MULTI
Du er her: ForsidePraksis201409190920Iran201114

     
    Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2010

    Flygtningenævnet udtalte:

    ”at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Han blev født i Al-Tash-lejren i Irak, hvor han opholdt sig frem til 2003, herefter flyttede han til […]. Siden 2005 og frem til udrejsen har an-søgeren boet i Barika-lejren i KRI. Ansøgeren og hans familie har sympatiseret med Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran. Ansøgeren har uddelt løbesedler til støtte for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ved, hvad der vil ske, hvis han vender tilbage til Iran. Han har vi-dere henvist til, at han i Irak ikke har nogen rettigheder, og at han har levet under dårlige vilkår i Irak. Den beskikkede advokat har navnlig gjort gældende, at det følger af en fortolkning af udlæn-dingelovens § 7, stk. 3, at beskyttelsen i et første asylland skal gives i hele landet og ikke kun i en region. Advokaten har videre gjort gældende, at ansøgeren ikke er tilstrækkeligt beskyttet imod refoulement, og at ansøgerens basale rettigheder ikke er tilstrækkeligt tilgodeset i Suleimaniyah-provinsen, hvor han er nødt til at opholde sig. Udlændingeservice har i afgørelsen anført, at ansøge-ren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingeservice har under nævnsmødet præciseret, at ansøgeren under sit ophold i KRI har opnået fornøden beskyttelse mod forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tje-ne som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende før-ste asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyl-landet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet ind-går tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”trea-ted in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at ansøge-ren er født i Al-Tash lejren og har levet i Barika-lejren i KRI siden 2005. KRI består efter det fore-liggende af tre provinser og udgør et større sammenhængende område, som i nu i flere år på flere områder har været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne udgøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne i øv-rigt er opfyldt herfor. Ansøgeren har ikke været medlem af noget politisk parti, men har efter sin forklaring dog lejlighedsvis uddelt løbesedler for KDPI i Barika-lejren. Ansøgeren ved dog ikke, hvad der stod på løbesedlerne. Det lægges til grund, at der alene har været tale om meget begrænse-de aktiviteter, som ikke har været egnet til at profilere ansøgeren i offentligheden. Ansøgerens op-lysninger om familiens tidligere politiske aktiviteter i Iran kan efter det foreliggende heller ikke føre til nogen ændret vurdering. Det kan derfor ikke antages, at ansøgeren skulle være blevet profileret i forhold til myndighederne hverken i Irak eller i Iran. På denne baggrund kan det ikke antages, at ansøgeren er i risiko for at lide overlast. Hans personlige sikkerhed er således tilstrækkeligt beskyt-tet, både i forhold til de iranske myndigheder og andre. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, læg-ger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, læge-hjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af oplysninger fra en række kilder, herunder lokale kilder, som indgår i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at anerkendte UNHCR-flygtninge i KRI kan ansøge om KRG opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtningen kan rejse frit inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Der henvises herved til baggrundsmateriale nummer 419 og 440 (Iran) samt udtalelse af 12. september 2011 fra Udlændingeservices Dokumentations- og Projektkontor. Den omstændighed, at den konkrete sikkerhedssituation i KRI indimellem medfører ulemper og forsinkelser for rejsende, og at ansøgeren er pålagt at bebo et anvist sted, som admini-streres af UNHCR, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Endelig skal der ved vurderingen tages hensyn til forholdene i lokalområdet, herunder de økonomiske og sociale forhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold findes hans leveforhold ikke at have været af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Ansøgeren har efter det oplyste det meste af sit netværk i KRI. Han taler samme sprog som de lokale beboere. Ansøgeren har haft lovligt ophold og arbejde og er ikke straffet. Det må derfor antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til KRI, hvor han tidligere har opnået fornøden beskyttelse, ligesom KRI findes at kunne udgøre ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgerens oplysninger om, at de kurdiske myndigheder ikke ville modtage ham efter anholdelsen i Tyrkiet, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Der lægges herved efter ansøgerens egen forklaring vægt på, at ansøgeren ved præsentationen for myndighederne ikke var i besiddelse af papirer, som kunne legitimere ham. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse.” Iran/2011/14

    Flygtningenævnet | Adelgade 13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3700 | E-mail fln@fln.dk | Sikker Digital Post