og blevet beskyldt for røveri af politiet. De svenske myndigheder meddelte i august 1994 atter Bhuyian afslag på asyl, idet man bemærkede, at han jo nu var blevet ekskluderet fra BNP og i øvrigt var udrejst på eget pas. Bhuyian indgav efterfølgende forgæves en række ansøgninger om humanitær opholdstilladelse. Der blev efterfølgende udarbejdet flere medicinske erklæringer, hvoraf fremgik, at Bhuyian led af skizofreni og paranoia og ved flere lejligheder angiveligt havde forsøgt at begå selvmord.
Påstanden:
Bhuyian indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udsendt til Bangladesh, i det han dér risikerede politisk forfølgelse, og fordi en udsendelse vil være så traumatisk, at hans helbredstilstand forværres.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen gav de svenske myndigheder medhold i, at der ikke var vægtige grunde til at antage, at der forelå en reel risiko for, at Bhuyian ville blive udsat for behandling i strid med artikel 3 i Bangladesh, som følge af hans politiske aktiviteter.
Vedrørende den eventuelle virkning en udsendelse ville have på Bhuyians helbredstilstand bemærkede Kommissionen indledningsvis, at returneringen af en person til et modtagerland, hvor pågældende angiveligt tidligere har været udsat for overgreb, kan være meget smertefuld. Kommissionen fandt imidlertid ikke, at den behandling, som Bhuyian i tilfælde af en udsendelse skulle gennemgå, ville være af en sådan intensitet, at den ville overskride den nedre grænse i artikel 3. Kommissionen lagde herved bl.a. vægt på den rapport, som Bhuyians daglige læge havde skrevet, hvoraf bl.a. fremgik, at der ikke principielt var nogen medicinske hindringer for at udsende Bhuyian under forudsætning af, udsendelsen skete kort tid efter den endelige afgørelse herom var blevet truffet. Kommissionen lagde endeligt vægt på, at udsendelsen af en tvangsindlagt person, efter de svenske regler, ikke må finde sted uden den ansvarlige psykolog tiltræder afgørelsen.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666465&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Cruz Varas m.fl. mod Sverige (appl. 15576/89 EMD dom, afsagt den 20. marts 1991)
Sagsfremstilling:
Den chilenske statsborger Hector Cruz Varas indrejste i januar 1987 i Sverige, hvor han søgte asyl. Hans hustru og parrets søn indrejste efterfølgende i juni 1987. Som motiv for sin ansøgning om asyl henviste Varas til, at han havde været medlem af det chilenske socialistparti indtil kuppet i 1973, at han havde været tilbageholdt i to dage i 1976, og at han havde deltaget i flere demonstrationer og to generalstrejker. De svenske myndigheder meddelte imidlertid Varas afslag på asyl, idet man ikke fandt, at han havde været tilstrækkeligt politisk profileret ti,l at han på den baggrund burde frygte forfølgelse. Varas søgte imidlertid igen asyl og oplyste denne gang, at han i øvrigt havde udøvet hemmelige politiske aktiviteter og været udsat for tortur. De svenske myndigheder meddelte imidlertid igen Varas afslag på asyl, idet man fandt, at han havde forklaret divergerende og utroværdigt, idet han først sent i forløbet fortalte, at han havde udøvet hemmelige politiske aktiviteter og været udsat for tortur i Chile. I oktober 1989 blev familien udsendt til Chile.
Påstanden:
Varas indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder krænkede artikel 3, da man udviste ham til Chile, idet han dér havde været i risiko for at blive udsat for tortur af de chilenske myndigheder, og fordi det var traumatisk for ham at vende tilbage til det land, hvor han tidligere havde været udsat for tortur.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen henviste indledningsvis til Soering-dommen og gentog, at en stat under visse omstændigheder kan krænke konventionens artikel 3, hvis pågældende stat udleverer en person til en stat, hvor denne risikerer behandling eller straf i strid med artikel 3 (pkt. 69). Domstolen fastslog dernæst for første gang, at samme princip tillige finder anvendelse i udvisningssager (pkt. 70).
Domstolen gav ikke Varas medhold i, at Sverige havde krænket artikel 3, idet den ikke fandt, at der samlet set forelå vægtige grunde til at antage, at der var en reel risiko for, at Varas, ved returneringen til Chile i oktober 1989 ville blive udsat for en behandling i strid med artikel 3 (pkt. 82).
Domstolen lagde ved afgørelsen indledningsvis vægt på, at der herskede tvivl om Varas troværdighed, idet han først efter ca. 18 måneder og to asylsamtaler oplyste, at han havde udøvet hemmelige politiske aktiviteter og havde været udsat for tortur (pkt. 78). Domstolen lagde også vægt på, at en politisk udvikling var undervejs i Chile på udvisningstidspunktet, at den politiske situation var blevet forbedret, og at flere chilenske flygtninge var vendt frivilligt hjem (pkt. 80). Endelig lagde Domstolen vægt på, at de svenske myndigheder var i besiddelse af særlig viden om Chile og havde opnået en vis erfaring i at behandle asylsager fra et stort antal chilenske asylsøgere, der var kommet til Sverige siden 1973. Man fandt således, at den endelige afgørelse om at udvise Varas var truffet efter omhyggelige undersøgelser af de svenske immigrationsmyndigheder (pkt. 81).
For så vidt angik Varas påstand om, at det var traumatisk for ham at vende tilbage til Chile, fordi han tidligere havde været udsat for tortur, bemærkede domstolen blot, at der ikke var vægtige grunde til at antage, at Varas reelt havde noget at frygte ved sin tilbagevenden til Chile (pkt. 84).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695551&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
G mod UK (appl. 15608/89 EMK kendelse, afsagt den 7. december 1990)
Sagsfremstilling:
G, der er tyrkisk statsborger, indrejste i UK i maj 1989, hvor han søgte asyl og henviste til, at han som etnisk kurder blev forfulgt i Tyrkiet, og at han tre gange havde været tilbageholdt på forskellige tyrkiske politistationer, hver gang af ca. tre dages varighed. Han tilføjede, at han sympatiserede med en illegal kurdisk bevægelse.
Medlemsstatens myndigheder meddelte imidlertid B afslag på asyl, og efterfølgende fandt ej heller UNHCR i London, at B opfyldte betingelserne i flygtningekonventionen.
Mens B var tilbageholdt og afventede effektueringen af beslutningen om udsendelse til Tyrkiet, undergik han en torturundersøgelse, der viste, at han havde ar på kroppen, der efter alt at dømme stammede fra mishandling. I oktober 1989 blev B udsendt til Tyrkiet.
Påstanden:
B indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder ved udsendelsen af ham til Tyrkiet havde krænket artikel 3, idet han dér havde risikeret behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen fandt ikke, at B havde godtgjort, at der var vægtige grunde til at antage, at han risikerede at blive udsat for behandling i strid med artikel 3 i Tyrkiet og afviste sagen som åbenbart ugrundet. Ved afgørelsen bemærkede Kommissionen, at UNHCR ikke støttede B’s påstand om, at han nærede en velbegrundet frygt for forfølgelse, at han ikke efterfølgende har oplyst, at han blev mishandlet efter hjemsendelsen til Tyrkiet, og at han tilsyneladende lever et relativt normalt liv som tjener. Endeligt lagde Kommissionen vægt på, at Tyrkiet har underskrevet EMRK og har accepteret den individuelle klageadgang, hvorfor det vil være muligt for B at klage direkte over Tyrkiet til Domstolen.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=664958&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Mansi mod Sverige (appl. 15658/89 EMK kendelse, afsagt den 7. december 1989)
Sagsfremstilling:
Mansi, der er jordansk statsborger af palæstinensisk oprindelse, indrejste i Sverige i april 1987, hvor han søgte asyl og henviste til, at han af politiske årsager ikke kunne vende tilbage til Jordan. De svenske myndigheder meddelte imidlertid i april 1989 Mansi afslag på asyl, idet man ikke fandt, at hans historie var troværdig. I maj 1989 henviste Stockholm Politi, der skulle fuldbyrde udsendelsen af Mansi, sagen til de svenske immigrationsmyndigheder, idet Mansi fremlagde lægeerklæringer, der bl.a. indikerede, at Mansi havde været udsat for tortur.
De svenske myndigheder meddelte imidlertid igen Mansi afslag på asyl. Ved afgørelsen lagde de svenske myndigheder vægt på, at hans historie var utroværdig, og at han ikke tidligere havde fortalt, at han havde været udsat for tortur. I oktober 1989 blev Mansi udsendt til Jordan.
Efter udsendelsen mødtes Mansi i Amman, Jordan, med en repræsentant fra den svenske ambassade og fra Amnesty International. Her oplyste Mansi, at han ved ankomsten til lufthavnen i Amman var blevet arresteret af sikkerhedspolitiet, og at han var blevet tilbageholdt og tortureret i en uge. Herefter havde han været indlagt på et hospital og løsladt og undergivet daglig meldepligt.
Påstanden:
Mansi indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder havde krænket artikel 3, da han blev udsendt til Jordan, idet han dér var blevet tortureret.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen fandt ikke, at Mansis klage kunne afvises som åbenbart ugrundet, hvorfor den blev henvist til materiel behandling i Kommissionen.
Under den efterfølgende behandling af sagen for Kommissionen bemærkedes det, at parterne havde indgået forlig i sagen, hvorfor den afvistes fra materiel behandling.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=665314&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
9. Uforholdsmæssig hård straf, militære forhold, herunder desertering, umenneskelige forhold under afsoning, umenneskelig straf
Menneskerettighedsorganerne har udtalt, at beskyttelsen i henhold til artikel 3 som udgangspunkt ikke beskytter imod en risiko for afsoning af en længerevarende fængselsstraf i modtagerstaten, herunder en fængselsstraf for militærunddragelse eller desertering, medmindre fængselsstraffen er et påskud for politisk forfølgelse. Udsendelse af en udlænding, der risikerer en straf, der i sig selv er umenneskelig eller nedværdigende, vil imidlertid kunne krænke artikel 3.
Udlændinge påberåber sig undertiden, at de ikke bør pålægges at vende tilbage til deres hjemlande, hvor de risikerer at blive retsforfulgt, fordi de risikerer en straf, der er uforholdsmæssig streng i forhold til en eventuel begået lovovertrædelse, eller fordi de forhold, hvorunder pågældende straf skal afsones, er i strid med artikel 3. Endelig forekommer det, at udlændinge påberåber sig, at de risikerer en straf, der i sig selv er umenneskelig eller nedværdigende.
Uforholdsmæssig hård straf, herunder straf for militærunddragelse og desertering
Menneskerettighedsorganerne har gentagne gange udtalt, at en risiko for afsoning af en længerevarende fængselsstraf i hjemlandet som udgangspunkt ikke vil være omfattet af EMRK artikel 3. I Alidjah-Anyame mod UK (appl. 39633/98) udtalte Domstolen således:
”The Court … observes that the fact that an applicant who is subject to a deportation order may risk imprisonment in the receiving country cannot per se give rise to an issue under Article 3. Furthermore, to the extent that the complaint relates to the severity of the prison sentence which will be imposed by the authorities of the receiving state, it would observe also that it is only in exceptional circumstances that the length of a prison sentence will raise such an issue.”
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=668756&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Menneskerettighedsorganerne har taget stilling til et betragteligt antal sager vedrørende militærunddragere og desertører, der for Menneskerettighedsorganerne har gjort gældende, at de ved en eventuel hjemsendelse ville blive straffet uforholdsmæssigt hårdt for deres forseelse. I A. og K. mod Tyrkiet (appl. 14401/88) udtalte Kommissionen, at pligten til at udføre militærtjeneste ikke rejser spørgsmål i henhold til artikel 3, uanset en sådan pligt måtte strække sig over en uforholdsmæssig lang periode. I X mod Tyskland bemærkede Menneskerettighedskommissionen, at stort set alle Europarådets medlemsstater straffer desertører, hvorfor en risiko for straf for desertering ikke i sig selv vil rejse spørgsmål i henhold til artikel 3.
I C mod Tyskland, hvor Kommissionen ikke fandt, at det var i strid med artikel 3 at udvise en person, der risikerede 10 års fængsel for at unddrage sig militærtjeneste i Jugoslavien, udtalte Kommissionen, at det faktum, at et forhold straffes hårdere i en stat end i en anden, ikke er tilstrækkeligt til at rejse spørgsmål i henhold til artikel 3. I H mod Sverige fulgte Kommissionen op på sin praksis og statuerede, at udsendelsen af en udlænding, der i Syrien risikerede 15 års fængsel, ikke krænkede artikel 3, uanset forholdene i de syriske fængsler. Se også Nikovic mod Sverige. Afgørelserne er beskrevet nærmere nedenfor.
Ligesom en risiko for længerevarende straf i forbindelse med desertering eller militærunddragelse som udgangspunkt ikke vil være omfattet af artikel 3, vil ej heller risiko for strafforfølgning på grund af anden kriminalitet begået i oprindelseslandet være det. I Kadyrov mod Sverige (beskrevet nærmere nedenfor) afviste Kommissionen, at en straf på 10 års fængsel for at have smuglet flere tusinde ton olie ud af Letland skulle være i strid med artikel 3 og i B mod Schweiz (appl. 14982/89) udtaltes det, at det faktum, at klageren var lovligt dømt og fængslet for et narkotikaforhold, ikke i sig selv rejste spørgsmål i henhold til artikel 3.
I Nwosu mod Danmark (nærmere beskrevet nedenfor) fastslog Kommissionen endvidere, at den blotte mulighed for at blive idømt en given straf, der eventuelt ville være i strid med artikel 3, ikke er tilstrækkeligt til at bringe forholdet ind under artikel 3. I den konkrete sag fandt Kommissionen det ikke godtgjort, at hjemlandets myndigheder var blevet bekendt med Nwosus kriminelle aktiviteter i Danmark og derfor havde til hensigt at straffe ham.
Umenneskelige forhold under afsoningen
I tilknytning til en eventuel påstand om, at der eksisterer en risiko for en uforholdsmæssig hård straf påberåber klagerne for Menneskerettighedsorganerne sig ofte også, at de forhold hvorunder de skal afsone den forventede straf, er umenneskelige eller nedværdigende.
I Soering-sagen (nærmere beskrevet nedenfor) fastslog Domstolen, at udlevering af en person til retsforfølgning i USA var i strid med artikel 3, idet de forhold som pågældende person måtte antages at skulle afsone sin eventuelle straf under, var nedværdigende. Domstolen udtalte under sagen, at for at en given straf kan karakteriseres som umenneskelig og nedværdigende, må den påførte lidelse og ydmygelse under alle omstændigheder overgå den lidelse og ydmygelse, der er uløseligt forbundet med enhver legitim straf. Domstolen udtalte videre, at der i denne vurdering ikke blot kan indgå omfanget af den fysiske smerte, men også en vurdering af det tidsrum, der forløber, inden straffen fuldbyrdes, og den grad af ængstelse den dømte føler, mens han afventer den kommende straffuldbyrdelse.
Domstolen fastslog herefter, at selvom den blotte udlevering af en person til dødsstraf ikke strider imod artikel 3, vil de nærmere omstændigheder omkring eksekveringen af en dødsstraf kunne rejse spørgsmål i henhold til artikel 3, det være sig måden hvorpå dødsstraffen eksekveres, den dømtes personlige forhold, manglende proportionalitet i forhold til den begåede kriminalitet og de forhold hvorunder en dødsdømt afventer fuldbyrdelsen af sin straf. Domstolen lagde i den konkrete sag vægt på længden af det tidsrum klageren angiveligt skulle opholde sig på ”dødsgangen”, afsoningsforholdene i det pågældende fængsel og klagerens personlige forhold.
I Altun mod Tyskland, hvor Kommissionen i øvrigt udtalte, at en udlevering til en uretfærdig rettergang ikke i sig selv kan karakteriseres som umenneskelig behandling og derfor ikke vil rejse spørgsmål i henhold til artikel 3, afviste Kommissionen ikke, at en anmodning om udlevering for civile forbrydelser, der reelt er politisk begrundet, kan rejse spørgsmål i henhold til artikel 3, idet en politisk motiveret forfølgelse, der resulterer i en uretmæssig eller uproportionel straf, kan udgøre umenneskelig behandling.
Kommissionen fandt i sagen ikke at kunne afvise, at klageren risikerede at blive udsat for tortur af de tyrkiske myndigheder. Ved denne vurdering lagde Kommissionen vægt på, at tortur, med eller uden de tyrkiske myndigheders accept, undertiden forekommer i Tyrkiet og at de tyrkiske myndigheder, trods bestræbelser herpå, endnu ikke har formået at eliminere denne risiko. Kommissionen vurderede dernæst, at klageren ikke ville være beskyttet imod en risiko for tortur, idet det ikke kunne udelukkes, at han, på grund af sin politiske fortid, blev anset som værende en person, der var i besiddelse af oplysninger, det ville være fristende at få ham til at udlevere ved at benytte midler uforenelige med artikel 3. Afgørelsen er beskrevet nærmere nedenfor.
Menneskerettighedsorganerne afviser undertiden påstande om, at en klager ikke bør pålægges at returnere til sit hjemland, på grund af en frygt for umenneskelig behandling under en eventuel afsoning af en idømt straf, ved at bemærke, at klageren enten ikke i tilstrækkelig grad har forsynet organerne med tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om de givne forhold eller, at det alene er politiske fanger, der risikerer at blive udsat for tortur i et givent land. I Z.Y. mod Tyskland (nærmere beskrevet nedenfor) afviste Kommissionen således klagerens påstand om, at han i Tyrkiet risikerede at blive udsat for tortur i forbindelse med eventuel idømmelse af straf for et narkotikaforhold med den begrundelse, at tortur i Tyrkiet, ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, alene udøves overfor personer, der mistænkes for at have begået politiske forbrydelser.
Organerne har således foreløbig afvist generelle påstande om, at en strafafsoning i et givent land i sig selv, på grund af de generelle forhold i fængslerne, vil være i strid med artikel 3. Se bl.a. H mod Sverige (nærmere beskrevet nedenfor), hvor Kommissionen afviste, at de generelle forhold i de syriske fængsler var i strid med artikel 3.
I sagen Nevmerzhitsky mod Ukraine (nærmere beskrevet nedenfor) fandt Domstolen, at de konkrete forhold, hvorunder klageren havde været tilbageholdt i et ukrainsk fængsel, udgjorde nedværdigende behandling i strid med artikel 3. Domstolen fandt endvidere, at den tvangsfodring, som klageren blev udsat for under fængslingen, var foregået ved så hårdhændede metoder, at den i den konkrete sag måtte betegnes som tortur, idet der ikke var påvist et medicinsk behov for tvangsfodringen, der således var sket efter en arbitrær beslutning, og idet den var foregået mod klagerens vilje.
Umenneskelig eller nedværdigende straf
En risiko for straf der i sig selv er umenneskelig eller nedværdigende vil kunne krænke artikel 3. I Jabari mod Tyrkiet fandt Kommissionen således, at en udsendelse af en person, der i Iran risikerede stening på grund af utroskab, ville være en krænkelse af artikel 3.
Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.
Soldatenko mod Ukraine (appl. 2440/07 EMD dom afsagt den 23. oktober 2008)
Sagsfremstilling:
Den turkmenske statsborger Soldatenko udrejste i oktober 1999 fra Turkmenistan på grund af anklager om overfald på to personer, hvorfor klageren siden den 12. juli 1999 havde været eftersøgt af myndighederne i Turkmenistan. Ifølge klageren var anklagerne begrundet i hans etniske forhold, og han opholdt sig siden sin flugt i Ukraine. Den 4. januar 2007 blev klageren anholdt af det ukrainske politi med henblik på udlevering af ham til Turkmenistan i overensstemmelse med en international eftersøgning på hans person, og en international aftale om udlevering. Den 19. januar 2007 anmodede den turkmenske anklagemyndighed om at få udleveret klager til strafforfølgelse i Turkmenistan. Samtidig blev der givet visse garantier for, at klageren ikke ville blive sigtet for andre end de allerede oplyste forhold, og at klageren ville kunne forlade Turkmenistan efter endt afsoning, ligesom han ikke ville blive udsat for diskrimination baseret på social status, race, etnisk oprindelse eller religion. Den turkmenske vicestatsanklager fremsendte den 19. april 2007 yderligere garanti for, at klageren ikke ville blive behandlet i strid med EMRK artikel 3 og 6, ligesom det blev understreget, at dødsstraf var afskaffet i Turkmenistan.
Påstanden:
Klageren gjorde gældende, at han ved en tvangsmæssig udlevering til Turkmenistan ville risikere at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling af de turkmenske myndigheder i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav klageren medhold i sin klage. Domstolen lagde vægt på baggrundsmateriale fra blandt andre det amerikanske udenrigsministerium og FN om forholdene for mistænkte i straffesager, om forholdene for personer der allerede har tilstået, samt om fængselsforholdene i Turkmenistan. Domstolen lagde endvidere vægt på det forhold, at de turkmenske myndigheder ikke havde fremlagt nogen beviser eller rapporter, der kunne tilbagevise påstandene i baggrundsmaterialet (præmis 71). Herefter fandt Domstolen, at klageren ved en tilbagevenden til Turkmenistan måtte forventes at være i en reel risiko for at blive udsat for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Denne risiko var ikke baseret på klagerens etniske baggrund, men rettere på det forhold, at enhver i en straffesag mistænkt person, som er tilbageholdt af myndighederne, i henhold til de generelle oplysninger om fængselsforholdene i landet måtte antages at være i reel risiko for at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Uanset at klageren var sigtet for en mindre, ikke-politisk forbrydelse var alene det forhold, at han skulle tilbageholdes som kriminel, i sig selv nok til at statuere en risiko for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 (præmis 72). Vedrørende den diplomatiske garanti af 19. april 2007 udtalte Domstolen, at det ikke kunne lægges til grund, at vicestatsanklageren havde den fornødne bemyndigelse til at udfærdige den diplomatiske garanti på vegne af den turkmenske stat. Endvidere fandt domstolen det ikke sandsynliggjort, at den diplomatiske garanti reelt ville blive overholdt, når det i forvejen var blevet lagt til grund, at der ikke var et effektivt system til at forhindre tortur i Turkmenistan (præmis 73). Domstolen henviste endelig til det forhold, at de turkmenske myndigheder på trods af konsistente oplysninger fra både IGO’er og NGO’er kategorisk afviste, at der fandt menneskerettighedskrænkelser sted i landet (præmis 73).
Said mod Nederlandene (appl. 2345/02 EMD dom, afsagt den 5. juli 2005)
Sagsfremstilling:
Den eritreiske statsborger Said indrejste den 8. maj 2001 i Nederlandene, hvor han den 21. maj 2001 indgav ansøgning om asyl. Klageren begrundede sin ansøgning med, at han havde tjent som soldat i en anti-tank enhed, der havde kæmpet i krigen mod Etiopien. Efter krigen blev klageren af de eritreiske militære myndigheder beskyldt for at have opildnet de andre soldater til ulydighed ved på et evalueringsmøde at kritisere ledelsen, hvorefter han blev anholdt den 5. december 2000. Det lykkedes klageren at flygte under en fangetransport den 20. april 2001 og rejse til Nederlandene.
Den 23. maj 2001 blev hans asylansøgning afvist i en hasteprocedure.
Påstanden:
Klageren gjorde gældende at hans udsendelse til Eritrea ville medføre risiko for henrettelse og/eller tortur i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen lagde vægt på, at klageren havde forklaret konsistent, ligesom han var fremkommet med overbevisende forklaringer som modbevis til Nederlandenes påstand om, at hans forklaring var usandsynlig. En del af klagerens forklaring blev endvidere bekræftet af en nederlandsk ekspert vedrørende forholdene på Afrikas Horn. Selvom disse oplysninger ikke vedrørte klageren personligt, men var af generel karakter, fandt Domstolen ikke, at klageren kunne have gjort mere for at underbygge sin forklaring, og lagde derfor til grund, at klageren var desertør fra den eritreiske hær. Ved vurderingen af, om klageren ved en tilbagevenden til Eritrea ville risikere overgreb omfattet af artikel 3, lagde domstolen vægt på baggrundsoplysningerne om behandling af desertører i Eritrea i en rapport fra Amnesty International samt i en landerapport fra det nederlandske udenrigsministerium, hvoraf det fremgik, at der var tilfælde af mishandling af desertører. På den baggrund fandt domstolen, at der var væsentlige grunde til at antage, at klageren ville være i reel risiko for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, hvis han blev udsendt til Eritrea.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=778674&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Nevmerzhitsky mod Ukraine (appl. 54825/00 EMD dom, afsagt den 5. april 2005)
Sagsfremstilling:
Den ukrainske statsborger Evgen Nevmerzhitsky blev den 8. april 1997 tilbageholdt af politiet, mistænkt for at have deltaget i ulovlige valutatransaktioner. Den 14. april 1997 blev han sigtet for blandt andet dette forhold. Under varetægtsfængslingen, der foregik i et fængsel med mangelfulde sanitære og hygiejniske forhold, samt i trange og overfyldte rum, indledte Nevmerzhitsky den 13. april 1998 en sultestrejke. Den 17. april 1998 blev han lægeundersøgt, hvorefter fængselsmyndighederne den 23. april 1998 indledte tvangsfodring. Han afbrød sin sultestrejke den 14. juli 1998, men genoptog den i oktober 1998. I april 1999 blev han isolationsfængslet. I november og december 1999 blev varetægtsfængslingen indbragt for domstolene, der opretholdt fængslingen. Klageren fortsatte efter eget udsagn sultestrejken indtil sin løsladelse den 22. februar 2000.
Påstanden:
Nevmerzhitsky gjorde gældende, at han havde været udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling i forbindelse med tvangsfodringen og at forholdene under varetægtsfængslingen var i strid med artikel 3. Han gjorde endvidere gældende, at det forhold, at han havde været varetægtsfængslet fra oktober 1998 til august 1999, forinden spørgsmålet blev indbragt for en domstol, udgjorde et brud på artikel 5, stk. 1 og 3.
De ukrainske myndigheder gjorde gældende, at tvangsfodringen ikke var foregået under forhold som beskrevet af Nevmerzhitsky. Herudover afviste myndighederne klagerens forklaring om, at han i en periode havde været isolationsfængslet. Myndighederne undlod at udtale sig om spørgsmålet om den manglende indbringelse af varetægtsfængslingen for en domstol samt om forholdene i fængslet. Myndighederne fremlagde ikke dokumentation for, at der var blevet foretaget de nødvendige lægelige undersøgelser for at fastslå, at tvangsfodringen var nødvendig.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen udtalte indledningsvis, at forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i artikel 3 udgør en af de mest fundamentale værdier i et demokratisk samfund. Krænkelsen af individet må dog være over et vist niveau, førend den er omfattet af artikel 3.
Domstolen gav Nevmershitsky medhold i, at han var tilbageholdt under uacceptable forhold, og at en sådan fængsling udgjorde nedværdigende behandling i strid med artikel 3. Domstolen fandt videre, at klagerens situation blev yderligere forværret af anbringelsen i isolationscellen under forhold, der var fuldstændig uacceptable i henhold til artikel 3. Herudover fandt Domstolen, at klagerens pådragelse af en række hudsygdomme og svækkelsen af hans helbredstilstand viste, at han var tilbageholdt under usanitære og uhygiejniske forhold, der betød en sådan forringelse af hans helbredstilstand, at det udgjorde nedværdigende behandling. På den baggrund fandt Domstolen, at der var sket krænkelse af artikel 3.
Domstolen gav endvidere Nevmerzhitsky medhold i, at den tvangsfodring, som han blev udsat for under fængslingen, var omfattet af artikel 3. Domstolen udtalte indledningsvis, at der ved en sultestrejke kan opstå en konflikt mellem individets ret til fysisk integritet og statens pligt efter artikel 2. Domstolen udtalte videre, at tvangsfodringen i den konkrete sag var foregået ved så hårdhændede metoder, at den kunne betegnes som tortur, idet der ikke var påvist et medicinsk behov for tvangsfodringen, der således var sket efter en arbitrær beslutning, og idet den var foregået mod klagerens vilje.
Herudover fandt domstolen, at det – henset til, at klager var blevet tvangsfodret, selvom der ikke var blevet påvist noget helbredsmæssigt behov herfor, og at han ikke blev tilset af en læge i de første halvanden måned efter fængslingen samt i den periode på halvandet år, hvor han genoptog sultestrejken og havde fået en række hudsygdomme – måtte lægges til grund, at han ikke havde haft tilstrækkelig adgang til lægebehandling og at der ikke havde været tilstrækkeligt lægetilsyn, hvilket udgjorde nedværdigende behandling i strid med artikel 3.
Domstolen gav endelig klageren medhold i, at frihedsberøvelsen var i strid med konventionens artikel 5.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=725056&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Nwosu mod Danmark (appl. 50359/99 EMD dom, afsagt den 10. juli 2001)
Sagsfremstilling:
Den nigerianske statsborger Christian Nwosu, indrejste i Danmark i oktober 1992, hvor han søgte asyl. I marts 1994 meddelte de danske myndigheder Nwosu afslag på asyl, men meddelte ham opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring på grund af et ægteskab med en dansk kvinde. Under opholdet i Danmark besøgte Nwosu flere gange Nigeria. I juni 1998 blev han idømt 3½ års fængsel for handel med narkotika og udvist for bestandig. I november 2000 blev Nowosu, efter endt afsoning, udsendt til Nigeria.
Påstand:
Nwosu indbragte Danmark for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de danske myndigheder ved udsendelsen af ham til Nigeria krænkede artikel 3, idet han dér havde risikeret at blive behandlet i strid med artikel 3. Han henviste i den forbindelse til, at nigeriansk ret foreskriver, at nigerianske statsborgere, der bringer Nigeria i miskredit ved i udlandet at begå narkotikarelateret kriminalitet, idømmes en tillægsstraf på fem års fængsel.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen afviste Nwosus klage som ”åbenbart ugrundet”. Ved afgørelsen lagde Domstolen vægt på, at der ikke var noget, der indikerede, at de nigerianske myndigheder var bekendt med, at Nwosu havde begået kriminalitet i Danmark. Domstolen noterede sig i den forbindelse, at Nwosu, efter det oplyste, ikke havde haft nogen problemer efter udsendelsen til Nigeria i november 2000. Domstolen tilføjede, at den blotte mulighed for, at Nwosu risikerede at blive dømt efter de nigerianske regler om at bringe landet i miskredit, ikke krænkede artikel 3.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=670136&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Jabari mod Tyrkiet (appl. 40035/98 EMD dom, afsagt den 11. juli 2000)
Sagsfremstilling:
I 1995 mødte den iranske statsborger Jabari, som 22-årig en mand, X, i Iran. Parret blev forelskede og planlagde at gifte sig. X’s familie var imidlertid imod ægteskabet, og i juni 1997 giftede X sig med en anden kvinde. Jabari og X fortsatte imidlertid med at ses og have sex med hinanden. I oktober 1997 blev Jabari og X stoppet på gaden og tilbageholdt, idet X var gift. Jabari måtte under tilbageholdelsen undergå en undersøgelse af, hvorvidt hun fortsat var jomfru. Efter et par dage blev hun løsladt med hjælp fra sin familie og i november 1997 indrejste hun illegalt i Tyrkiet, hvorfra hun havde til hensigt at rejse til Canada, via Paris. I lufthavnen i Paris blev hun imidlertid standset og fundet i besiddelse af et falsk pas, hvorfor hun blev sendt retur til Tyrkiet. I Tyrkiet blev Jabari tilbageholdt med henblik på retsforfølgning på grund af den illegale indrejse.
Da Jabari opdagede, at hun stod overfor at blive deporteret til Irak, oplyste Jabari til de tyrkiske myndigheder, at hun var iransk statsborger, og at hun ønskede at søge asyl i Tyrkiet. De tyrkiske myndigheder afviste imidlertid ansøgningen om asyl, idet den var indgivet mere end fem dage efter indrejsen og derfor, efter de tyrkiske regler, var indgivet for sent.
Selvom Jabari efterfølgende blev interviewet og meddelt flygtningestatus af den lokale afdeling af UNHCR i Istanbul, fandt de tyrkiske myndigheder ikke grundlag for at ændre den allerede trufne afgørelse, idet afslaget på asyl ikke var behæftet med åbenbare juridiske fejl.
Påstanden:
Jabari indbragte Tyrkiet for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de tyrkiske myndigheder krænkede artikel 3, hvis hun blev udsendt til Iran, idet hun dér risikerede en straf for udenomsægteskabelig sex, der ville stride mod artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav Jabari medhold i, at Tyrkiet ville krænke artikel 3, hvis hun blev sendt tilbage til Iran. Domstolen udtalte indledningsvis, at den ikke fandt det godtgjort, at de tyrkiske myndigheder havde foretaget en materiel vurdering af Jabaris sag og at en automatisk anvendelse af en så kort tidsfrist som fem dage, må antages at stride mod den fundamentale karakter af beskyttelsen i artikel 3 (pkt. 40). Det bemærkedes også, at det var UNCHR og ikke de tyrkiske myndigheder, der foretog en konkret materiel undersøgelse af Jabaris sag (pkt. 40). Domstolen valgte herefter at tillægge UNHCR’s vurdering i sagen betydelig vægt og bemærkede i øvrigt, at de tyrkiske myndigheder ikke havde bestridt Amnesty Internationals baggrundsoplysninger hvoraf fremgik, at kvinder, der i Iran begår ægteskabsbrud, risikerer at blive stenet eller pisket (pkt. 41)
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=696777&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Nikovic mod Sverige (appl. 28285/95 EMK kendelse, afsagt den 7. december 1995)
Sagsfremstilling:
Den jugoslaviske statsborger Nikovic, indrejste i Sverige i november 1991, hvor han søgte asyl. Han oplyste, at han var etnisk albaner, bosiddende i Montenegro, og at han havde aftjent militærtjeneste i den jugoslaviske hær i ca. 13 måneder, indtil han den 16. november var deserteret og rejst til Sverige. Han henviste til, at han havde været udsat for chikane i militæret, på grund af sin etniske oprindelse, og at han ville blive straffet uforholdsmæssigt hårdt for deserteringen.
De svenske myndigheder meddelte Nikovic afslag på asyl, idet man henviste til, at desertører kun straffes i exceptionelle tilfælde i Jugoslavien, og at han under alle omstændigheder ikke risikerede en straf, der var uforholdsmæssig hård.
Påstanden:
Nikovic indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til Jugoslavien, idet han dér risikerede en uforholdsmæssig hård straf for at være deserteret fra den jugoslaviske hær.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste Nikovis’ klage som åbenbart ugrundet. Ved afgørelsen lagde Kommissionen vægt på, at der ikke var noget i sagen, der indikerede, at Nikovic risikerede at skulle deltage i aktiv krigstjeneste eller at en eventuel sanktion for deserteringen ville være så alvorlig, at det vil rejse spørgsmål i henhold til artikel 3.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666676&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Kadyrov mod Sverige (appl. 26727/95 EMK kendelse, afsagt den 29. november 1995)
Sagsfremstilling:
Kadyrov, der var statsløs, indrejste i Sverige i 1990, hvor han blev meddelt permanent opholdstilladelse. Inden da havde han boet i Letland i tre år. I august 1994 anmodede den lettiske ambassade om at få udleveret Kadyrov til Letland, hvor han var mistænkt for at have organiseret indsmuglingen af flere tusinde tons benzin. I marts 1995 blev han udleveret til Letland, hvor han blev tilbageholdt og retsforfulgt.
Påstanden:
Kayrov indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder ved at udlevere ham til Letland krænkede artikel 3, idet han dér risikerede at blive idømt 10 års fængsel for sin forbrydelse, og at hans retssag ikke ville være retfærdig.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste Kadyrovs klage som åbenbart ugrundet. Den lagde ved denne afgørelse bl.a. vægt på, at en straf på 10 års fængsel for den begåede forbrydelse ikke er så hård, at det rejser spørgsmål i henhold til artikel 3. Kommissionen fandt endvidere ikke, at Kadyrov havde godtgjort, at hans rettergang ikke ville være retfærdig.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666669&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
H mod Sverige (appl. 22408/93 EMK kendelse, afsagt den 5. september 1994)
Sagsfremstilling:
Den syriske statsborger H, indrejste i Sverige i august 1990, hvor han søgte asyl. Som motiv for sin ansøgning om asyl henviste han til, at han var deserteret fra den syriske hær under kamphandlinger i Libanon i juli 1989 og efterfølgende blev taget til fange af libanesiske tropper, der offentligt havde tvunget ham til at meddele sin desertering i en TV-udsendelse.
De svenske myndigheder meddelte H afslag, idet man fandt, at han havde forklaret utroværdigt.
Påstanden:
H indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udvist til Syrien, idet han dér risikerede dødsstraf eller minimum 15 års fængsel for deserteringen fra det syriske militær.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste H’s klage som værende ”åbenbart ugrundet”. Den fandt indledningsvis, ligesom de svenske myndigheder, at der herskede tvivl om H’s troværdighed. Herudover bemærkede Kommissionen, at uanset det blev lagt til grund, at H var deserteret, var det ikke blevet godtgjort, at han risikerede dødsstraf, hvis han blev returneret til Syrien. Kommissionen fandt i øvrigt ikke, at den straf det måtte antages H risikerede, var så voldsom, at forholdet faldt ind under artikel 3, uagtet situationen i syriske fængsler.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666096&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Z.Y mod Tyskland (appl. 16846/90 EMK kendelse, afsagt den 13. juli 1990)
Sagsfremstilling:
Den tyrkiske statsborger Z.Y., indrejste i Tyskland i løbet af 1971, hvor han bosatte sig med sin hustru og tre børn. I oktober 1982 blev han idømt 12 års fængsel for narkotikakriminalitet. I forbindelse med dommen besluttede de tyske myndigheder at udvise Z.Y. til Tyrkiet. I oktober 1988 meddelte de tyske myndigheder, efter en undersøgelse af en eventuel risiko for, at Z.Y. ville blive idømt dødsstraf i Tyrkiet, at man havde til hensigt at udvise Z.Y. efter endt afsoning af fængselsdommen. De tyske myndigheder lagde ved afgørelsen vægt på, at ingen personer var blevet idømt dødsstraf i Tyrkiet for narkotikaforbrydelser siden 1960, og at der generelt var en modstand mod brugen af dødsstraf i Tyrkiet.
Påstanden:
Z.Y. indbragte Tyskland for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de tyske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til Tyrkiet, idet han dér risikerede at blive dødsdømt eller udsat for tortur.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste Z.Y.’s klage som åbenbart ugrundet. Ved afgørelsen lagde Kommissionen, ligesom de tyske myndigheder, vægt på, at ingen personer er blevet idømt dødsstraf for narkotikaforbrydelser i Tyrkiet siden 1960, at ingen personer i øvrigt er blevet henrettet i Tyrkiet siden 1983, og at stemningen i Tyrkiet går imod afskaffelse af dødsstraffen.
For så vidt angik risikoen for tortur og Z.Y.’s henvisning til en Amnesty International rapport på området, bemærkede Kommissionen, at det af rapporten fremgik, at det alene var politiske fanger, der risikerede at blive udsat for tortur.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=664876&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Soering mod UK (appl. 14038/88 EMD dom, afsagt den 7. juli 1989)
Sagsfremstilling:
Den tyske statsborger Jens Soering, født den 1. august 1960, blev i april 1986 tilbageholdt i UK på baggrund af en mistanke om checkforfalskning. I august 1986 anmodede de amerikanske myndigheder om at få udleveret Soering til retsforfølgning i USA, hvor han ville blive tiltalt for drab på sin kærestes forældre i den amerikanske delstat Virginia. Medlemsstatens myndigheder besluttede i august 1988 at imødekomme den amerikanske anmodning om udlevering.
Påstanden:
Soering indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udleveret til USA, idet han dér risikerede dødsstraf og derfor også risikerede at skulle opholde sig på den såkaldte ”dødsgang”, inden eksekveringen af en eventuel dødsstraf, hvorved han ville blive udsat for en behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen skulle indledningsvis tage stilling til, hvorvidt artikel 3 overhovedet kan finde anvendelse i sager om udlevering af en person til en stat, hvor pågældende vil blive udsat for en behandling i strid med artikel 3. Domstolen fandt, at en udlevering af en person til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at denne vil være i fare for at blive udsat for tortur, vil være uforenelig med konventionens grundlæggende formål og ånd og de fundamentale værdier i de demokratiske samfund, uanset hvor modbydelig en forbrydelse pågældende person angiveligt har begået (pkt. 88).
Domstolen bemærkede herefter, at de amerikanske forbundsmyndigheder ikke i tilstrækkelig grad kunne garantere, at der ikke under straffesagen i Virginia ville blive nedlagt påstand om dødsstraf (pkt. 98).
Domstolen genkaldte sig, at mishandling, herunder straf, skal overskride et vis minimum af intensitet for at være omfattet af forbudet i artikel 3 og at denne vurdering i alle tilfælde er relativ og afhænger af alle sagens omstændigheder, herunder baggrunden for den pågældende behandling eller straf, måden hvorpå den udøves, varigheden, de fysiske og psykiske følger og i nogle tilfælde ofrets køn, alder og helbredstilstand (pkt. 100). Domstolen udtalte også, at for at en given straf kan karakteriseres som umenneskelig og nedværdigende, må den påførte lidelse og ydmygelse under alle omstændigheder overgå den lidelse og ydmygelse, der er uløseligt forbundet med enhver legitim straf. Domstolen udtalte videre, at der i denne vurdering ikke blot indgår omfanget af den fysiske smerte, men også en vurdering af det tidsrum der forløber inden straffen fuldbyrdes og den grad af ængstelse den dømte føler, mens han afventer den kommende straffuldbyrdelse (pkt. 100).
Domstolen fastslog herefter, at den blotte udlevering af en person til dødsstraf ikke strider imod artikel 3 (pkt. 101-103). Det bemærkedes i den forbindelse, at en sådan konklusion ville være dårligt forenelig med konventionens artikel 2 (1), der indeholder en snæver adgang til dødsstraf, samt konventionens tillægsprotokol nr. 6 der forbyder dødsstraf, og som må antages at indeholde en ny rettighed, det står medlemsstaterne frit for at forpligte sig til at beskytte. Samme sted udtalte domstolen imidlertid også, at de nærmere omstændigheder vedrørende eksekveringen af en dødsstraf kan rejse spørgsmål i henhold til artikel 3, det være sig måden hvorpå dødsstraffen eksekveres, den dømtes personlige forhold, manglende proportionalitet i forhold til den begåede kriminalitet og de forhold, hvorunder en dødsdømt afventer fuldbyrdelsen af sin straf (pkt. 104).
Domstolen fandt i den konkrete sag, at den behandling Soering risikerede at ville blive udsat for i USA var i strid med artikel 3, hvorfor medlemsstatens myndigheder ville krænke artiklen, hvis den udleverede ham (pkt. 111). Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at det gennemsnitlige ophold på ”dødsgangen” i delstaten Virginia var mellem seks til otte år, at afsoningsforholdene i det fængsel hvor Soering måtte antages at skulle afvente eksekveringen af sin straf var psykisk belastende samt, at Soering blot var 18 år og sandsynligvis psykisk uligevægtig, da de drab han var mistænkt for at have begået fandt sted (pr. 106-109). Domstolen bemærkede endeligt, at det hensyn, der skulle tilgodeses ved udleveringen af Soering til USA, kunne tilgodeses på anden vis (pkt. 111).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695496&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
C mod Tyskland (appl. 11017/84 EMK kendelse, afsagt den 13. marts 1986)
Sagsfremstilling:
Den jugoslaviske statsborger C, indrejste i Tyskland i 1974. I 1980, under et besøg hos familien i Jugoslavien, blev han opsøgt af det jugoslaviske politi, der inddrog hans pas og beordrede ham til indenfor kort tid at påbegynde aftjeningen af sin værnepligt. C ønskede af politiske årsager ikke at aftjene sin værnepligt, og han flygtede til Tyskland, hvor han forgæves søgte politisk asyl.
Påstanden:
C indbragte Tyskland for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de tyske myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udvist til Jugoslavien, idet han dér risikerede 10 års fængsel for militærunddragelse.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste C’s klage som åbenbart ugrundet. Kommissionen bemærkede indledningsvis, at EMRK ikke indeholder nogen ret til at klage over længden af en lovlig fastsat straf og, at længden af en straf kun under exceptionelle omstændigheder vil rejse spørgsmål i henhold til artikel 3. Kommissionen udtalte endvidere, at risikoen for at blive idømt 10 års fængsel for militærdesertering og det faktum, at et forhold straffes hårdere i en stat i forhold til en anden, ikke i sig selv rejser spørgsmål i henhold til artikel 3.
(Findes ikke i online version)
Altun mod Tyskland (appl. 10308/83 EMK kendelse, afsagt den 3. maj 1983)
Sagsfremstilling:
Den tyrkiske statsborger Altun, indrejste i Tyskland i januar 1981, hvor han søgte asyl. I juli 1982 anmodede den tyrkiske ambassade i Tyskland om at få udleveret Altun til Tyrkiet, hvor han var mistænkt for have lagt hindringer i vejen for opklaringen af drabet på en minister. De tyske myndigheder valgte at imødekomme anmodningen om udlevering, idet man bl.a. fandt, at Altun ikke var efterlyst for en politisk forbrydelse.
Påstanden:
Altun indbragte de tyske myndigheder for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de tyske myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udleveret til Tyrkiet. Han henviste i den forbindelse til, at han bl.a. risikerede at blive udsat for tortur af de tyrkiske myndigheder og at den eventuelle rettergang ikke ville være retfærdig.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen udtalte indledningsvis, at en udlevering til en uretfærdig rettergang ikke kan sidestilles med en udlevering til umenneskelig behandling.
Kommissionen bemærkede herefter, at udlevering til retsforfølgning for en ikke-politisk/ civil forbrydelse som udgangspunkt ikke vil være omfattet af beskyttelsen i artikel 3. Kommissionen afviste imidlertid ikke, at en anmodning om udlevering for civile forbrydelser, der reelt er politisk begrundet, kan rejse spørgsmål i henhold til artikel 3, idet en politisk motiveret forfølgelse, der resulterer i en uretmæssig eller uproportionel straf, kan udgøre umenneskelig behandling. Kommissionen bemærkede herefter, at Altun havde været involveret i politiske aktiviteter i Tyrkiet, og at det ikke kunne udelukkes, at den forestående retsforfølgning i Tyrkiet hvilede på falske forudsætninger.
For så vidt angik Altuns frygt for tortur i Tyrkiet, bemærkede Kommissionen, at tortur, med eller uden de tyrkiske myndigheders accept, undertiden forekommer i Tyrkiet, og at de tyrkiske myndigheder, trods bestræbelser herpå, endnu ikke har formået at eliminere en sådan risiko. Kommissionen vurderede dernæst, at det ikke kunne udelukkes, at Altun, på grund af sin politiske fortid, var i besiddelse af oplysninger, som det kunne være fristende at få ham til at udlevere ved hjælp af midler uforenelige med artikel 3.
(findes ikke i online version)
X mod Tyskland (appl. 4162/69 EMK kendelse, afsagt den 17. december 1969)
Sagsfremstilling:
Den polske statsborger X, indrejste i Tyskland i 1949, hvor han senere blev meddelt opholdstilladelse som flygtning. I 1969 blev X idømt over 10 års fængsel for bl.a. groft tyveri og udvist af Tyskland. De tyske myndigheder lagde ved afgørelsen vægt på, at det var usandsynligt, at X fortsat ville blive forfulgt i Polen, og at retten til asyl i henhold til Flygtningekonventionens artikel 33 (2) ikke er absolut og kan fortabes af personer, der er til fare for samfundet.
Påstanden:
X indbragte Tyskland for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de tyske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis han blev udvist til Polen, idet han dér risikerede behandling i strid med artikel 3. Han henviste i den forbindelse bl.a. til, at han var deserteret fra den polske hær og frygtede en uforholdsmæssig hård straf.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste X’s klage som åbenbart ugrundet. Kommissionen bemærkede indledningsvis, at det ikke er Menneskerettighedsorganernes opgave at vurdere, hvorvidt staterne fortolker Flygtningekonventionen korrekt. For så vidt angik X’s påstand om, at han ville blive idømt en uforholdsmæssig hård straf for sin desertering, bemærkede Kommissionen, at desertering straffes i stort set alle Europarådets medlemsstater, hvorfor idømmelsen af straf for denne forbrydelse ikke i sig selv krænkede artikel 3.
(Findes ikke i online version)
10. Risiko for dobbeltstraf i modtagerstaten
EMRK. art 3 indeholder ikke et forbud mod dobbeltstraf i sig selv. Den blotte risiko for at blive idømt dobbeltstraf er i sig selv ikke nok til at krænke art. 3. Dog vil den udsendende stat afhængig af straffens karakter og intensitet kunne ifalde ansvar for overtrædelse af art. 3.
Menneskerettighedskommissionen har generelt udtalt, at når der er tale om straffesager i forskellige stater, er overholdelsen af princippet ”non bis in idem” hverken sikret af konventionen eller af artikel 4 i 7. tillægsprotokol, se sagerne H.P.L. mod Østrig og E.G.M. mod Luxembourg, som er beskrevet nærmere nedenfor.
Domstolen har i enkelte sager været konfronteret med klagere, der er blevet straffet for deres forbrydelser i værtslandet og i forbindelse med en udsendelse til hjemlandet har oplyst, at de risikerer at blive straffet endnu engang for deres forbrydelse. Organerne har hver gang afvist, at der i den konkrete sag forelå en reel risiko for, at pågældende i det hele taget risikerede dobbeltstraf ved en eventuel udsendelse.
I Amrollahi mod Danmark (beskrevet nærmere nedenfor) afviste Domstolen en klage fra en iransk statsborger, der havde asyl i Danmark og var blevet udvist på grund af narkotikakriminalitet, som ”åbenbart ugrundet”. Domstolen fremhævede, at Amrollahi ikke risikerede også at blive straffet for den begåede narkokriminalitet i Iran. Ved afgørelsen lagde Domstolen vægt på et høringssvar fra UNHCR, der oplyste, at den iranske hjemmel til pålæggelse af dobbeltstraf kun meget sjældent bliver benyttet, og at der i øvrigt ikke var noget, der indikerede, at de iranske myndigheder var bekendt med, at Amrollahi havde begået og var blevet dømt for narkotikakriminalitet i Danmark.
I D.B. mod Sverige (beskrevet nærmere nedenfor) afviste Kommissionen også en klage fra en angiveligt nigeriansk statsborger, der oplyste, at udsendelsen af ham til Nigeria krænkede artikel 3, bl.a. fordi han der havde risikeret at blive straffet endnu engang for en narkotikaforbrydelse, han havde begået i Sverige. Kommissionen afviste D.B.’s klage som ”åbenbart ugrundet” og henviste blot til, at D.B. ikke havde sandsynliggjort sin klage.
Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.
Davood Amrollahi mod Danmark (appl. 56811/00 EMD kendelse, afsagt den 28. juni 2001)
Sagsfremstilling:
Davood Amrollahi, der er iransk statsborger, indrejste i Danmark i august 1989, hvor han søgte asyl. I henhold til den daværende praksis, hvorefter alle asylansøgere fra Iran, der var deserteret fra det iranske militær før våbenhvilen mellem Iran og Irak i sommeren 1988, blev meddelt opholdstilladelse, fik Amrollahi i oktober 1990 opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. I august 1994 blev opholdstilladelsen gjort permanent. I oktober 1997 blev Amrollahi idømt tre års fængsel for narkotikakriminalitet og udvist.
Umiddelbart inden løsladelsen og den planlagte udvisning indbragte Amrollahi afgørelsen om udvisning til de danske udlændingemyndigheder og gjorde gældende, at han risikerede dødsstraf eller anden alvorlig straf for deserteringen i Iran, og at han risikerede dobbeltstraf, idet han i henhold til islamisk ret i Iran risikerede at blive straffet for den begåede narkokriminalitet. De danske udlændingemyndigheder fandt ikke, at Amrollahi risikerede forfølgelse i Iran, eller at der i øvrigt var noget til hinder for at udsende ham til Iran, idet man lagde vægt på, at det af et høringssvar fra det danske udenrigsministerium fremgik, at iranske statsborgere, trods hjemmel hertil, meget sjældent blev straffet i Iran for forbrydelser, de havde begået i udlandet, og at der i øvrigt ikke var nogen grund til at antage, at de iranske myndigheder var blevet bekendt med Amrollahis kriminalitet.
Påstand:
Davood Amrollahi indbragte Danmark for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de danske myndigheder ville krænke bl.a. artikel 3, hvis han blev udvist til Iran, idet han dér risikerede behandling i strid med bl.a. artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav ikke Amrollahi medhold og afviste klagen vedrørende artikel 3 som åbenbart ugrundet. Domstolen fandt ikke, at der var vægtige grunde til at antage, at der var en reel risiko for, at Amrollahi ville blive udsat for en behandling i strid med artikel 3 i Iran. Det blev ved afgørelsen indledningsvis bemærket, at Amrollahi oprindeligt fik opholdstilladelse i henhold til en tidligere praksis, og at der ikke var noget i sagen, der indikerede, at han i Iran risikerede dødsstraf eller anden uproportional straf for militærdeserteringen. Domstolen fandt heller ikke, at Amrollahi risikerede dobbeltstraf i Iran. Ved denne afgørelse lagde Domstolen, ligesom de danske myndigheder, vægt på, at et høringssvar fra UNHCR oplyste, at den iranske hjemmel til pålæggelse af dobbeltstraf kun meget sjældent bliver benyttet, og at der i øvrigt ikke var noget, der indikerede, at de iranske myndigheder var bekendt med, at Amrollahi havde begået og var blevet dømt for narkotikakriminalitet.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=698482&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
D.B. mod Sverige (appl. 26969/95 EMK kendelse, afsagt den 14. september 1995)
Sagsfremstilling:
D.B. indrejste i Sverige i februar 1991, hvor han søgte asyl. Han henviste til, at han var liberiansk statsborger, og at hans forældre var blevet dræbt i Liberia i oktober 1990. Faderen, der havde været en højtstående rådgiver hos den liberianske finansminister i den afsatte regering, ledet af Samuel Doe, var blevet beskyldt for at havde begået underslæb, hvorfor det nye styre nu ledte efter D.B., der angiveligt vidste hvor pengene var. D.B. tilføjede, at han havde været et særdeles aktivt medlem af studenterforeningen i Liberia.
I november 1993 konfiskerede politiet i UK et brev, der var skrevet i klagerens navn, adresseret til en person i Nigeria, indeholdende to breve, der angiveligt var stilet til D.B.’s forældre.
I juli 1994 blev D.B. idømt to års fængsel for en narkotikaforbrydelse og udvist. Ved D.B’s løsladelse i juni 1995 lavede de svenske myndigheder en sprogtest på D.B., der viste, at han talte med Ghanesisk dialekt. Ved udsigten til at blive sendt til Ghana, oplyste D.B., at han rettelig var nigeriansk statsborger og han fremlagde et nigeriansk pas. I august 1995 blev D.B. udvist til Nigeria.
Påstanden:
D.B. indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at han var liberiansk statsborger, og at de svenske myndigheder havde krænket artikel 3, da han blev udsendt til Nigeria, idet han dér bl.a. risikerede at blive straffet igen for den forbrydelse, han havde begået i Sverige.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste D.B.’s klage som åbenbart ugrundet. Den lagde ved afgørelse blot til grund, at D.B. ikke havde påvist nogen vægtige grunde til, at det måtte antages, at der var en reel risiko for, at han i Nigeria ville blive udsat for behandling i strid med artikel 3.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666468&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
H.P.L. mod Østrig (appl. 24132/94 EMK kendelse, afsagt den 5. juli 1994)
Sagsfremstilling:
Den franske statsborger H.P.L. blev i marts 1987 i Tyskland idømt fængsel i 6 år og 3 måneder for røveri. Straffen blev i september 1987 af appeldomstolen ændret til fængsel i 5 år og 9 måneder. I oktober 1987 undslap han fra fængslet i Tyskland. Ligeledes i oktober 1987 udsendte de tyske myndigheder en international anholdelsesordre vedrørende klageren på grund af mistanke for drab. Nogle dage senere blev klageren anholdt i Frankrig og anklaget for manddrab. Denne tiltale blev senere frafaldet i marts 1990. I mellemtiden havde de tyske myndigheder i januar 1988 orienteret de franske myndigheder om domfældelsen for røveri i Tyskland. Eftersom klageren ikke kunne udleveres til de tyske myndigheder som følge af sit franske statsborgerskab, blev han i september 1988 i Frankrig idømt 6 års fængsel for det røveri, som allerede havde været genstand for pådømmelse i Tyskland. Dommen blev stadfæstet af appeldomstolen i februar 1989. Klageren indbragte sagen for kassationsretten og gjorde i den forbindelse gældende, at han i marts 1987 i Tyskland var blevet idømt fængselsstraf for røveri, og at den franske appeldomstol ved at idømme ham seks års fængsel for de samme handlinger overtrådte reglen om ”non bis in idem”. I maj 1990 forkastede kassationsretten appellen under henvisning til, at det først var på det tidspunkt, hvor en sag var endelig pådømt i udlandet og – i tilfælde af domfældelse – at hele straffen var udstået eller der var opnået benådning, at en fransk statsborger ikke ville kunne blive retsforfulgt i Frankrig for en forbrydelse begået i udlandet. Klageren havde ikke påberåbt sig, at han skulle have udstået straffen idømt af de tyske domstole. Klageren blev efter at have udstået hele sin straf løsladt i maj 1993. I november 1993 blev han anholdt i Østrig på baggrund af den internationale anholdelsesordre udsendt af de tyske myndigheder i oktober 1987. Han blev begæret udleveret af de tyske myndigheder under henvisning til dels anklagen for manddrab og dels for at udstå resten af den fængselsstraf, som han tidligere var blevet idømt i Tyskland for røveri. De østrigske myndigheder imødekom udleveringsbegæringen i marts 1994. Klageren påklagede afgørelsen under henvisning til, at udleveringen ville være i strid med østrigsk lovgivning om udlevering og at han ville blive underkastet uretmæssig retsforfølgning i Tyskland henset til at han havde udstået hele den straf, han var blevet idømt af de franske domstole for røveriet, samt til de franske myndigheders tiltalefrafald af marts 1990 vedrørende retsforfølgning for manddrab. Udfaldet af denne sag kendes ikke.
Påstanden:
Klageren gjorde blandt andet gældende, at de østrigske myndigheder ved at tillade udleveringen af ham underkendte hans ret til en retfærdig rettergang og reglen ”non bis in idem”.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste klagen vedrørende dette punkt som værende uforenelig med konventionen ”ratione materiae”. Kommissionen bemærkede i den forbindelse, at når der er tale om straffesager i forskellige stater, er overholdelsen af princippet ”non bis in idem” ikke sikret af hverken konventionen eller artikel 4 i 7. tillægsprotokol.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=674086&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
E.G.M. mod Luxembourg (appl. 24015/94 EMK kendelse, afsagt den 20. maj 1994)
Sagsfremstilling:
Efter at lov om hvidvaskning af penge var trådt i kraft i Luxembourg, blev der i oktober 1989 indledt politimæssig efterforskning vedrørende den colombianske statsborger E.G.M. I april 1992 blev klageren idømt fem års fængsel og en bøde på 10 mio. LF for overtrædelse af lovgivningen om hvidvaskning af penge. Klageren ankede dommen, og i januar 1993 stadfæstede appelretten dommen hvad angår den udmålte straf, men berigtigede ordlyden af overtrædelsen til, at klageren i perioden fra 23. juli 1989 til 29. juni 1990 i Luxembourg og fra Luxembourg, i strid med lov af 7. juli 1989 om ændring af lov af 19. februar 1973 vedrørende salg af medicinske produkter og kampen mod narkotikamisbrug, havde planlagt og gennemført hvidvaskning vedrørende 36 mio. dollars hidrørende fra kokainhandel. I april 1992 anmodede USA Luxembourg om udlevering af klageren under henvisning til, at han havde organiseret kokainhandel og hvidvaskning af penge mellem 1979 og 1990. I april 1993 afgav appelretten en udtalelse, hvorefter udleveringsbegæringen kunne imødekommes på betingelse af, at klageren ikke kunne blive retsforfulgt eller dømt i USA for de kendsgerninger omfattet af udleveringsbegæringen, som han allerede var blevet retsforfulgt og dømt for i Luxembourg. I maj 1994 blev klageren udleveret til USA.
Påstanden:
Klageren gjorde blandt andet gældende, at udleveringen af ham til USA var begrundet i de samme kendsgerninger for hvilke han allerede var blevet dømt i Luxembourg, og at princippet om ”non bis in idem” derfor var overtrådt.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste klagen vedrørende dette punkt som værende uforenelig ”ratione materiae” med konventionen. Kommissionen bemærkede i den forbindelse, at hvad angår straffesager i forskellige medlemsstater er overholdelsen af princippet om ”non bis in idem” hverken sikret af konventionen eller af artikel 4 i 7. tillægsprotokol.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=675517&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
11. Sur Place
Menneskerettighedsorganerne foretager tilsyneladende i sager, hvor en udlænding påberåber sig, at pågældende, på grund af politiske aktiviteter i værtslandet, ikke bør pålægges at vende tilbage til sit hjemland, en konkret vurdering af, hvorvidt hjemlandets myndigheder er blevet bekendt med pågældendes politiske aktiviteter.
Det sker, at de omstændigheder, der fører til, at der må antages at eksistere en risiko for, at en udlænding udsættes for overgreb i modtagerstaten, først indtræder efter, at den pågældende udlænding har forladt sit hjemland. Opstår risikoen for overgreb således senere, f.eks. fordi udlændingen først i værtslandet kommer i et modsætningsforhold til styret i hjemlandet, benytter man betegnelsen ”sur place”. Der er her tale om, at den pågældende udlænding på selve udrejsetidspunktet ikke var i risiko for at blive udsat for overgreb, men at vedkommende ikke nu kan returneres til hjemlandet uden at risikere overgreb.
Menneskerettighedsorganerne har ved en række tilfælde været stillet overfor klagere, der har påberåbt sig, at de risikerer overgreb i strid med artikel 3 i hjemlandet, fordi de efter deres indrejse i værtslandet på den ene eller anden måde har ytret deres utilfredshed med styret i hjemlandet.
Menneskerettighedsdomstolen fastslog i Chalal mod UK (nærmere beskrevet nedenfor), at medlemsstatens myndigheder ville krænke artikel 3, hvis man effektuerede udvisningen af Chalal til Indien, idet denne, på grund af politiske aktiviteter i UK, dér risikerede overgreb.
Herudover har Menneskerettighedskommissionen afvist to klager fra afviste asylansøgere fra Iran, der efter at være blevet meddelt afslag på asyl, på den ene eller anden måde, angiveligt skulle havde bragt sig i de iranske myndigheders søgelys ved at udtrykke utilfredshed med det iranske styre.
I Bolouri mod Sverige undlod Kommissionen at tage stilling til, hvorvidt det faktum, at Bolouri havde medvirket i en TV-udsendelse i Sverige, hvori hun havde fortalt om sine påståede politiske aktiviteter, burde have nogen indflydelse på vurderingen af, hvorvidt hun risikerede overgreb i Iran.
I M og familie mod Schweiz afviste Kommissionen en påstand om, at klageren på grund af deltagelse i diverse demonstrationer, hvorunder der blev ytret utilfredshed med det iranske styre, var kommet i de iranske myndigheders søgelys, med den begrundelse, at klageren ikke havde dokumenteret, at de iranske myndigheder havde vist nogen interesse i at stille ham til regnskab for deltagelsen i de pågældende demonstrationer.
Begge afgørelser er beskrevet nærmere nedenfor.
Endelig har Kommissionen i Heidari og Eghtesadi mod Sverige (beskrevet nærmere nedenfor) fundet, at der med rette kunne stilles spørgsmålstegn ved troværdigheden i en klagers konvertering fra islam til kristendom, efter endeligt afslag på asyl.
Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.
Chalal mod UK (appl. 22414/93 EMD dom, afsagt den 15. november 1996)
Sagsfremstilling:
Den indiske statsborger Chalal, født i 1948, indrejste illegalt i UK i 1971. I december 1974 opnåede han tidsubegrænset opholdstilladelse. Chalal var sikh, særdeles politisk aktiv og et højt profileret medlem af det sikhiske samfund i UK. I 1985 blev han tilbageholdt af medlemsstatens myndigheder, mistænkt for at have deltaget i planlægningen af et attentatforsøg på Indiens daværende premierminister, Radiv Gandhi, og i 1986 blev han anholdt og afhørt om sin eventuelle deltagelse i planlægningen af mord på moderate sikher i UK. I 1986 blev han idømt henholdsvis seks og ni måneders fængsel for deltagelse i nogle uroligheder. I 1990 besluttede medlemsstatens myndigheder at udvise Chalal, idet man fandt, at hans fortsatte tilstedeværelse i UK stred imod den offentlige orden, herunder hensynet til statens sikkerhed og den internationale kamp imod terrorisme. Chalal oplyste imidlertid, at han risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til Indien. Han henviste til, at han i 1984, under et ferieophold, i Indien var blevet tilbageholdt, at hans politiske aktiviteter i UK og forbindelser til sikhiske bevægelser gjorde, at han ville blive forfulgt af myndighederne i Punjab, og at flere af hans slægtninge i Indien havde været anholdt og tortureret, netop på grund af hans politiske aktiviteter i UK.
Medlemsstatens myndigheder fandt imidlertid ikke, at Chalal i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at han ville blive udsat for forfølgelse i Indien. Herudover var medlemsstatens myndigheder af den opfattelse, at Chalal ikke var berettiget til eventuel beskyttelse i UK på grund af den trussel imod den nationale sikkerhed, han udgjorde, uanset om det måtte lægges til grund, at han ville blive forfulgt i Indien.
Påstanden:
Chalal indbragte UK for menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udvist til Indien, idet han dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
For domstolen argumenterede medlemsstatens myndigheder for, at beskyttelsen i artikel 3 ikke er absolut, og at den heri indeholdte beskyttelse ikke bør udstrækkes til udlændinge, der truer den nationale sikkerhed i værtslandet (pkt. 75). Medlemsstatens myndigheder argumenterede alternativt for, at der i vurderingen af, hvorvidt en udvisning af en uønsket udlænding krænker artikel 3, bør foretages en afvejning af den grad af tvivl, der eksisterer vedrørende den mishandling, som en udlænding risikerer at blive udsat for, og den grad af fare pågældende udlænding udgør for statens sikkerhed (pkt. 76).
Domstolen afviste medlemsstatens argumentation og fastslog, at staternes pligt til at undlade at udvise personer til stater, hvor der er vægtige grunde til at antage, at de risikerer behandling i strid med artikel 3, er undtagelsesfri og gælder uden indskrænkninger, uagtet staternes problemer med at beskytte deres samfund imod terrorisme (pkt. 79) og pågældende persons eventuelle uønskede eller farlige aktiviteter. På den baggrund er beskyttelsen i henhold til artikel 3 mere omfattende end beskyttelse efter artikel 33 i Flygtningekonventionen (pkt. 80).
Domstolen fandt, at Chalal risikerede behandling i strid med artikel 3, hvis medlemsstatens myndigheder udviste ham til Indien. Ved afgørelsen lagde domstolen vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgik, at det lokale politi i Punjab-provinsen forfulgte mistænkte militante sikher i andre dele af Indien end blot Punjab, og at der fortsat var problemer med sikkerhedsstyrkernes overholdelse af menneskerettighederne (pkt. 99-102). Domstolen lagde også vægt på, at det ikke kunne lægges til grund, at den indiske regering ville være i stand til at beskytte Chalal (pkt. 105) og det faktum, at Chalal som en kendt sikh i Indien, ville være yderligere i risiko for overgreb (pkt. 106).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695881&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Bolouri mod Sverige (appl. 28268/95 EMK kendelse, afsagt den 19. oktober 1995)
Sagsfremstilling:
Den kvindelige iranske statsborger Bolouri indrejste i Sverige i oktober 1992 med sin fader på et turistvisum, hvor hun i november 1992 søgte asyl. Hun oplyste, at hun havde taget orlov fra sit job på universitetet i Teheran, og at hun udrejste problemfrit af lufthavnen i Teheran med sin fader. Som asylmotiv oplyste Bolouri, at hun frygtede forfølgelse i Iran pga. sin kurdiske oprindelse, sit køn og sit medlemskab af det forbudte iranske kurdiske demokratiske parti (DPIK).
Hun oplyste endvidere, at hun ved indrejsen i Sverige oprindeligt havde haft til hensigt at tage på ferie, men at hun valgte at søge asyl, da hun under opholdet i Sverige hørte, at de iranske myndigheder havde søgt efter hende på hendes arbejde. I tilknytning til ansøgningen om asyl vedlagde Bolouri dokumentation for tilknytningen til DPIK.
De svenske myndigheder meddelte imidlertid Bolouri afslag på asyl, idet man fandt, at hendes historie var utroværdig. Hun blev senere også meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse. I juli 1995 optrådte Bolouri i et TV-interview, hvor hendes baggrund og frygt for forfølgelse i Iran blev nævnt. Senere i juli 1995 blev hun udsendt af Sverige.
Påstanden:
Bolouri indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder havde krænket artikel 3, da hun blev udvist til Iran, idet hun dér bl.a. risikerede at blive udsat for behandling i strid med artiklen. Hun henviste i den forbindelse særligt til TV-udsendelsen i Sverige.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste Bolouris klage som åbenbart ugrundet. Kommissionen fandt indledningsvis, at der, på grund af adskillige divergenser, var grund til at tvivle på Bolouris troværdighed. Kommissionen bemærkede endvidere, at de svenske myndigheder havde erfaring i at behandle asylsager fra det store antal iranske asylansøgere i Sverige, og at opholdstilladelse undertiden meddeles. Kommissionen bemærkede også, at de svenske myndigheder ved deres afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse lægger vægt på stort set de samme forhold, som Kommissionen lægger vægt på ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger en risiko for artikel 3 relevant behandling i hjemlandet. Kommissionen fandt endelig, at den svenske afgørelse tilsyneladende blev truffet efter en omhyggelig sagsbehandling.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666557&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
M og familie mod Schweiz (appl. 27683/95 EMK kendelse, afsagt den 6. september 1995)
Sagsfremstilling:
De iranske statsborgere M og hans familie indrejste i Schweiz i løbet af 1991 og søgte asyl. M indrejste sammen med sin ene datter og oplyste, at han havde været modstander af det iranske styre, og at han havde forladt den iranske hær uden tilladelse på grund af chikane. De schweiziske myndigheder meddelte imidlertid M og familien afslag på asyl. Ved afgørelsen lagde de schweiziske myndigheder dels vægt på, at det af de dokumenter M, havde vedlagt, fremgik, at M havde forladt militæret frivilligt, og at hans overordnede ikke havde modsat sig dette og dels, at det forekom usandsynligt, at M kunne udrejse af lufthavnen i Teheran blot ved at bestikke en embedsmand.
M og familien klagede herefter til UNHCR i Genevé, og da de ikke modtog noget svar, besatte familien, sammen med andre personer, i oktober 1993, Højkommissærens kontor. Episoden blev omtalt i adskillige schweiziske aviser, hvoraf den ene nævnte M’s navn.
I forbindelse med en anmodning om genåbning af sagen vedlagde M og familien fotografier af M under diverse demonstrationer imod det iranske styre samt et brev fra det Iranske Nationale Modstandsråd, der frarådede de schweiziske myndigheder at udvise M til Iran. De schweiziske myndigheder stadfæstede imidlertid afslaget til M og familien.
Påstanden:
M og familien indbragte Schweiz for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de schweiziske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis de blev udvist til Iran, idet de dér risikerer en behandling i strid med artikel 3. Familien henviste i den forbindelse særligt til billederne af M, der blev taget under demonstrationerne imod det iranske styre og brevet fra det Iranske Nationale Modstandsråd.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste klagen som åbenbart ugrundet. Kommissionen bemærkede indledningsvis, at klagerne ikke havde vedlagt nogen dokumentation for, at de var nødsaget til at forlade Iran på grund af frygt for overgreb. Kommissionen noterede sig i den forbindelse, at de schweiziske myndigheder omhyggeligt havde taget stilling til M’s anbringender. For så vidt angik brevet fra Modstandsrådet bemærkede Kommissionen, at det ikke indeholdt nogen konkret information om den påståede forfølgelse af M og vedrørende billederne af M, taget under diverse demonstrationer, bemærkede Kommissionen blot, at klagerne ikke havde fremlagt nogen former for bevis på, at de iranske myndigheder ledte efter M på grund af deltagelsen i demonstrationerne.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666472&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Heidari og Eghtesadi mod Sverige (appl. 26485/95 EMK kendelse, afsagt den 22. maj 1995)
Sagsfremstilling:
Heidari og Eghtesadi, moder og datter, er iranske statsborgere og indrejste i Sverige i januar 1993, hvor de søgte asyl. Moderen henviste bl.a. til, at hun i Iran frygtede forfølgelse, fordi hun havde forladt landet illegalt, og fordi hun havde haft tilknytning til partiet PMOI og i øvrigt blev forfulgt på grund af sin kurdiske oprindelse.
De svenske myndigheder meddelte imidlertid i oktober 1994 Heidari og Eghtesadi endeligt afslag på asyl og henviste til, at moderens historie var utroværdig, og at hun i øvrigt ikke havde været politisk aktiv siden 1983.
I marts 1995 søgte klagerne humanitær opholdstilladelse i Sverige og gjorde gældende, at moderen var konverteret fra islam til kristendom og var blevet døbt den 20. marts 1995.
De svenske myndigheder meddelte imidlertid klageren afslag på opholdstilladelse, da man fandt, at der var grund til at betvivle konverteringens ægthed, og da det i øvrigt var usandsynligt, at den var kommet til de iranske myndigheders kundskab. Myndighederne noterede endvidere, at moderen var blevet introduceret for præsten af hendes advokat, og at parterne blot havde mødt hinanden en gang inden dåben.
Påstanden:
Heidari og Eghtesadi indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis de blev udvist til Iran, idet de dér risikerede behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste klagen som åbenbart ugrundet. Kommissionen fandt indledningsvis, at der var grund til at betvivle moderens troværdighed. Herudover bemærkede Kommissionen, at selvom man lagde til grund, at hendes konvertering var reel, eksisterede der ingen risiko for, at hun ville blive udsat for behandling i strid med artikel 3 på den baggrund.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666356&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
12. Forfølgelse af kvinder
Menneskerettighedsorganernes praksis på området for særlig forfølgelse af kvinder er præget af meget konkrete afgørelser, hvor fokus ofte alene har været på at få afklaret, hvorvidt pågældende person risikerede at blive udsat for den givne behandling. I disse afgørelser spores således ingen principiel stillingtagen til, hvorvidt den givne behandling, hvis den fandt sted, ville krænke artikel 3. Dog fastslog Domstolen i Jabari mod Tyrkiet, at risiko for stening eller piskning af en kvinde, for et udenomsægteskabeligt forhold, krænkede artikel 3.
Udover de traditionelle årsager til forfølgelse, såsom race, religion og lign., der ikke i deres natur nødvendigvis rammer kvinder anderledes end mænd, eksisterer en række former for såvel overgreb som årsager, hvor kvinder på baggrund af kultur, samfundsopbygning, religion eller blot det faktum, at de er kvinder, er særligt udsatte.
De mest velkendte eksempler på, hvorledes religion eller kultur kan være basis for alvorlig diskrimination eller overgreb mod kvinder, er lande, hvor retssystemet er bygget over islamisk lov eller hvor samfundet bærer præg af traditionelle opfattelser af kønsrollerne.
Menneskerettighedsorganerne har i en række tilfælde være stillet overfor kvinder, der har påberåbt sig, at de i tilfælde af en udsendelse til deres hjemlande vil være særligt udsatte for at blive udsat for overgreb netop pga. deres køn.
Praksis for Menneskerettighedsorganerne er ikke entydig og er præget af meget konkrete afgørelser, hvor der i højere grad fokuseres på, hvorvidt pågældende kvinde risikerer den behandling, hun påstår, end på, hvorvidt pågældende behandling eventuelt vil krænke artikel 3.
I Jabari mod Tyrkiet fastslog Menneskerettighedsdomstolen dog, at Tyrkiet ville krænke artikel 3, hvis man udsendte en iransk kvinde til Iran, hvor denne efter det oplyste risikerede at blive stenet og pisket for et udenomsægteskabeligt forhold til en mand. Afgørelsen er beskrevet nærmere nedenfor.
I hverken Bolouri mod Sverige, Mirvat Mezher mod Sverige eller Amal Khursa mod Sverige tog Kommissionen imidlertid principielt stilling, idet den fandt, at der ikke var grund til at befrygte, at de pågældende kvinder risikerede den pågældende behandling.
Nedenfor følger en kort gennemgang af Menneskerettighedsorganernes afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.
Lunguli mod Sverige (appl. 33692/02 EMD kendelse, afsagt den 1. juli 2003)
Sagsfremstilling:
Den tanzanianske statsborger Miriam Abraham Lunguli, der blev født i juni 1984 og var indrejst i Sverige den 25. juni 1999 som 15-årig, søgte den 13. oktober 2000 asyl, idet hun henviste til, at hendes fader i Tanzania havde til hensigt at lade hende omskære for at få hende gift. De svenske myndigheder meddelte imidlertid den 2. april 2001 Lunguli afslag på opholdstilladelse, idet man ikke fandt, at den på daværende tidspunkt næsten 17-årige pige var i risiko for at blive omskåret. De svenske myndigheder omgjorde imidlertid den 12. december 2002 beslutningen og meddelte Lunguli opholdstilladelse, idet man henviste til, at en rapport udarbejdet af den svenske ambassade i Tanzania indikerede, at der var grund til at antage, at Lunguli ville blive udsat for omskæring, hvis hun blev returneret til Tanzania.
Påstanden:
Lunguli indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis hun blev udvist til Tanzania, idet hun dér risikerede at blive omskåret og dermed udsat for behandling i strid med artiklen.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen afviste Lungulis klage, idet hverken klageren eller hendes advokat havde reageret på Domstolens anmodning om fremsendelse af yderligere bemærkninger, hvilket Domstolen betragtede som et frafald af klagen. Domstolen fandt endvidere, at risikoen for krænkelse var ophørt, idet klageren var blevet meddelt permanent opholdstilladelse.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=671588&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Jabari mod Tyrkiet (appl. 40035/98 EMD dom, afsagt den 11. juli 2000)
Sagsfremstilling:
I 1995 mødte Jabari som 22-årig en mand, X, i Iran. Parret blev forelskede og planlagde at gifte sig. X’s familie var imidlertid imod ægteskabet og i juni 1997 giftede X sig med en anden kvinde. Jabari og X fortsatte imidlertid med at ses og have sex med hinanden. I oktober 1997 blev Jabari og X stoppet på gaden og tilbageholdt, idet X var gift. Jabari måtte under tilbageholdelsen undergå en undersøgelse af, hvorvidt hun fortsat var jomfru. Efter et par dage blev hun løsladt med hjælp fra sin familie, og i november 1997 indrejste hun illegalt i Tyrkiet, hvorfra hun havde til hensigt at rejse til Canada, via Paris. I lufthavnen i Paris blev hun imidlertid standset og fundet i besiddelse af et falsk pas, hvorfor hun blev sendt retur til Tyrkiet. I Tyrkiet blev Jabari tilbageholdt med henblik på retsforfølgning på grund af den illegale indrejse.
Da Jabari opdagede, at hun stod overfor at blive deporteret til Irak, oplyste Jabari til de tyrkiske myndigheder, at hun var iransk statsborger, og at hun ønskede at søge asyl i Tyrkiet. De tyrkiske myndigheder afviste imidlertid ansøgningen om asyl, idet den var indgivet mere end fem dage efter indrejsen og derfor, efter de tyrkiske regler, var indgivet for sent.
Selvom Jabari efterfølgende blev interviewet og meddelt flygtningestatus af den lokale afdeling af UNHCR i Istanbul, fandt de tyrkiske myndigheder ikke grundlag for at ændre den allerede trufne afgørelse, idet afslaget på asyl ikke var behæftet med åbenbare juridiske fejl.
Påstanden:
Jabari indbragte Tyrkiet for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de tyrkiske myndigheder krænkede artikel 3, hvis hun blev udsendt til Iran, idet hun dér risikerede en straf for udenomsægteskabelig sex, der ville stride mod artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen gav Jabari medhold i, at Tyrkiet ville krænke artikel 3, hvis hun blev sendt tilbage til Iran. Domstolen udtalte indledningsvis, at den ikke fandt det godtgjort, at de tyrkiske myndigheder havde foretaget en materiel vurdering af Jabaris sag og at en automatisk anvendelse af en så kort tidsfrist som fem dage, måtte antages at stride mod den fundamentale karakter af beskyttelsen i artikel 3 (pkt. 40). Det bemærkedes også, at det var UNCHR og ikke de tyrkiske myndigheder, der foretog en konkret materiel undersøgelse af Jabaris sag (pkt. 40). Domstolen valgte herefter at tillægge UNHCR’s vurdering i sagen betydelig vægt og bemærkede i øvrigt, at de tyrkiske myndigheder ikke havde bestridt Amnesty Internationals baggrundsoplysninger hvoraf fremgik, at kvinder, der i Iran begår ægteskabsbrud, risikerer at blive stenet eller pisket (pkt. 41)
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=696777&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Amal Kharsa mod Sverige (appl. 28419/95 EMK kendelse, afsagt den 26. oktober 1995)
Sagsfremstilling:
Den syriske statsborger, Amal Kharsa, indrejste i Sverige i august 1992, hvor hun søgte asyl som irakisk statsborger under navnet Amal Haydar. De svenske myndigheder meddelte på den baggrund Amal permanent opholdstilladelse. I august 1993 rettede en mand, der oplyste, at han var gift med Amal, henvendelse til det svenske politi og oplyste, at Amal havde oplyst en falsk identitet, og at hun var syrisk statsborger og tidligere havde søgt asyl i Danmark. Ved en efterfølgende afhøring afviste Amal beskyldningerne og fremlagde bl.a. en lægeattest, der bekræftede, at hun var jomfru. I januar 1995 valgte hun imidlertid at afsløre sin rette identitet og oplyste samtidig, at hun kun havde giftet sig med sin mand for at flygte fra sin fader, der angiveligt havde overfaldet og voldtaget hende siden hun var seks år. Hun oplyste endvidere, at hendes mand havde overfaldet hende, fordi hun nægtede at lade sig prostituere, og at hun som student havde været medlem af det illegale syriske kommunistparti. De svenske myndigheder besluttede imidlertid at inddrage Kharsas opholdstilladelse og lagde ved afgørelsen vægt på, at Kharsa oprindeligt havde meddelt falske oplysninger og at hendes forklaring om de seksuelle overgreb var utroværdige, ikke mindst på baggrund af lægeerklæringen, hvoraf fremgik at hun var jomfru.
Påstanden:
Kharsa indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder ville krænke artikel 3, hvis hun blev udsendt til Syrien, idet hun dér risikerede overgreb uforenelige med artikel 3.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste Kharsas klage som åbenbart ugrundet. Kommissionen lagde ved afgørelsen vægt på, at Kharsa ikke havde fremlagt nogen dokumentation for, at hun i Syrien ville blive udsat for overgreb, det være sig fra myndighedernes eller private personers side. Kommissionen bemærkede i den forbindelse, at Kharsa oprindeligt havde oplyst en falsk identitet og et falsk asylmotiv.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666559&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Bolouri mod Sverige (appl. 28268/95 EMK kendelse, afsagt den 19. oktober 1995)
Sagsfremstilling:
Den kvindelige iranske statsborger Bolouri indrejste i Sverige i oktober 1992 med sin fader, på et turistvisum, hvor hun i november 1992 søgte asyl. Hun oplyste, at hun havde taget orlov fra sit job på universitetet i Teheran, og at hun udrejste problemfrit af lufthavnen i Teheran. Som asylmotiv oplyste Bolouri, at hun frygtede forfølgelse i Iran, pga. sin kurdiske oprindelse, sit køn og sit medlemskab af det forbudte iranske kurdiske demokratiske parti (DPIK).
Hun oplyste endvidere, at hun ved indrejsen i Sverige oprindeligt havde haft til hensigt at tage på ferie, men at hun valgte at søge asyl, da hun under opholdet i Sverige hørte, at de iranske myndigheder havde søgt efter hende på hendes arbejdsplads. I tilknytning til ansøgningen om asyl vedlagde Bolouri dokumentation for sin tilknytning til DPIK.
De svenske myndigheder meddelte imidlertid Bolouri afslag på asyl, idet man fandt, at hendes historie var utroværdig. Hun blev senere også meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse. I juli 1995 optrådte Bolouri i et TV-interview, hvor hendes baggrund og frygt for forfølgelse i Iran blev nævnt. Senere i juli 1995 blev hun udsendt af Sverige.
Påstanden:
Bolouri indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder havde krænket artikel 3, da hun blev udvist til Iran, idet hun dér bl.a. risikerede at blive udsat for behandling i strid med artiklen. Hun henviste i den forbindelse særligt til TV-udsendelsen i Sverige.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste Bolouris klage som åbenbart ugrundet. Kommissionen fandt indledningsvis, at der, på grund af adskillige divergenser, var grund til at tvivle på Bolouris troværdighed. Kommissionen bemærkede endvidere, at de svenske myndigheder erfaring i at behandle asylsager fra det store antal iranske asylansøgere i Sverige og at opholdstilladelse undertiden meddeles. Kommissionen bemærkede også, at de svenske myndigheder ved deres afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse lægger vægt på stort set de samme forhold, som Kommissionen lægger vægt på ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger en risiko for artikel 3 relevant behandling i hjemlandet. Kommissionen fandt endelig, at den svenske afgørelse tilsyneladende blev truffet efter en omhyggelig sagsbehandling.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666557&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Mirvat Mezher mod Sverige (appl. 25849/94 EMK kendelse, afsagt den 6. juli 1995)
Sagsfremstilling:
Mirvat Mezher, der er libanesisk statsborger, giftede sig i juli 1992 med sin fætter, M, der var bosat i Sverige. På den baggrund blev hun i juni 1993 meddelt opholdstilladelse i Sverige. Under et ferieophold i Libanon opstod der imidlertid uenigheder mellem Mirvat og M, hvorefter M forsøgte at hindre Mirvat i at rejse tilbage til Sverige. M kontaktede efterfølgende de libanesiske myndigheder og oplyste, at Mirvat ikke havde fået hans tilladelse til at forlade Libanon og, at han ønskede myndighedernes hjælp til at lokalisere hende. Tilbage i Sverige tog Mirvat ophold hos en slægtning og i forbindelse med udløbet af opholdstilladelsen anmodede hun om at få lov til at blive boende i Sverige, indtil hun opnåede skilsmisse med M. Hun henviste i den forbindelse til, at hun ved en udsendelse til Libanon risikerede at blive sat i en særlig form for husarrest for kvinder på grund af ulydighed. De svenske myndigheder meddelte imidlertid afslag på anmodningen, idet man fandt, at frygten for husarrest var overdreven.
Påstanden:
Mirvat indbragte Sverige for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de svenske myndigheder krænkede artikel 3, hvis man udsendte hende til Libanon, idet hun dér risikerede overgreb i strid med artikel 3.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste klagen som åbenbart ugrundet. Kommissionen noterede sig indledningsvis, at det efter det oplyste var op til M at beslutte, hvorvidt Mirvat skulle placeres i husarrest eller ej. Kommissionen bemærkede herefter, at der ikke var nogen grund til at antage, at M havde ytret ønske om at benytte denne mulighed, og at der efter det oplyste ej heller var grund til at nære en sådan mistanke. På den baggrund fandt Kommissionen ikke, at Mirvat risikerede at blive sat i husarrest.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=666399&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
13. Den europæiske Menneskerettighedskonventions 6. tillægsprotokol vedrørende afskaffelsen af dødsstraf.
Af 6. tillægsprotokol til Den europæiske Menneskerettighedskonvention, som Danmark ratificerede den 1. december 1983, fremgår, at dødsstraffen skal afskaffes, ligesom ingen må idømmes denne straf eller henrettes.
Det fremgår ligeledes af praksis for Menneskerettighedsdomstolen, at det vil være i strid med bestemmelsen, hvis en person udleveres/ udsendes til en stat, hvor den pågældende risikerer at blive idømt og få fuldbyrdet dødsstraf.
Bestemmelsen har hidtil været af relativ begrænset betydning og praksis fra Menneskerettigheds-organerne er ikke omfangsrig. Domstolen har hidtil hovedsagligt taget stilling til bestemmelsen ved klager fra personer, der står til udlevering til stater, hvor pågældende er mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet, og hvor den pågældende frygter dødsstraf som følge heraf.
Adskillige udlændinge, der i staterne enten har fået afslag på asyl eller har mistet deres opholdstilladelse, har imidlertid også henvist til bestemmelsen og hævdet, at de i tilfælde af en eventuel udsendelse til hjemlandet risikerer en hård og uforholdsmæssig hård straf eller dødsstraf. I disse sager har Domstolen som udgangspunkt alene vurderet sagen i forhold til artikel 3 og undladt at udtale sig om 6. tillægsprotokol. En af undtagelserne er imidlertid T mod Nederlandene (nærmere beskrevet nedenfor), hvor Kommissionen ikke fandt, at klageren havde godtgjort, at der var en reel risiko for, at han, i forbindelse med en udvisning til Malaysia, ville blive dødsdømt for en forbrydelse, han havde begået i Nederlandene.
Afgørende for Menneskerettighedsorganernes stillingtagen vil i udleveringssagerne være, hvorvidt der i den konkrete sag er tilstrækkelige holdepunkter til at antage, at pågældende person ikke vil blive idømt dødsstraf i modtagerstaten. Det har i praksis betydet, at organerne har vurderet, hvorvidt en garanti herfor, som det land der ønsker personen udleveret, har udstedt, er tilstrækkelig ”sikker”.
I Soering-sagen fandt Domstolen, at det ikke kunne udelukkes, at Soering, der var mistænkt for drab, ville blive dødsdømt i tilfælde af udlevering til USA. Ved afgørelsen lagde Domstolen vægt på, at de amerikanske forbundsmyndigheder ikke bindende kan pålægge de enkelte delstaters myndigheder at undlade at nedlægge påstand om dødsstraf.
I Nivette mod Frankrig fandt Domstolen derimod ikke, at der var nogen risiko for, at Nivette, der også var mistænkt for drab, ville blive dødsdømt ved en eventuel udlevering til USA, hvorfor 6. tillægsprotokol ikke var krænket. Domstolen lagde her vægt på, at den statsadvokat, der var ansvarlig for påtalerejsningen i USA, havde erklæret, at der ikke ville blive nedlagt påstand om dødsstraf, idet forbrydelsen ikke opfyldte de fornødne krav hertil.
Tilsvarende fandt Domstolen i Ismaili mod Tyskland, at en garanti udstedt af den marokkanske justitsminister, via en verbalnote, udgjorde tilstrækkelig sikkerhed for, at den pågældende person ikke risikerede dødsstraf. Domstolen bemærkede også, at en medskyldig i samme forbrydelse ikke var blevet dødsdømt for forbrydelsen i Marokko.
Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.
Nivette mod Frankrig (appl. 44190/98 EMD dom, afsagt den 3. juli 2001)
Sagsfremstilling:
Den amerikanske delstat Californien begærede i november 1997 den amerikanske statsborger James Nivette udleveret på baggrund af en mistanke om drab. I forbindelse med anmodningen om udlevering oplyste de amerikanske myndigheder, at Nivette ikke risikerede dødsstraf, idet der i sagen ikke var sådanne skærpende omstændigheder, at der, i henhold til den californiske strafferet, kunne nedlægges en sådan påstand.
Påstanden:
Nivette indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder ville krænke 6. tillægsprotokol, hvis han blev udleveret til USA, idet han dér risikerede dødsstraf.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen afviste Nivettes klage som ”åbenbart ugrundet”. Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at statsadvokaten i Sacramento havde oplyst, at den begåede forbrydelse ikke var af en sådan karakter, at der i loven var hjemmel til, at der blev nedlagt påstand om dødsstraf eller fængsel på livstid, uden mulighed for prøveløsladelse.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=671369&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Ismaili mod Tyskland (appl. 58128/00 EMD dom, afsagt den 16. juni 2000)
Sagsfremstilling:
De marokkanske myndigheder begærede i januar 1998 den marokkanske statsborger Ismaili udleveret på baggrund af en mistanke om drab på en politibetjent. I forbindelse med anmodningen om udlevering udstedte den marokkanske ambassade, ved en verbalnote via den marokkanske justitsminister, en garanti for, at der ikke ville blive nedlagt påstand om dødsstraf.
Påstanden:
Ismaili indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de tyske myndigheder ville krænke 6. tillægsprotokol, hvis han blev udleveret til Marokko, idet han dér risikerede dødsstraf.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen afviste Ismailils klage som ”åbenbart ugrundet”. Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at den marokkanske justitsminister havde garanteret, at der ikke ville blive nedlagt påstand om dødsstraf og, at en medskyldig i samme forbrydelse ikke var blevet dødsdømt.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=680408&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
T mod Nederlandene (appl. 16531/90 EMK kendelse, afsagt den 16. januar 1991)
Sagsfremstilling:
T, der er malaysisk statsborger, indrejste i Nederlandene i 1975, hvor han senere opnåede permanent opholdstilladelse. I maj 1987 blev T idømt seks års fængsel for indsmugling af narkotika. I april 1989 inddrog det nederlandske justitsministerium T’s opholdstilladelse. I 1990 blev T løsladt med henblik på at blive udvist af Nederlandene til Malaysia.
Påstanden:
T indbragte Nederlandene for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at de nederlandske myndigheder ville krænke artikel 3 og artikel 1 i 6. tillægsprotokol, hvis han blev udvist til Malaysia, idet han dér risikerede at blive dødsdømt for den narkotikaforbrydelse, han begik i Nederlandene og tilbageholdt uden retssag i op til to år.
Menneskerettighedskommissionens bemærkninger:
Kommissionen afviste T’s klage som åbenbart ugrundet. Den lagde ved afgørelsen vægt på, at T ikke havde kunnet fremvise nogen eksempler på, at personer var blevet straffet i Malaysia for forbrydelser, de havde begået i udlandet.
T’s påstand om, at han risikerede at blive tilbageholdt i op til to år uden retssag, afviste Kommissionen, idet den ikke fandt, at T havde givet tilstrækkelig præcis information om de nærmere forhold, han angiveligt skulle sidde tilbageholdt under.
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=664983&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Soering mod UK (appl. 14038/88 EMD dom, afsagt den 7. juli 1989)
Sagsfremstilling:
Den tyske statsborger Jens Soering, født den 1. august 1960, blev i april 1986 tilbageholdt i UK på baggrund af en mistanke om checkforfalskning. I august 1986 anmodede de amerikanske myndigheder om at få udleveret Soering til retsforfølgning i USA, hvor han ville blive tiltalt for drab på sin kærestes forældre i den amerikanske delstat Virginia. Medlemsstatens myndigheder besluttede i august 1988 at imødekomme den amerikanske anmodning om udlevering. Det bemærkes, at UK på daværende tidspunkt ikke havde ratificeret konventionens 6. tillægsprotokol, vedrørende afskaffelsen af dødsstraf.
Påstanden:
Soering indbragte UK for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, at medlemsstatens myndigheder krænkede artikel 3, hvis han blev udleveret til USA, idet han dér risikerede dødsstraf og derfor også risikerede at skulle opholde sig på den såkaldte ”dødsgang”, inden eksekveringen af en eventuel dødsstraf, hvorved han ville blive udsat for en behandling i strid med artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolens bemærkninger:
Domstolen skulle indledningsvis tage stilling til, hvorvidt artikel 3 overhovedet kan finde anvendelse i sager om udlevering af en person til en stat, hvor pågældende vil blive udsat for en behandling i strid med artikel 3. Domstolen fandt, at en udlevering af en person til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at denne vil være i fare for at blive udsat for tortur, vil være uforenelig med konventionens grundlæggende formål og ånd og de fundamentale værdier i de demokratiske samfund, uanset hvor modbydelig en forbrydelse pågældende person angiveligt har begået (pkt. 88).
Domstolen bemærkede herefter, at de amerikanske forbundsmyndigheder ikke bindende kunne pålægge delstaten Virginia at undlade at nedlægge påstand om dødsstraf. På den baggrund fandt Domstolen, at det ikke i tilstrækkelig grad kunne garanteres, at der ikke under straffesagen i Virginia ville blive nedlagt påstand om dødsstraf (pkt. 98).
Domstolen genkaldte sig, at mishandling, herunder straf, skal overskride et vist minimum af intensitet for at være omfattet af forbudet i artikel 3 og, at denne vurdering i alle tilfælde er relativ og afhænger af alle sagens omstændigheder, herunder baggrunden for den pågældende behandling eller straf, måden hvorpå den udøves, varigheden, de fysiske og psykiske følger og i nogle tilfælde ofrets køn, alder og helbredstilstand (pkt. 100). Domstolen udtalte også, at for at en given straf kan karakteriseres som umenneskelig og nedværdigende, må den påførte lidelse og ydmygelse under alle omstændigheder overgå den lidelse og ydmygelse, der er uløseligt forbundet med enhver legitim straf. Domstolen udtalte videre, at der i denne vurdering ikke blot indgår omfanget af den fysiske smerte, men også en vurdering af det tidsrum, der forløber, inden straffen fuldbyrdes og en vurdering af den grad af ængstelse den dømte føler, mens han afventer den kommende straffuldbyrdelse (pkt. 100).
Domstolen fastslog herefter, at den blotte udlevering af en person til dødsstraf ikke strider imod artikel 3 (pkt. 101-103). Det bemærkedes i den forbindelse, at en sådan konklusion ville være dårligt forenelig med konventionens artikel 2 (1), der indeholder en snæver adgang til dødsstraf, samt konventionens tillægsprotokol nr. 6, der forbyder dødsstraf og som må antages at indeholde en ny rettighed, det står medlemsstaterne frit for at forpligte sig til at beskytte. Samme sted udtalte domstolen imidlertid også, at de nærmere omstændigheder vedrørende eksekveringen af en dødsstraf kan rejse spørgsmål i henhold til artikel 3, det være sig måden hvorpå dødsstraffen eksekveres, den dømtes personlige forhold, manglende proportionalitet i forhold til den begåede kriminalitet og de forhold hvorunder en dødsdømt afventer fuldbyrdelsen af sin straf (pr. 104).
Domstolen fandt i den konkrete sag, at den behandling Soering risikerede at ville blive udsat for i USA var i strid med artikel 3, hvorfor medlemsstatens myndigheder ville krænke artiklen, hvis den udleverede ham (pkt. 111). Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at det gennemsnitlige ophold på ”dødsgangen” i delstaten Virginia er mellem seks til otte år, at afsoningsforholdene i det fængsel hvor Soering måtte antages at skulle afvente eksekveringen af sin straf var psykisk belastende samt, at Soering blot var 18 år og sandsynligvis psykisk uligevægtig, da de drab han var mistænkt for at have begået fandt sted (pkt. 106-109). Domstolen bemærkede endelig, at det hensyn, der skulle tilgodeses ved udleveringen af Soering til USA, kunne tilgodeses på anden vis (pkt. 111).
http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=695496&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=1132746FF1FE2A468ACCBCD1763D4D8149
Senest opdateret den 25. april 2006.
Top /Bund
Version 1.1 [dato] • © Flygtningenævnet[…]. Udgivet af Flygtningenævnet[…], http:///
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering