MULTI
Du er her: ForsidePraksis201409190920Iran201113

     
    Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.

    Flygtningenævnet udtalte:

    ”at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Han er født i 1987 og har fra sin barndom frem til foråret 2003 boet i flygtningelejren Al-Tash, hvorefter han flyttede til KRI. Siden 2005 og frem til udrejsen har ansøgeren boet i Barika-lejren i Suleimaniyah. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har levet som flygtning hele sit liv og ikke har haft nogen rettigheder som iransk-kurdisk flygtning i Irak. Han kan ikke vende tilbage til Iran, hvor han ikke har noget sted at bo. Begge hans forældre er afgået ved døden, og Iran vil ikke tage ham tilbage. Den beskikkede advokat har navnlig gjort gældende, at det følger af en fortolkning af udlændingelovens § 7, stk. 3, at beskyttelsen i et første asylland skal gives i hele landet og ikke kun i en region. Advokaten har videre gjort gældende, at ansøgeren ikke er tilstrækkeligt beskyttet imod refoulement, og at ansøgerens basale rettigheder ikke er tilstrækkeligt tilgodeset i Suleimaniyah-provinsen, hvor han er nødt til at opholde sig. Udlændingeservice har i afgørelsen anført, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingeservice har under nævnsmødet præciseret, at ansøgeren under sit ophold i KRI har opnået fornøden beskyttelse mod forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er født i Al-Tash lejren og har levet i Nordirak siden 2003, senest i Barika-lejren. KRI består efter det foreliggende af tre provinser og udgør et større sammenhængende område, som i nu i flere år på flere områder har været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne udgøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt herfor. Flygtningenævnet lægger til grund, at hverken ansøgeren eller hans familie har været politisk aktive, og ansøgeren og hans familie har efter det foreliggende ikke profileret sig i forhold til myndighederne i Irak eller i Iran. På denne baggrund kan det ikke antages, at ansøgeren er i risiko for at lide overlast. Hans personlige sikkerhed er således tilstrækkeligt beskyttet, både i forhold til de iranske myndigheder og andre. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, lægger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, lægehjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af oplysninger fra en række kilder, herunder lokale kilder, som indgår i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at anerkendte UNHCR-flygtninge i KRI kan ansøge om KRG opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtningen kan rejse frit inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Der henvises herved til baggrundsmateriale nummer 419 og 440 (Iran) samt udtalelse af 12. september 2011 fra Udlændingeservices Dokumentations- og Projektkontor. Den omstændighed, at den konkrete sikkerhedssituation i KRI indimellem medfører ulemper og forsinkelser for rejsende, og at ansøgeren er pålagt at bebo et anvist sted, som administreres af UNHCR, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Endelig skal der ved vurderingen tages hensyn til forholdene i lokalområdet, herunder de økonomiske og sociale forhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold findes hans leveforhold ikke at have været af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Ansøgeren har efter det oplyste det meste af sit netværk i KRI. Han taler samme sprog som de lokale beboere. Ansøgeren har haft lovligt ophold og arbejde og er ikke straffet. Det må derfor antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til KRI, hvor han tidligere har opnået fornøden beskyttelse, ligesom KRI findes at kunne udgøre ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse.” Iran/2011/13

    Flygtningenævnet | Adelgade 13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3700 | E-mail fln@fln.dk | Sikker Digital Post